Dato: 2. januar 1856
Fra: Bernhard Severin Ingemann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sorø d 2 den Jan. 1856

Kjære Ven!

Det var smukt og kjærligt af Dem netop Nytaarsaften at strække Haanden ud mod Sorø, saaledes at vi her Nytaarsmorgen maatte fornemme det aandelige Haandtag. De er en trofast og kjærlig Sjæl, og vi paaskjønne det. De har ogsaa netop i denne Tid paa anden Maade været levende tilstede iblandt os. De 2 smaa Historier »Jødepigen« og »Ærens Tornevei« har vi læst Den sidste sprang mig dog for hastig fra det ene til det andet Exempel paa Ærens Tornevei-Vandrere til at Exemplerne kunde faae Tid til at blive ret levende Billeder, og de syntes mig vilkaarlig grebne uden nogen nødvendig Forbindelse; »Jødepigen« derimod afspeilede sig strax i Phantasie og Sind som et sandt og skjønt Billede af den christelige Aands Magt til at sprænge alle endelige Mure, og selv gjennem den grundmurede Kirkemuur at sende sin Ilddaab til en Sjæl baade før og efter Døden. Deri samstemmer jeg ganske med Dem. »Ærens Tornevei« skal jeg læse om igjen. Mulig har jeg der - som De siger »stillet Digtningen efter min egen Opfatning afldeen«, istedetforefter dens. Jeg er nemlig altid noget bange for at overvurdere den Ære, Mennesker kunne give og fratage hverandre, og Andet er her dog ikke Tale om. »Anerkjendelse«, opstillet som Livsopgave, er mig en ængstende Forestilling. Naar De om 10 eller 20 Aar maaskee skriver et Supplement til Deres »Livs Eventyr«, vil De maaskee ogsaa have stillet Dem en anden Livsopgave. - Vi har i denne Tid om Aftenen gjenlæst Deres» To Baronesser« og den har livlig tiltalt os. Den gamle Baronesse er en fortræffelig holdt Characteer. I Kammerjunkeren gjenkjender jeg adskillige væsentlige Elementer af Dem selv. Hartmanns Novellette med dens Fortolkning kan vi først faae at høre, naar Borop en Aften besøger os. Ingen af os gaaer ud om Aftenen i denne Tid. Jeg har skrantet noget. Jeg haaber, De har jaget den Phantasie paa Døren om Skade af et Saar, der ikke existerer. De er en lykkelig Mand, der selv maa tage Phantasien til Hjelp, naar en Kat skal gjøre Dem Fortræd! - »Hjortens Flugt« farer let og yndigt forbi Sjælen, om den endog ikke efterlader noget stærkt Spor. Vi har nylig læst »Fortællinger og Eventyr af Noli me tangere«. Der er noget Eiendommeligt i Formen og undertiden noget ædelt Storartet i Characteertegningen, som har forbauset og glædet os. Kjender De Forfatterens el. Forfatterindens Navn? - »Elfrida« og især »Guido« maa De læse!

Naar De fornøier mig igjen med et Brev, saa lad mig vide hvad Esricht opstiller mod den Materialisme, han bekæmper - om det er en personlig levende Gud - eller en Naturkræfternes Urkraft - en høieste Verdenslovenes Lovgiver eller en abstract Ideernes Idee, hvoraf hine Love bevidstløst udvikle sig, og som først i Menneskenaturen kommer til Bevidsthed - en død prima causa - Ørsteds »Aanden i Naturen« I sidste Tilfælde har De jo selv i Deres fromme inderlige Tro paa en Gud, man kan bede til, langt Meer, end hvad Naturvidenskaben peger paa. Forresten kan vi vist altid have godt af at gaae i Skole hos Naturforskerne, hvor gamle vi saa blive. Jeg hørte Johnstrup her i Sommer om Luften og troede at opdage baade den infernalske og paradisiske Atmosphære i Analogie med hvad Ørsted kalder Brint og Ilt (hvad jeg ogsaa har benyttet i mit Hadesdigt). De troer ved 2den Læsning af dette Digt, at være kommen bedre ind deri. Jeg troer dog neppe, De har fulgt Ideen længer med Sympathie, end til Slutningen af 10de Sang. Grunden dertil skal jeg maaskee engang sige Dem mundtlig. Og nu et hjerteligt Levvel og de venligste Ønsker for Dem og Deres Virksomhed i det nye og alle tilkommende Aar fra os begge.

Deres hengivneste

B.S. Ingemann.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost