240. Fra Adolph og Ingeborg Drewsen. Kjøbenhavn den 19 Juli 1853.
[Fra Adolph Drewsen]
Kjære Andersen!
Jeg behøvede ikke Forsikkringerne i Deres Brev for at vide, at De er alvorlig angest for os, og nu vel mere, da Berlings Avis har fotalt, hvorledes Sygdommen pludseligt i Fredags tog Tilløb i dette Quarteer, efter en Linie, som skar midt over lille Amaliegade til Volden ved Sølvgadens Caserne. Thi den sagde Dem ikke, at det Huus, De saa ofte og saa smukt har besjunget i Deres Viser, dette Huus, hvori vi saa ofte have været glade sammen, netop var Grændsen for Sygdommens Rasen; thi det naaede Dødens Engel den Dag, men dengang standsede han ved det. Senere har han fældet sine offere paa begge Sider af det, men endnu har han forskaanet det, Fremtiden ligger jo i Guds Haand; men det vil vist være Dem en Trøst, at vi med Rolighed gaae den imøde. Jeg faaer maaske ikke talt med Edvard idag, derfor vil jeg selv sende Dem den Beroligelse, jeg kan, og ængst Dem ikke over Rygter, der maaske vil naae Dem, thi disse vælte i denne Tid som Sneboldte over Landet. Min Svigerfader fik igaar Diaarhoe og gik til Seng, idag er han atter oppe, og tager rimeligviis ud til Linds; Ingeborg gik igaar i Seng af samme Grund, idag er hun oppe; jeg er ligeledes paa Benene og har ikke havt Diarrhoe siden igaar ... See her har jeg givet Dem en omstændelig og fuldkommen sandfærdig Beretning om Husets Tilstand, alt Andet, hvad De maatte høre, er Usandt. -
Paa begge sider af Nyhavn er den ogsaa slem; Marie Liebmann er falden som dens Offer. - Major Ræder er ogsaa død.
Viggo er ikke til at faae fra Byen, han har været vor Sygevogter i disse Dage, da saamange af os laa, thi Theodor er umaadeligt ophængt ved Sygdommen i Byen; Harald sendte vi i Gaar Morges til Christinelund. Af vore fælles Venner og Bekjrendte veed jeg Ingen, der er angrebet. - Det er en stor Trøst for os, at saamange af vore Kjære ere herfra; De, kjære Andersen, derunder indbefattet.
- Lad nu ikke Phantasien løbe af med Dem, saa at De forestiller Dem vor Tilstand som rædsom. Det er den aldeles ikke, Roligheden har ikke et Øieblik forladt os; endnu idag har Ingeborg, Collin og jeg leet og spøget; frygt heller ikke for, at vi skulle være uforsigtige; De vil ikke kunne gjøre Dem Forestilling om til hvilken Grad vi ere forsigtige; jeg har aldrig kjendt Mangen dertil; thi vi vide jo, at en ringe Uforsigthed kan bringe Døden. - Gud give os et glad Gjenstyn.
Deres hengivne
Drewsen.
[Fra Ingeborg Drewsen:]
Min kjære Andersen.
Kun to Ord skriver jeg idag, da jeg er lidt træt, og De veed jo fra Adolph hvordan vi have det. Fra Jonna har jeg havt Brev idag, hun skriver at Rigmor taler tidt om Dem, og spurgte forleden Dag, om Andersen ikke var hendes Guddatter! - lev vel, min kjære Ven, jeg haaber til Gud, at vi skal samles glade igjen engang.
Deres trofaste
Ingeborg.
