Dato: 13. oktober 1855
Fra: Bernhard Severin Ingemann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sorø d 13 Ocbr 1855.

Kjære Ven!

Jeg skulde før have skrevet Dem til og takket Dem fra os begge her for Deres sidste lille venlige Besøg, men jeg har opsat det til jeg meddetsamme kunde besvare det Brev (om Tankebrevenes Indtryk paa Dem) som jeg nu har modtaget.

Deres lovede Besøg var os saameget des kjærere, som De jo var sagt død og jeg endog havde hørt Deres Aand pusle i mit Laurbærtræ. Maaskee er denne Forudfornemmelse nu opfyldt ved hvad De skriver om »Tankebrevene«, og - det Pusleri er baade smukt og venligt. - Naar den først anslagne humoristiske Accord klinger Dem for længe, forklarer jeg mig det af, at De har beholdt den i Sjæle-Øret fra De var her og allerede fornam den; den varer ellers ikke længer, end til min Afdødes Stemning slaaer over i hvad der snarere kan kaldes hans Sjæls Grund-Accord - Følelsen af at være en Gud- og menneskeforladt Eremit i Verdensrummet. Tonen i den Humor, hvormed han gjennem hele sit første Liv har skjult Harmen og Smerten i sit Indre, er ikke tilfældig; jeg har tænkt mig et Baggesensk Element i hans Personlighed, men i en dybere Natur.

De store Aande-Karavaner der drage ham forbi ved Overgangen (»Himmelstigebroen«) fra Skyggeriget til Hadesparadiset, og som han først kan see, naar den store Kjærlighed er vaagnet i ham, disse Aande-Grupper saavel af den navnløse og hvad man kjærlighedsløst kalder aandløse Masse, som af de største Heroer baade i Videnskab, Konst, Poesie og Verdensbedrift, men i hvis Liv og Virksomhed den slumrende» Evighedsnatur endnu tier« (see Side 108) - de tilhøre endnu Skyggeverdenen. Al den Storhed og Dygtighed, som uden guddommelig Rod og Kjærlighedsfylde dog kun er verdslig og hedensk (see p:100 Lin 6), tilhører Verden og har kun der sin Betydning. - De Aander der i Hadesriget kun dvæle derved og see tilbage derpaa - glædes ved en skyggeagtig Gjentagelse af det Forsvundne. Selv Mindets Glands og Ihukommelsens Storhed er i denne Sphære kun Tids-Udødelighed. - Til Evigheds-Udødeligheden er selv Hadesparadiset kun Veien og Overgangen gjennem utallige aandelige Stadier. Det Lysende i os selv, som skal følge os derigjennem er det evig Guddommelige og evig Sande der gjennem alle Tilværelsers Regioner skal udfolde sig i Liv, Tanke Bedrift og Personlighed, men den smaalige Verdenskolekundskab maa tabes i Beskuelse. - Om Jordens og hele Verdens Undergang og vort Forhold til Gud ved Tidernes Ende er her ikke Tale endnu Jeg kommer i mit Hadesdigt kun til det første Trin af Broen eller Himmelstigen til Mellemrigets lyse Side. - Men selv for at komme til dette første Trin maa min Egoist gjennemgaae alle Gradationerne fra abstract Gudsidee til levende Gud - fra Syndsbevidsthed - til Christusbevidsthed, Forsoning evigt Haab Kjærlighed og Tro; dog hvis De læser Digtet endnu engang vil De sikkert tydeligt see min hele Beskuelse; om De saa vil stemme med den eller ei, er et andet Spørgsmaal. Hvad der, udenfor den reent æsthetiske Betragtning, her er Hovedsagen, er at sætte den store Aandekiggert i Retning af det Hinsidige, og bringe Tænkningen i Harmonie med Tilværelsen i dens Heelhed.

Og nu maaskee meer end nok om denne min nyeste fixe Idee! thi saaledes kan vi nok altid kalde hvad der sidst i en Production har opfyldt os. God Lykke til hvad De nu vil »bestille«!

Hjertelig Hilsen fra min Lucie

og Deres hengivneste Ingemann

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost