Dato: 9. april 1859
Fra: Signe Læssøe   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

d 9. April 1859

Endelig har De min høitagtede Ven, overvundet alle de fule Skumlere, som i de mange Aarrækker har forbittret Deres gode eiegode Sjel. De har tænkt hvad den unge Kong Wenzel i Bøhmen sagde: »De kunde behandle mig slet, men de skulle ikke kunde giøre mig slet«!

Ved Erkjendelsen der er kommet er der ogsaa kommet en Fred i Deres Sjel, som udtaler sig saa elskelig i Deres Frembringelser. Den Slutning min lille Yndlingfaaer, at de skaanselsløse tre Smaapiger dog bliver gode og elskværdige, tyder paa det rene, skyldfri Hjerte hvormed De har tilgivet og derfor nu ogsaa høster den reneste Himmelsæd.

Den anden Aften paa Taarnet, er saa ypperlig, saa skarpsindig at jeg, hver Gang jeg hører den, har min inderlige Glæde af den. Saadan Skarpsindighed som der er udviklet, forynger mig, ved hver Gang det læses for mig, ved hver Gang jeg tænker paa det. Jeg veed slet ikke hvordan jeg skal kunne forlade denne Jord, Legemet skal jo blive her, og Sjelen vil blive, der har levet saa mange Meneneskehedens Velgjørere, hvis Levnetsløb jeg aldrig bliver træt af at læse om, og elske, og elske den Jord de have levet paa og for. Engang imellem har jeg nok syntes det kunde være deilig at være født i et rigtig stort Land, men naar jeg saa seer hen til det lille Grækenland, til det lille Danmark, og seer deres herlige Helte som Ingen fordunkler o saa er jeg stolt af at være født, kun Mile fra Kirken med de to Spire, som viste Faderen Fødselen af en afMen[nes]kehedens første Mænd.

d 10 April

Igaar blev jeg kaldt fra det, og kunde ikke komme mere til. Nu er jeg her igjen, det er min Forældres Fødselsdag, det sætter mig i en bevæget Stemning ved Tanken om hvilken Høitidsdag det i mange Aar {f} var for os Børn. Nu staaer jeg ene her tilbage, de ere Alle gangne forud, hvorfor tragter jeg da ikke efter at komme herfra? som Gulliver er jeg lænkebunden ved tusinde Traade her til Jorden, til Menneskene, til Naturen! den kjender jeg jo kun saa lidt af, o jo! jeg kjender dog Himmelens Hvælving vel kun i Norden, men selv her er den dog saa opløftende, jeg kjender dens Billed, det prægtige Hav.

Her blev jeg atter afbrudt, da jeg ikke kan læse det skrevne saa veed jeg ikke Slutningen saa jeg kan ikke knytte noget dertil Men Lise beder mig saa meget at sige Dem den inderligste Tak for Deres sidste Arbeide, da hun havde sagt det bad hun ogsaa at takke saa inderlig for den yderste Dag, for den deiligste Rose, ja Frue, sagde hun, tak for alt det han har skrevet, for det gjør os jo bedre og bedre. At Ane Lisbeth bærer hendes Navn, gjør et stærkt Indtryk paa hende. Viggo beundrer den Klarhed De har fremsat hendes Samvittighedsnag med, Han sætter Ane Lisbeth og Valdemar Daa øverst, den sidste for den lokale Duft og Tone der er over den, han siger den er plastisk, den er dansk og kan ikke være uden Dansk. jeg vil ikke høre Dem læse den, jeg har nok af Storm og Blæst, [,] det omsuser mig bestandig, jeg kunde ikke taale ogsaa at høre den fra et menneskeligt Bryst.

Fru Kalkar, som er her i denne Tid, beder Dem saa meget at hilse hendes Datter Fru Stilling gjør ligesaa; men Ingen hilser Dem dog inderligere end dette lille Kløverblad, der i det lille, mørke Giestekammer øser Glæde og Fryd af Deres herlige Arbeider, og, skjønt jeg ellers ikke er fremtrædende, saa er jeg det dog i den stærke Følelse hvormed jeg er

Deres hjertelige moderlige

Signe Læssøe

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost