Dato: 14. april 1856
Fra: Georg. Emil Liebert   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Bedste Professor Andersen!

I Anledning af et Portrait af vor afdøde Ven J.L. Jensen, som Gertner lithographerer for Fru jensen, der har bestemt at uddele det tilligemed hans Biographi, er det at jeg tager mig den Frihed at bebyrde Dem med Anmodningen om at bidrage Deres til at give dette Mindeblad en forøget Interesse ved at skrive 2-4 Linier, som kunne anbringes derunder. Opfylder De kjære hr Professor dette mit og manges Ønske, da gjør mig endnu mere forbunden ved at sende Verset til Fru Jensen om mueligt - det vil / sige saa snart som mueligt. Jeg skulde have overbragt Dem denne Anmodning tidligere, men min kjære Kones alvorlige Sygdom har hidtil ikke tilladt mig at komme. Tak for Deres Livs Eventyr! Det har jeg i disse Dage forelæst min Kone og hun har uagtet sin Sygdom leet og grædt med Dem. Gud lad Dem endnu opleve mange mange glade Eventyr.

Deres skyldige Tjener og Ven

G.Em. Libert.

d 14 Avril 1856

Til Hr Professor H.C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (LP 442, billed 7171-72)