Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 3. august 1858
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Maxen ved Dresden den 3 Aug: 1858.

Kjære Ven!

Allerede har jeg været fjorten Dage her i Maxen, og her modtog jeg iaftes Deres inderligvelkomne Brev; jeg begyndte i den sidste Tid at frygte at De, eller Deres Kone, var syg, eftersom jeg slet ikke hørte fra Dem! nu hjertelig Tak fordi De skrev. Min sidste Skrivelse kom fra Brunnen, afsendt Dagen før jeg med den unge Drevsen, tog Veien op paa St Gotthardt. Det deiligste Veir havde vi, og det har fulgt os, saalænge vi var i Schweitz og altsaa meest trængte til det. Vi gik heelt over Bjerget, til den italienske Side, vendte igjen tilbage og sov i Hospenthal, Sneen laae skinnende hvid, Alperoserne blomstrede, og vi frøs, som var det i Januar. Siden gik vi tilbage over Vierwaldtstadtersøe til Glarus, og beseilede den melankolske Wallenstadter søe, gjennem hvis nære steile Klippevægge vi hørte Springningen for den ny Jernbane, nu er snart et Banenet spændt gjennem hele Schweitz, og om to Aar kan man gaae gjennem Alpekjæden lige til Milano. / Det interessanteste Opholdssted for mig i Schweitz var imidlertid denne Gang: Ragaz, her er et Hotel, storartet som Hotellerne skulle være det i Amerika, man finder i Bygningen selv, Kirke, Theater, kort enhver Slags Indretning. Fra Ragaz strækker sig, en Times Vei, en Klippe-Spalte, gjennem hvilken Floden Tamina bruser og høit over den er sprængt [overstr: Vogn] Vei, smal, saa at kun en lille Vogn kan kjøre der og det er alene mueligt at slippe forbi en anden Vogn ved at denne holder paa de dertil bestemte Steder, indtil den anden har [overstr: forbi] passeret. Klippeveien ender ved en klosteragtig Bygning der synes kastet hen i denne Afgrund, denne Bygning er Bad-Pfäffers; gaaer man nu gjennem dens hvælvede Gange ud paa den anden Side, da ophører Veien, Kløften gaber under os, og de taarnhøie sorte Fjeldvægge hælde sig mod hinanden, saa at Daglyset kun hist og her formaaer at trænge ind, og dog maa man her endnu fremad et Qvarteers Vandring. Uhyre Bjælker ere fæstede til Klippen, et Gelænder af Træstammer, men saa aabent, at falder man, da gaaer man under det ned i Afgrunden, af denne Vei naaer man til Taomina Flodens Udspring der er en kogende Kilde. Noget mere Rædsomt har jeg aldrig seet, jeg gik Halweien, da sprang Sveden mig ud af alle Porer, mine Fødder vaklede, Føreren vædede mit Hoved med koldt Vand, jeg lukkede Øinene og samlede mig, gik saa igjen et Stykke, dette gjentoges, men da jeg / var omtrent hundrede Skridt fra Maalet, greb Svimmelen mig, jeg skreeg høit og det var et Helved at naae tilbage, ned igjen og der faldt jeg, som en vaad Klud til Jorden, aldrig glemmer jeg den Vandring. Gjennem Linth-Kanalen gik jeg ind i Zürickersøen, tog paa Jernbane til Schaffhausen og med Dampskib derfra over Bodensee til Lindau. Fem Dage bleve vi München, der hørte jeg af en høitstaaende Mand at Alt syntes at staae godt med Danmark og Tydskland, at Svaret fra dansk Side vistnok vilde være ganske tilfredsstillende, nu mælder De i Deres Brev ganske det Modsatte. Jeg hører her i Tydskland, saa godt som aldrig tale om Stridighederne, her i Maxen allermindst. Deres Efterretning har imidlertid saaledes virket paa mig i Nat, at jeg bestandig drømte om Krig og at alle mine Penge, paa een Rdlr nær var borte, Passet kunde ikke findes. Jeg var i stor Urolighed; godt naar det bliver kun ved Drømme. I den sidste Uge har det stadigt regnet her, Floderne træde over deres Leie, og rive med sig Huse, Sæd, Vogne, ja selv en Vugge med et levende Barn kom forleden flydende hører jeg; Skybrud paa Skybrud og dertil er her meget koldt; vi have her om Morgenen kun otte Grader. Mit Egetræ staaer i fuld Væxt her i Maxen, et Danebrogs Flag veier over det. / Professor Welhaven har i længere Tid opholdt sig i Dresden og var herude i Maxen, paa Serres Fødselsdag, indført af et Par Dresdner Digterinder, De veed at Dresden skal have 65 af den Slags. Sidst i August kommer jeg til Danmark og flyver fra Korsøer til Sorø, jeg haaber at De har Huusrum til mig et Par Dage! - Hvad De fortæller mig om Høedt og hans Parties tiltagende Magt, har jeg forudseet, det gjør mig ondt for Theatret, thi saaledes gaaer det ikke godt. Hauch slipper vel ikke sin Post. Bring Rector Boyesen min hjertelige Hilsen, ligesaa Zeuthens, Wilsters og hver som venligt erindrer sig mig. - Paa Reisen, veed De, jeg aldrig skriver Noget, men jeg tænker at [overstr: jeg] i Hjemmet, vil det aandelige Reise-Bad virke og nye Eventyr og Digtninger skyde frem. Jeg er i denne Tid plaget af en Byld under Armen, Noget skal man jo døie, det er smerteligt, men haaber jeg, faaer vel ende!. Mine Eventyr paa Tydsk, komme først ud i October, jeg gjennemlæser dem i denne Tid, men de stirre saa tørre og fremmede paa mig, kunne ikke gjengives føler jeg, tidt piner Oversættelsen mig næsten til Taarer. Lev nu hjertelig vel! De og Deres fortræffelige Hustru.

Deres trofast hengivne

H. C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 502-05)