Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 17. juli 1855
Fra: Adolph Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn d. 17 Juli 55

266. Fra Adolph Drewsen. Kjære Andersen!

Tak for Deres Brev, og da »Deres Livs Eventyr« har skaffet mig det, vil jeg begynde dermed. De havde ikke havt nødig at understrege »hvad godt Andre sige om denne Bog«, som det, De vil have at vide, thi jeg kunde selv med den bedste (eller rettere sletteste) Villie ikke referere, hvad ondt Andre sige derom, da jeg kun har hørt Godt. Jeg vil nu ei tale om den Interesse, hvormed jeg selv i denne Tid læser den; men saavidt Jeg har havt Leilighed til at erfare, finder man den meget interessant og livligt fortalt. Exempli gratia: forleden ved Consul Rages Bord yttrede blandt andet Høiesteretsadvocat Broch sig om dens Yndefuldhed, og den blev ved den Leilighed, blandt andet ogsaa af Ploug, omtalt med saadan Anerkjendelse, at Fru Fenger, der var tilstæde, fik den største Lyst at læse den. Hendes Mand kjøbte den derfor til hende, og nu studerer hun den; da jeg i Gaar var der, laae den paa hendes Bord, og Fenger gjorde mig netop opmærksom paa den, at det var en god Bog, og han læser den ogsaa; fra Thiele har jeg hørt Lignende. - .

- Hvor det dog er underligt for mig, i hvis Blod Normanner Flakkelysten stikker, at høre Dem bekjende, hvorledes De i Grunden har Lyst til at være hjemme igjen! Det kan forresten gjerne være, at det gik mig ligedan, hvis jeg skulde reise alene, skjøndt jeg synes, jeg kunde reise fra Kone, Børn og Alt, naar jeg kunde naae den Lykke at vandre en Tid i Sydens Lande. - Jeg kunde have Lyst at sætte en lille, ganske lille Epilog bag i Deres Livs Eventyr, og det skulde da være denne:

Maxen d. 11 Juli 1855.

- jeg føler denne Gang ude en forunderlig Lyst til igjen at være hjemme; -

H. C. Andersen.

Den gamle Moder, Danmark, vilde da see, at H. C. A., hvormeget han end knurrer og skjender paa hende, dog kjender hende for sin rette Moder at være, dog hænger ved hende med Sønnens Kjærlighed. - Men, kjære Andersen, hvormeget det end vilde glæde mig, at vi havde Dem her, - thi De hører til dem, jeg kan længes efter, naar de er borte, - siger jeg dog, flyv mod Syd, nyd saalænge De kan, hvad Hjemmet ikke kan skaffe Dem. --Ja jeg længes i denne Tid; her er lidt eensomt; Ingeborg er endnu paa Christinelund; Theodor reiste igaar til Silkeborg, paa Torsdag reiser Edvard med Kone og Børn til Wildbad i Schwartzwald (saavidt jeg veed). Med Jonna er det endeel bedre, hun kan nu vandre lidt om i sin Have, men Kræfterne mangle endnu; igaar kom Gusta Collin derfra, maaske kan jeg vente min Kone om en Uges tid og maaske kommer Jonna med. [ . . .]

Fru Serre maa De takke for hendes venlige Yttringer; ja jeg troer virkelig, at hvis Skjæbnen nogensinde bragte mig i Nærheden af Maxen, besøgte jeg disse gjæstfri Folk, hvor bange jeg end er for at synes paatrængende eller at komme til Besvær; de forlangte Opskrifter fra Line følge indlagte, naar de nu blot kan forstaaes. -- Jeg har spurgt mig for, naar Rosenkildes ventes hjem, men ingen Oplysning kunnet faae; hvortil De formodentlig ikke vil regne følgende: »spørg gamle Rosenkilde! han veed det ikke og er desuden nok ogsaa reist«; denne Oplysning var dog lidt detailleret, men det var ogsaa Alt, og brugbar kan jeg just ikke sige, jeg fandt den.

Jeg har en sørgelig Begivenhed - i Planteverdenen, at melde. De to første Roser, De sendte herud i Haven, kom for tidligt paa Foraaret, men ei engang den Kulde, de leed, formaaede at dræbe den Legion Bladluus, hvormed de vare besatte; andre Midler hjalp ei heller, saa brugte jeg, som jeg sagde Dem, persisk Insectpulver, det dræbte, Dyrene aldeles, og den høie Rose skjød nye Skud. Men saa kom den stærke Hede; det var meer, end den svage Skabning kunde taale, Skuddene begyndte at visne, og selv Skyggen, jeg flyttede den hen i, hjalp ei, den døde! Den anden Rose havde jeg tidligere sat i fri Land, og den blev ikke behandlet med persisk Insectpulver, men den døde alligevel. - De to Roser derimod, som De sendte langt senere, ere med Insectpulveret ganske befriede fra Dyrene, Roserne skyde friske Skud og staae meget godt. - Lykkelig fremdeles Reise! Viggo og Einar hilse. -

Deres hengivne

Drewsen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost