Dato: 25. maj 1851
Fra: Bernhard Severin Ingemann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjære Andersen!

jeg har 2den Gang med sædvanlig Fornøielse fløiet med Dem gjennem Sverrig. Med Dem gaaer det altid flyvende, og jeg kunde nok ønske undertiden at gaae eller sidde eller ligge lidt rolig, og faae de rullende Billeder til at staae stille saalænge - men dertil giver De næsten aldrig Frist - dog jo; naar De selv falder i Tanker og glemmer Reisen og Sverrig over »Fugl Phønix« eller »den gamle elskværdige Bedstemoder« (et deiligt Hjertestraa i Foraarsbouquetten) eller ved »Historien« om den strenge Præst og hans Drøm (en rar kjærlig Fantasie) eller ved den gamle forulykkede Students »stumme Bog« som jeg ogsaa holder meget af - saavelsom ved »Prækenen i Naturen« og Indblikket i »Poesiens Californien«, i hvilke 2 sidste Betragtninger De synes mig alt for stærkt paavirket af Empirikeren og Naturalisten H.C. Ørsted og hans blot dynamiske »Aand i Naturen« det gjælder især det Poesiens »Californien«, hvori »Videnskaben« navnlig Naturvidenskaben (den Ørstedske Kjæp-Pegasus) skal oprulle en ny Verden for den nye Aladdin, der lukker Øiet for Menneskeaanden og dens Historie:, som en udtømt Kilde, der nu staaer stille som en Pyt med eet og samme evig gjentagne Billede - medens han kun seer Aand og Liv i Dampmaskiner, electromagnetiske Telegrafer og i det copernicanske System, som han troer er splinternyt og aldrig før seet af nogen Digter. Nei, tro mig, kjære Ven! det Guddommelige og evig Sande i Menneskenaturen, i Menneskeaanden, i dens Liv og Historie, er Poesiens evig friske og evig uudtømmelige Kilde - hele den øvrige Natur med al dens Skjønhed og Herlighed er Stafage og Ramme for Mennesket - og Gudmennesket og - for Gud, saaledes som vi her kunne see ham. Ørsted har nok ogsaa forledt Dem til - trods Deres poetiske EventyrKjærlighed og inderlige Romantik - at drage tilfelts mod »Overtroen« - der jo i vor Tid er en Veirmølle - og hos os - i Middelalderen som i Oldtiden - Folkefantasiens Mythedigtning, sammensmeltet med Livet i en rig, skjøn, poetisk drømmende Tid. Hvad jeg kalder Romantik er mig Sjælen i enhver Tids Poesie - jeg kan heller ikke med Deres »Marionetspiller« - som jeg ellers godt kan lide - saaledes hylde Corsartidens Lattermildhed, at jeg vil henvise hvad man bevægedes ved (»tvinte over«) for 30 Aar siden eller for 1000 Aar siden - til Dukketheatret for Uconfirmerte. Al sand Følelse er dog vel ikke forbeholdt vor allernyeste Tids Antiromantik og man vil dog nu vel ikke sige: at Kristus »tvinte« over Jerusalem?

See der har De hvad Ondskab, De har fremkaldt i mig ved Deres smaa Offringer til Tidens og Naturens Aand i antipoetisk Paavirkning - Forresten har jeg med Liv og Lyst fulgt Deres Reisefugl og takker Dem venligst for de mangfoldige Billeder baade de alvorlige og de humoristiske - fra Wadstenas tragiske Minder til Seglgarnet paa Tiggerdrengens Bag!

Min Lucie »takker Dem hjertelig saavel for deres maleriske Naturbilleder, som for de deilige Genrebilleder, som gjerne saa [saa] stor en Rigdom af Følelse«. Det var netop hendes Ord, som jeg ogsaa kan gjøre til mine.

Deres hjertelig hengivne

B.S. Ingemann

Sorø d. 25 Mai 1851.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost