315. Fra Adolph Drewsen.
d. 2 April 1857.
To af Deres Slaver traf jeg paa Flugt.
Jeg sagde dem, at det ikke var smukt
At løbe og lade den Haand fryse,
Hvis Skrift for hele Verden maa lyse.
- Tænk hvad de svared', de Gavtyve to,
Idet de smøret i Skjægget loe!
»Vi have nu varmet den Haand saalænge,
»At vi kan ha' udtjent, og den kan trænge
»Til nye Vanter. For dem at bringe,
»Over til England nu vilde vi springe.
»Der vilde vi skrive i en Journal, .
»At hver, som ikke var ganske gal,
»Maatte komme og byde paa os to Handsker
»Fra H. C. Anders', Naturens Grandsker.
»Vi tænkte, vi gik vel i en Snees Pund;
»Dem sendte vi hjem saa til Øresund.
»Vi kom i Musæet til Verdens Ende,
»Og han for Summen, vi vilde fortjene,
»Kunde kjøbe Vanter i hele Dousin,
»Saa Flugten langtfra blev hans Ruin!«
Saadant et Forsvar
Hver af dem har.
Men jeg som før
En Deserteur
Til at hænge har dømt,
Jeg tog det ei ømt.
Men bandt de to Fyhre
For dem bedre at styre.
Jeg dem afleverer,
Men jeg renoncerer
Paa Opbringerpenge.
-----
Gid De leve længe! !
Deres
A. Dr.
S.T
Hr Professor H. C. Andersen. Ridder afmange Ordner. p.p.