H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Signe Læssøe til H.C. Andersen 18. februar 1859

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 18. februar 1859
Fra: Signe Læssøe   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

d 18 Feb 1859

Kjære Andersen!

Som en af Danmarks ældste Kvinder tillader jeg mig, efter Fleres Opfordring at bringe Dem vor Hylding, og udtale vor Tak for det Trin De har hævet os op til. Jeg fældede Glædestaarer ved hver skjøn Tanke i Digtet, og Gambaruk, Thyra og flere af de ædle Kvinder saae jeg i Aanden at tilvinke den Ædling deres Bifald fordi han mindedes dem. Havde jeg dog Ord for at udtrykke Dem vor Tak, nu føler jeg hvor Ret De havde, naar De modsagde min Paastand: at jeg fordi jeg føelte Digtet, var ligesaa god Digter som han der udtalte Ordet. O havde jeg Ordet! hvor skulde jeg da ikke takke Dem med saadanne Ord, saa De ret skulde føle Dem hædret! - Lad mig ikke kun sige Dem i Alles Navn Tak! og Gud velsigne Dem og give Dem mange, mange Aar med fuld Aandskraft. Det er vel et Ønske over Dem, inderlige kjære Andersen, men det er tillige et Ønske for det kjære elskede Fødeland at det maatte beholde længe en af sine største Prydelser.

Deres sidste Brev, som jeg takker Dem saa meget for, har jeg ikke besvaret, deels fordi mit Kammer er mørkt og mine Øine endnu mørkere, deels fordi en saa alderstegen som jeg ikke, som Ungdommen, let skifter Sind og Anskuelser Mit elskede Egetræ er vel rykket op med Rode, men just derfor vil det altid svæve i et høiere Lys og at det slet ingen Forklaring behøver, gjør det mig endnu dyrebarere, det er mig som en Bibel-Ledetraad til alt godt.

Ikke saa lidt grusomt af Dem at skrive om et kommende Eventyr om Valdemar den og hans Døttre Jeg kan ikke huske nogen Valdemar der havde flere Døttre, og see om det i nogen Bog, er migjo nu nægtet. Viggo har nu aldrig Tid at læse for mig, og min Lise har ogsaa saa meget andet at bestille. Viggo savner Kjøbenhavn, ikke fordi han deeltog i Forlystelserne, men han savner Bibliotheker Samlinger, Høiens Forelæsninger og hele den store Færdsel, og saa uendelig savner han sit elskede Hav og de store Træer der omgave os. Var her kun eet stort Træ, kun een stor Høi! men her er kun flade Lyngmarker, og istedetfor Havet stundom et Drøn fra det, som allerede fortryller os men det er neppe Franklins Luntestik som han laver den der stræber efter Vognen.

Seer De den elskelige Fru Koch da tak hende saa meget for hendes sidste Brev, det er en qvalt Taarestrøm, Gud trøste hende!

Et Ønske jeg længe har havt, har jeg idag Mod til at udtale (jeg troer Deres Roes over os, har givet mig Mod). Den Mand,jeg sætter blandt de første i Historien er, Olvar Bonde nær Konghelle og levede under Harald Gilde. Efterretningerne om ham ere kun faae, men hvert Ord er en ædel Diamant. Saxo omtaler ham og siger at han sad ved et Gjestebud noget fra Byen. Under Drikkelaget kom en Bymand styrtende ind og raabte til Vaaben, til Vaaben! Venderne plyndre vor Bye ogihjelslaae for Fode »Lad Bymændene forsvare sig«, raabte Gjesterne, men Olvar sprang op, med fyrige Ord opmannede han dem, viiste hvor skamløst det var at tillade Hedningerne at plyndre og dræbe, bad dem følge sig, da han ene kun kunde udrette saa lidt. Uagtet al hans Veltalenhed, uagtet hans Bønner, vare de ikke til at bevæge. Da taug han, omgjordede sig med Sværdet, tog Øxen paa Nakken, satte sin Fortrøstning til den, der staaer det Gode bi, og ilede ene til Fjenden. Strax blev han omringet, men for hans vældige Arm faldt ti Vender, mange drev han ud i et Morads, hvor han selv sank i, men blev ophjulpen af de Hjemblevne, der dog vilde see hans Færd. Da Venderne troede at denne vældige Kæmpe blev fulgt af Mange, ilede til deres Skibe og droge bort

Denne Olvar har i Rækker af Aar været min Ledestjerne, og lyksalig vilde jeg føle mig hvis han kunde træde frem i sit hele Lys for Mængden. Jeg blev i første Øjeblik henrykt over 0dun af Ploug, men den rolige Nat, som giver Tanken rigtig Raaderum viste mig ham som en orthodox Lediggjænger, der kun havde een blændende Dyd. Mod. Hvor ganske anderledes er det ikke med min herlige Olvar! O besyng ham, og De vil leve med ham saalænge der er Sands for Godt og Stort.

Og han fortjener det! Ingen kan handle bedre, end med al sin Aands Kraft at formaae sine Brødre til at handle rigtigt, naar det saa ikke virker, da udrette selv hvad enkelt Mand formaaer.

Nu er jeg træt af at skrive gid De blot ikke længe havde været træt af at læse! jeg vilde saa gjerne De læste hvert Ord, og lagde Dem det paa Hjerte.

Lev vel, kjære Andersen! lad den duftende Krands som Danmarks Kvinder nedlægger for Dem, være Dem kjær, det ønsker Deres

moderlig hengivne

Signe Læssøe

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter