Dato: 12. februar 1857
Fra: Adolph Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

314. Fra Adolph Drewsen. Kjøbenhavn 12 Febr 1857.

Store Mand! Europas Glæde! (:Verdens, skulde jeg nok have sagt.)

Det er maaske for dristigt at bede Dem lade Deres berømte Øine hvile paa indlagte Ungdomsarbeide, men jeg vover det. - Ungdomsarbeide er det rigtigtnok kun i en vis Forstand, da jeg allerede er en gammel Karl, men som Forfatter - sit venia verbo - er jeg ung.

Saa nødigt jeg end taler om mig selv, maa jeg dog sætte Dem ind i, hvem jeg er, thi det Indlagte vilde ei forstaaes uden det. -

Jeg er ikke kommet paa min rette Hylde; jeg blev smedet til Forretningsmandens Arbeidsbord, som Sneglen til sit Huus, og denne Lænke skal jeg bære til min Dødsdag. Meningen med mig var nok egentlig, at der skulde blive en Slags Forfatter af mig, nærmest i Læren om Plantedyrkning, men jeg blev hverken Landmand eller Gartner, og saaledes gik en maaske stor landoeconomisk Forfatter tabt i mig. Nu er det for sildigt!

I Forretningslivet blev jeg rigtigtnok en frugtbar Forfatter, thi omtrent i 1/4 Seculum har jeg næsten daglig maattet skrive en Bunke, som Staten lod afskrive, indbinde og læse; ja deri vare mange mærkelige og interessante Sager, og mange af dem bleve daglig trykkede i Aviser, som endog gav Honorar derfor, - men jeg faaer hverken Honorar eller Ære, og neppe 1 Procent af Læserne veed, at jeg existerer. - I denne lange Tid er Lysten til at være Forfatter, - jeg mener saadan en rigtig Forfatter, der skriver af egen Drift, - flere Gange vaagnet saa stærk, at jeg satte Pennen til Papiret, men strax kom der En og rev mit Aandsfoster itu. Om det var min værste Fiende eller bedste Ven er jeg endnu ei ganske paa det Rene med, men jeg troer det Sidste, da jeg altid tro er det Bedste om Folk. Han hed: »Selvmistillid«. - Det er dog Sandt, engang kom jeg saavidt, at jeg endog smagte Sødmen af et Forfatter Honorar. Jeg mindes endnu, skjøndt over 20 Aar efter, den inderlige Glæde, hvormed jeg læste det Brev, hvori det sendtes, og jeg har været forfængelig nok til at gjemme Brevet. Men dengang havde jeg da ogsaa en Tvang paa mig til at lade mit Arbeide trykke, hvorom siden. - Bevidste min Fiende, eller Ven, om De vil, har jeg ikke med egne Kræfter kunnet faae Bugt med, og Hjælpetropper har jeg aldrig havt, thi hvad min Stræben og mine Tanker gik ud paa, forstod jeg aldrig at skaffe Andres Medfølelse, og dette har især bestyrket mig i den Tro, at den bevidste Person var min Ven.

Saa gammel jeg er, er jeg endnu barnlig; derfor holder jeg saameget af Billeder og af Børn. Den sidste Kjærlighed har fulgt mig ind i Forretningslivet, og er netop Skyld i, at jeg fik det omtalte Honorar, som var for en Afhandling, jeg var nødt til at skrive for at ødelægge et reent galt Project, nogle dengang almægtige Folk vilde udføre for at frelse moralsk, fordærvede Børn. Ja derved kommer jeg ogsaa til at tænke paa, at jeg snart i 20 Aar aarlig maa skrive en lille Bog, som bliver trykket, men ei under mit Navn alene.

- Har De kunnet udholde at arbeide Dem gjennem denne lange Indledning, er De nu ved Sagen.

Min Kjærlighed til Billeder og til Børn har endelig i 11te Time faaet Forfatteren frem i mig. - Det morer mine Børnebørn saa mageløst at see Billeder og høre mig fortælle om dem; hvor naturligt, at jeg derved kom til at fæste løse Billeder og Fortællinger om dem til Papiret, som snart fik Form af Breve, snart af Bøger. At lave Billedbøger af løse Billeder havde jeg allerede gjort i stor Stiil for mine Børn, da de vare smaa; til at føie Fortællinger til Billederne havde jeg jo uopnaaelige Forbilleder i Agnete Litteraturen, ja endog en Opfordring fra dens verdensberømte Skaber.

See her er en lille beskeden Aflægger af det store Træ, som jeg vover at vise den store Gartner, idet jeg beder, om hans Dom, og at hans Mesterhaand vil lægge til og skjære fra, hvis han ei finder den for slet dertil. Jeg er ikke fri for at frygte dette, og høre Dem kalde den Vrangen af en Fortælling; thi det er jo ellers Fortællingen, der skaber Billederne, men her har omvendt Billederne skabt Fortællingen.

Mit Navn er for ringe til at lyde for Dem, men det er kjendt af Hr Etatsraad Drewsen, som med sædvanlig Velvillie har lovet at give mig et tro Referat af Deres Critik; turde jeg derfor bede den sendt til ham med Indlagte?

Deres store Beundrer

N. N.

Hr Professor H. C. Andersen, Ridder af mange Ordener, pp.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost