Dato: 23. juni 1856
Fra: Bernhard Severin Ingemann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sorø St: Hansdag 1856

Kjære Ven!

Venligst Tak for Hilsenen gjennem Swanes paa Jernbaneflugten forbi vor Skovsø! Det Trækfuglnik skulde jeg personlig have modtaget, hvis jeg ikke havde havt Fremmede herhjemme. Til Lykke med Overstaaelsen af Reisenissens Drilleri med Smaafataliteter og med de Smaabehageligheder, som ofte synes at opsøge Dem paa Tilfældets lunefulde Colibrivinger, for at holde Dem i godt Humeur. Idag faaer De da 2den Deel af Goethes Faust at see paa Bræderne; det er mig ubegribeligt, at dette saa besynderlig tørre Allegori-Digt kan frembringe nogen sand og levende Virkning paa Tilskueren, og det skal interessere mig at høre hvorledes dette Vovestykke løber af. Anledningen og Goethe-Forgudelsen vil sagtens holde det i Veiret, som noget Guddommeligt; men Indtrykket paa den ubestukne og uhildede poetiske Sands spørger jeg kun om. Alt er Gudskelov vel her i Huset. Vi har nylig gjort en lille Reise til Kongsdal og Holbæk, i Anledning af et Bryllup og d 3die Juli skal jeg være Brudefører for Eline Bredsdorff. Daniel Swane blev meget lykkelig over Deres Brev, som ogsaa ved den ypperlige Barne-Characteer morede os Gamle. Daniel vil bevare dette Brev som en Skat. Mange hjertelige Hilsener fra hele Svanefamilien!

De spørger om hvilket Indtryk mit »Guldæble« gjør. Saavidt jeg hidtil har mærket, tiltaler det Enkelte i høi Grad, medens, som jeg ventede, den større Læseverden lader det rulle sig forbi, som Noget, der hverken vedkommer Tiden eller dens travle Velfærds:Jægere.

Jeg havde Brev idag fra Hauch, han reiser d 1ste juli med sin Kone til Tyrol, Rhinen og maaskee ogsaa til Schveitz. Han har havt megen Tilfredsstillelse af sit Besøg i Stockholm med Studenterne, og har modtaget Nordstjerne-Ordenen. - Vor gamle Collega Lytken er meget syg og gaaer det neppe igjennem.

Sommeren her er kold og jeg sidder St Hansdag her med Slobrok over Frakken i Stuen. Noget nyt Arbeide er jeg endnu ikke kommet ind i og »Guldæblet« bliver maaskee min Svanesang. Af mit »Levnet« bliver jeg altid selv ked, hvergang jeg tager Udkastet dertil frem for at udføre det. At gjøre en Roman af det gaaer jo ikke an, og den Interesse det Oplevede har for mig selv, kan dets Meddelelse ikke vente af mange Andre. Nu lev vel og fornøiet! og glæd os, som De lover, med et Besøg paa Hjemveien! De hjerteligste Hilsener fra os begge.

Deres hengivneste

B.S. Ingemann

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost