Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 23. juli 1857
Fra: August Bournonville   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Fredensborg den 23.de Julii 1857

Kjære Andersen, Høitærede Ven!

Førend jeg nævner min Reise og min lykkelige Hjemkomst, maa jeg underrette Dig om, at saasnart jeg var kommen nogenlunde til Ro i det deilige Fredensborg, tog jeg fat paa Din ny Roman, som jeg med sand Fornøielse og virkelig Opbyggelse læste høit for min Famillie og repeterede i Enrum med Anerkjendelse af Din ædle Digternatur. Jeg kan ikke nægte at erhørt af flere critiske Blad-Artikler - thi selv har jeg ikke læst læst Dem -havde jeg nu tilluftet mig en vis Ængstlighed, der lignede den Sværmen jeg nufortiden giver til alle mine Compositioner, nemlig at engang maa dog Hugorme-Kilden udtørnmes og da Digterne ikke ere som Billedkunstnere have Lov til at gjentage sig, naar Nyhedens Friskhed tabe sig med Aarene. Jeg greb altsaa Bogen, fordi jeg ikke kunde være bekjendt, at ignorere min Vens Arbeide og dernæst fordi jeg nærede den Forvisning, at jeg altid vilde finde noget poetisk Udbytte hos en Digter med hvem jeg som Kunstner saa gjerne vil finde mig aandelig beslægtet.

Vi læste altsaa Din Bog354 og jo længere vi kom ind i den, desto klarere saae vi, desto tydligere hørte vi, der blev leet, grædt, commenteret og vi følte os henrevne, overbeviiste! Ja overbeviiste, ikke alene at den ny Roman værdigen slutter sig til det Bedste, Du i den Retning har skrevet, men gjennemtrængte af Sandheden af de Sætninger, som Du baade med Følelse og Humor fremsætte. - Det kan jo nok være muligt at de drabelige Christendomsgaster der for Øieblikket grassere i den litteraire Verden, enten ikke finde sig tilfredsstillede ved den milde Fortolkning af de evige Sandheder, eller finder noget Splinternyt, der kunde give Anledning til Spektakel, men vi Andre skikkelige Lægfolk - og det er jo dog os, der danne Publicum, forlange kun et Indtryk saaledes som vi modtage det af Skovens friske Grønne, afMelodiens klare Væld, af Aftenens blinkende Stjerne, - evigt det Samme - altid omvexlende - hver Gang Nyt. Saaledes, kjære Andersen, bør Du opfattes og saaledes forstaaes Du af Dem, for hvem Du skriver - Blaseertheden vil Du aldrig faa Bugt med, ligesaalidt som den nogensinde vil kunne beherske Dig. Bliv ved at glæde og gavne Dine Medmennesker af alle Nationer, vær ikke vred paa de Smaaligheder, som Du finder indenom Dit Fædrelands Grændser - thi hvad skulde Du have at øve Dit Lune og Din Iagttagelsesevne paa ? - Hvad der træder Dig i møde i Hjemmet er ikke Andet end det rent Menneskelige, der fra Verdens Oprindelse af forfølger det fremtrædende og om Dine Værker - hvilket jeg ikke betvivle engang vil finde Sted skulde blive oversatte i hundrede Sprog - Vel Du have truffet Sømmet saaledes paa Hovedet, at der kun vil lyde en masse Stemmer "Accurat som hos os".

Nu faaer Du Intet mere om Bogen førend vi atter træffes og mundtlig kunne afhandle alt det Interesante, som den indeholder. Hvor disse Linier skulle finde Dig har jeg intet Begreb om, skulde Du endnu være hos Dickens saa siig ham hvor dybt jeg føler hans Værk, hvor høit jeg beundrer hans Genie. Du morer Dig godt i England, det kan jeg mærke af en Correspondance-Artikel hvori jeg troer at gjenkende Dig; kun gjør det mig ondt at Du ikke har seet Ristori i andre Roller end i det temmelig affecteerte Stykke "Camma" hvor Alt er beregnet paa en Virtuositet, der er ødelæggende for den sande Kunst. Jeg gyser ved at tænke mig denne guddoms begavede Skuespillerinde berigende sig i de forskjellige Lande efter Skik og Brug og fordærvet Smag. Jeg takker Gud at jeg har seet og hørt hende - sand og skjøn.

Jeg har havt en deilig Tour til Stockholm med min Kone. Jeg havde strengt Arbeide, omtrent som da jeg i 1829 kom første Gang til Kbhvns Theater men det største Held kronede ligesom da mine Bestræbelser og naar man seire føler man intet til Strabadserne. Saavel i Theatret som i Selskabslivet var Folk mageløs gode imod os og vi droge hjem med en Skat af gode Indtryk og Gud skee Loven ret klækkelig Fortjeneste. Otte Dage efter vor Hjemkomst havde vi den Glæde at omfavne vor kjære Charlotte, der vender tilbage fra sin Toaars Kunstreise udviklet og begeistret, med en velbegyndt Carriere som vi haabe vil fortsættes til hendes, og vor Glæde. Som Du veed er hun optraadt i flere offentlige Concerter med stor Succes i Paris og hendes Plan for Theatret, synes ret snart at skulle gaae i heldig OpfYldelse, da hun har vundet ubeskriveligt i dramatisk Foredrag. Jeg maa tage mig i agt for ikke at sige for meget, men for Dig kjære Ven tør jeg vel tilstaae, at uagtet de Forventninger jeg havde om Charlottes Fremskridt haw [ændret til, er] jeg dog bleven overrasket. Nu maa jeg nok holde op for ikke at misbruge Din Taalmodighed. Jeg sender Dig derfor tusind Hilsener fra min Helene og alle de kjære i Hjemmet og beder mig stedse venlig erindret.

Din hengivne Ven

August Bournonville

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost