Dato: 3. april 1856
Fra: Bernhard Severin Ingemann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sorø d 3 die April 1856

Kjære Ven!

Deres venlige Brev var som altid her en poetisk Duepost, som med Glæde modtoges. Dennegang havde Brevet dog lidt graalige Farver mellem Blomsterbladene. De har skrantet og havt Nissefortræd i Huset; Musaen (for ikke at sige Musen) staaer lidt skalkagtig og driller Dem med den ufødte Roman under Vingen. Alderdommen kommer spadserende og fører Dem det første Trin ned ad Hundredaarsbakken. De strækker Halsen frem og kiger efter den lunefulde Fru Fortuna; om hun ogsaa er paa Skraaningen nedad og fremdeles vil føre Dem gjennem Tykt og Tyndt til Hæder og Herlighed i den ydre Verden - det er jo uvist og det ængster Dem lidt. Mine Moskviter kviddrer ved Vinduet om Vaar og Sommer og Locomotivpiben fra Banegaarden spiller Dem en lille lystig Reisesang. De er glad igjen; tænker paa Vorherre - og see! Alting klares. Den syge Tommelfinger nikker frisk som en lille Chineser. Husnissen seiler til Norge og slipper fra Politiet. Musen kysser paa Fingeren og peger paa Deres Træ i Maxen. Romanen bliver til en stor Fugl med Udødelighedsvinger - for nogle hundred Aar for det Første - Alderdommen kaster den graa Paryk og faaer smukke sorte Lokker. Fru Fortuna ruller frem paa sin Kugle og den lunefulde Uro i hendes Miner er forsvunden - det er ikke længer Jordkloden, men Himmelkuglen, hun hviler paa - hun er ikke længer Skjæbne - men Forsyn. Ja det var Knuden, Kjære! Tilfældighedernes Hvirvelstrømme maae vi ud af, saa se ile vi først paa det store stille Hav, der sætter os i Ligevægt med Universet.

Baade min Lucie og jeg tænkte paa Dem igaar, paa den historisk mærkelige Dag, De fik Lov til at flyve ud paa, med den l/180 af Menneskeslægten, der i denne Deel af vort Aarhundrede farer til den store Banegaard, hvor Farten gjennem alle Himle først ret skal begynde. - Lykke! saa meget De har godt af - og Velsignelse uden Betingelse til Flugten gjennem alle Stationer!

»Eritis sicut Deus« kjender jeg ikke. Ideen maa nok være den samme, som er behandlet i »Der Storck und seine Familie« af Arndt. Er det en Goethes Aand der gaaer over den kan jeg dog ikke forstaae, hvorledes den af de »blasphemiske og lidenskabelige Hvirvler« kan dukke op til nogen høiere Sphære, end det moderniserte Olymp.

Vi har havt det hyggeligt og godt her i Vinter. Jeg har heel og holden været inde i en Digtning, som nu er under sidste Gjennemsyn og Reenskrivning. Det er et Eventyrdigt »Guldæblet« i 12 Sange (paa omtrent en halv Snes Ark.) Først i Mai haabe vi at see Dem i Kjøbenhavn, livsfrisk og glad. Gud velsigne og bevare Dem

Deres hjertelig hengivne

B.S. Ingemann

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost