Dato: 23. august 1860
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Vernex nær ved Chillon ved Genfersøen den 23 August 1860.

Kjære Ven!

Tak for Deres kjære Brev, det jeg fik i Locle, for 27 Aar siden var jeg der sidst, da kom man med Diligense fra Neuchatel i fire Timer derop, nu gik det med Damp i 1 1/4 Time 3000 Fod opover Havfladen, saaledes troede jeg ikke man kunde stige paa Jernbane; snart saae man de andre Baner under sig og tilsidst de lavtsvævende Skyer. Tunnel fulgte paa Tunnel, den længste er 3/4 Miil dansk, man blev der, og det i Farten, 7 Minutter inde i det bælmørke Fjeld, det var høist uhyggeligt, især da Tunnelen er lav og saa smal at man kun paa Siden kan skyde sig forbi Toget naar dette holder stille derinde. Det var kun fjorten Dage siden Banen var aabnet og jeg kunde ikke lade være at tænke paa om nu Hvælvingen styrtede sammen og vi blev herinde. Hos en Søn af vor afdøde berømte Urban Jürgensen, der har en stor udstrakt Virksomhed, og hvis Uhre fra Locle med Navnet "Kjøbenhavn" paa gaae til Amerika, blev jeg i 14 Dage. Alle tidligere Bekjendte vare bortdøde, jeg maatte besøge deres Grave. Før brugte man fra Locle en Times Vandring ind over den franske Grændse, nu var Klippen sprængt og i faae Minutter var man der i den meest romantiske Egn ned mod Doub-Faldet. Her var ellers skrækkeligt koldt, hver Morgen havde vi kun 4 til 6 Graders Varme. Herfra søgte jeg ned for at sole mig ved Genfersøen og boede et Par Dage i Ouchy, Havnen til Lausanne, i Hotellet der hvor jeg tog ind, har / Byron skrevet sit Digt Fangen i Chillon; Værelset bliver nu viist frem for alle Reisende. Over Vevay tog jeg til Montreux og her i en lille Flække: Vernex hvor Rousseau har levet og digtet Heloise er jeg nu en Ugestid; Søen er saa dyb og granblaa, store Grædepile hænge deres Grene ned i Vandet; Maismarker og Viinhaver strække sig op ad Bjergsiden til store Grupper af Valdnød Træer, og nu løfte sig de fløielsgrønne Bjerge, med Hoteller, og Landsbyer. Alt har italiensk Udseende. Figentræer, store som vore Æbletræer, voxe udenfor Bondens Dør. Morbærtræet og Granatblomsterne pynte foran de hvide Mure; Laurbær og Cypresser trives godt i det Frie; men jeg føler mig meget ene og ingen Digtning beskjæftiger min Tanke, dog den kommer, vil jeg haabe. Paa Mandag agter jeg at være i Genf, der tager jeg i Pension en fjorten Dage, og hører saaledes hvorledes det tegner til Fred og Ro i Italien, for Øieblikket er det ikke saa indbydende at komme der, dog De læser mere om Tilstanden der end jeg, thi i alle de Smaabyer hvor jeg nu har levet flere Maaneder seer jeg kun Provinds Aviser, der næsten sletintet meddele; gid at jeg, / om kun en Aftentime havde Dem og Deres Kone her paa min lille Altan, med Udsigt over den rullende Sø; [overstr: thi] den er næsten altid i Bevægelse; Savoiens Bjerge ligge lige overfor mig saa sortblaa med skinnende Sneetoppe. Savoyard Drenge dandse nede paa Veien hvor Deligensen endnu farer afsted saa Klokkerne klinge paa de svære Heste, men snart er den Klokkeklang forbi, Jernbanen er næsten færdig og saa damper man op over Simplon; man betaler iøvrigt meget lidt i disse velindrettede Pensioner her ved den østlige Deel af Genfersøen, for Alt i Døgnet er Taxten 5 Frank altsaa omtrent to Rigsdaler, (dog uden Viin), saa billigt har man det ikke hjemme. Her vrimler af Engelændere, flere Familier boe her hele Vinteren for at spare. Vær nu saa kjærlig at glæde mig med Brev i Genf poste restante, jeg faaer ikke ofte Breve hjemme fra, saa jeg ret maa lægge mine Vennerne det paa Hjerte at skrive mig til. - Deres Kone vil jeg haabe er nu fri for Tandpine, hoster ikke, føler sig vel, og De arbeider paa en eller anden Digtning. Min lille Skildring om Oberammergau, altid udførligere end De fik den i Brevet til Dem, har De vel nu læst. Det undrer mig at Alle jeg skriftligt har fortalt derom sige: de ikke kunde have lyst til at see det, de ikke kunde gaae med paa denne fromme Naivetet. / Jeg var aldeles bevæget derved og syntes det var Virkelighed jeg oplevede. Nu er vel Zeuthen, Boyesens og alle Bortfløine igjen i deres Skovrede? Vil De hilse venligst; i Tankerne flyver jeg med til Sorø og sidder ved Deres Laurbærtræ, læg Mærke til, om det ikke rører sig, det har det jo før gjort. Lev hjertelig vel!

Deres trofast hengivne

H.C. Andersen.

[Udskrift:]

Høivelbaarne

Hr Konferentsraad B. S. Ingemann

Ridder af flere høie Ordener

i Sorø.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 588-91)