Dato: 15. juni 1851
Fra: Signe Læssøe   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

d: 15' Juni 1851

Kjære Andersen!

Med fuld Ret maa De fordre at faae at vide om jeg har modtaget Deres kjære Gave -jeg har slet ingen Undskyldning at give uden, at jeg er det Modsatte af hvad Hauch skriver De i min Alder vil være. Alderen tynger mig, Arbeide, det være sig hvad det saa er, besværer mig, jeg skyder det bort; og det nu, da det kommende Øieblik maaskee ikke leves paa denne Jord; det er svær Modsigelse og dog er det saa; den Gamle burde jo ile med at fuldbyrde alt og stedse huske paa: At De Unge kunne døe, de Gamle skulle døe, men der hjelper Intet mod Legemets stivnende Modstand. Jeg har fra den fjerde til idag været i Udbye hos mine kjære Børn og Børnebørn, der føelte jeg ingen Roe til at skrive, men vel til at læse og lade mig forelæse flere Stykker i Deres sprudlende Bog. De vil maaskee finde det underligt naar jeg siger Dem at Marionetspilleren er et af mine kjæreste Stykker, det gaaer saadan ind i mit hele Jeg, det er saa ganske taget af mit hele Sind og har saa ganske de Anskuelser jeg fra min tidligste Alder har havt. Derfor kalder Viggo mig en Grækerinde og ikke en Kristinde fordi mit Valgsprog som er i Hjertet og ikke blot paa Læben, er: Ønskers Fornægtelse og ikke Ønskers Opfyldelse beder jeg Guderne om. Jeg har altid syntes at jo mindre jeg behøvede og attraaede af det Verdslige, jo friere kunde mit aandige være; det maa have ligget i mig fra min tidligste Alder, jeg husker Præstens Forbauselse da han, i en Confirmations Time foreholdt os Rigdommens Nydelser og Fattigdommens trange Kaar og da, forunderlig nok, spurgte: Vilde De være rig eller fattig? fattig svarede jeg uden Betænkning - det laae dengang ikke klart hos mig hvad j eg siden erkjendte, at jo mindre vi behøve, jo mere nærmer vi os Guddommen der intet behøver. Alt dette erindrede Marionetspilleren mig om, og blev og er mig efter flere Ganges Gjennemlæsning særdeles kjær; den indeholder den sande Philosofie som gjør os til tilfredse Væsener.

Stemningen elskerjeg - Skoven tiltaler mig i meget, dog vilde jeg ikke i den stille Skoveensomhed see just det Deres Phantasie saae, jeg vilde have seet stillere, stillere Billeder, Billeder der ville bringe mig ind i Livets helligste Væren, ind i dets yndigste Øieblikke - Digterskildtet er nest Marionetspilleren mit kjæreste Stykke, jeg svæver som paa mægtige og dog saa lette Vinger og føler Aandens rige Lyksalighed i al sin Uafhængighed. Frygtede jeg ikke for at trætte Dem blev jeg ved - det ligger ogsaa til Alderdommen, at har man begyndt saa veed man ikke at finde Enden, dog vil jeg see at finde den og kan takke Dem saa uendelig for den stumme Bog, Bedstemoderen, Svinene, Tro og Videnskab og - og - og -

Jeg kan begribe De kan finde Dem vel paa Glorup, den gamle Mand behøver vel Roe, og forlanger derfor ikke en stadig Nærværelse, men overlader Dem vel meget til Dem selv og det gjør Enhver især en Digter saa godt. -

De skriver nok at De reiser, men De skriver ikke naar De kommer tilbage, dog tænker jeg det skeer ved Efteraarets Indtræden; bliv saa ikke for længe inden De engang kommer til mig og lader mig høre lidt om de nu saa kjedsommelige, før saa interesante Parisere, tillige længes jeg saa meget efter at høre hvad De synes om Roeds Copie af Madonna, jeg frygter det er ham for svær en Opgave især da Farverne vist alt ere saa afblegede at der maa vist lægges meget i det af ham selv - Jeg ønsker Dem en i alle Henseender lykkelig Reise og Verden nogle Reisebilleder af den. Er Fortællingen om Storkenes Komme paa Kristinelund historisk og ikke blot fra Sagnets Tid, saa er den jo allerkjæreste og betydnings [fuld] for Dem, der er den Fugls høittalende Ridder; det man kan man kalde Taknemmelighed.

Viggo hilser Dem venligt og takker ogsaa for mange Stykker.

Lev vel og lykkelig det ønsker Deres

uforanderlige Veninde Signe Læssøe

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost