H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Anna Johanne Lønborg 10. oktober 1860

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 10. oktober 1860
Fra: H.C. Andersen   Til: Anna Johanne Lønborg
Sprog: dansk.

Plauen i Sachsen den 10 October 1860

Kjære Frau Lønborg!

Om vel De og Deres Mand endnu ere i Rendsborg eller allerede i Paris gad jeg nok vide; De seer af Overskriften at jeg er langt fra Paris og endnu længer fra Italien, dog derom har De vel hørt fra Deres Fader, eller læst i de danske Aviser. Jeg modtog i Geneve det kjære doppelt Brev fra Dem og Deres Mand, ved Modtagelsen var jeg lidende, da jeg gik i en piinlig Vaklen mellem at opgive mit kjæreste Ønske at tilbringe Vinteren i Rom, eller virkelig vove mig derhen, Alle raadede mig fra at besøge Italien saaledes som sagerne stod, heller vente til fredeligere Aar; og i denne Vaklen og Ubestemthed skrev jeg ikke strax til Dem og at udsætte lidt, kan blive at udsætte længe. Nu er jeg da paa Hjemreisen, desværre stærkt forkjølet, hvorfor jeg har overnattet i denne milde By, paa Farten til Dresden. Sommeren har været meget slet, Regn og Kulde evig og altid. I Locle havde jeg om Morgenen kun fire til sex Grader, kun i Montreux ved Genfersøen var / Sommervarme og Solskin. Deilige Grædepile hang ned i den blaagrønne Sø, maismarker og viinhaver strakte sig opad Bjergene til høie skyggefulde Nødetræer, Savoyens Bjerge med deres evige Snee reiste sig hinsides Søen. Foran Bondehusene mægtige Figentræer og blomstrende Granat-Buske. Her betaler man kun 5 Frank for Værelse og Kost samt 1 Frank Service daglig. De seer at det er et billigt og deiligt Sted, det De og Deres Mand skulde søge til og ret nyde der 8 a 14 Dage. Jeg var her i to Uger og gjorde smukke Toure, senere da jeg kom til Geneve hvor jeg vari een af de første Pensioner, hos en Madame Achard, tæt ved Hotel Metropol (8 Frank daglig), jeg anbefaler Dem Stedet, havde jeg slet Veir, Regnen skyllede ned, Humeuret var, som sagt, trykket, indtil jeg opgav Reisen til Italien. Paris har jeg aldrig ret syntes om og frygtede at et Vinter Ophold her vilde være en ringe Glæde, Spanien kan jeg ikke Sprog nok til at besøge, altsaa hjem til danmark. Imidlertid har jeg dog et større aandelig Bytte af denne Reise, og naar jeg summerer det Oplevede staaer Soldaternes Hilsen i Rendsborg først, senere mit længere Samliv med Kaulbach i Munchen og endelig i det franske Schweitz at jeg der hos Fremmede og de fransk talende Beboere saae at jeg var endnu mere læst og kjendt ude, end jeg havde troet; / denne Reise har lært mig hvor udbredt i Verden mine Skrifter ere og nu vil i Geneve og Paris en ny fransk Udgave af disse komme ud, oversatte af Digteren Blankvallet, der skriver et udmærket Sprog. Paa Hjemreisen over Basel blev jeg af en høist elskværdig Familie indbudt at boe hos denne. og jeg blev der i otte Dage, der gik som en Festdag; her fik jeg Indbydelse fra den betydende og rige Boghandler Hoffmann i Stuttgart at tage ind hos ham og i otte Dage var jeg her i en velsignet Kreds hvor Alt var godt og herligt; jeg havde saaledes i hver By, ligesom et Hjem. Paa Reisen derfra til Munchen blev jeg noget syg i Augsburg og har ikke ret følt mig vel senere, jeg havde ogsaa et lille Uheld i Banegaarden i Munchen, min Pengepung med 8 a 10 Gulden blev stjaalet ud af min Lomme, her er meget slemt med Lommetyve, det betænkte jeg ikke. Nu Tabet er til at forvinde; jeg blev en Ugestid i Munchen og særdeles naadig modtaget af Kong Maximillian, hos hvem jeg tilbragte en Aften; i forgaars reiste jeg fra Munchen, Octoberfesten der havde kaldet utallige Mennesker sammen, Banetoget var overlæsset, 2000 Personer, vi kom 3 Timer senere til Nürnberg end Bestemmelsen var og idelig Brok [læsningen usikker] maatte jeg døie, / saa at det er saa rimeligt at jeg føler mig slettere og har en ganske voldsom Forkjølelse, var jeg nu bare i Dresden, da kom jeg igjen i Pleie hos Frue Serre, der bliver jeg vist hen ved 14 Dage, skulde De og Deres Mand derfor endnu være i Flensborg da glæd mig med et Par Ord "Dresden poste restante". Jeg længes meget efter at høre fra Dem begge to. Hils Pleiedatteren og alle mine deeltagende Venner i Rendsborg. Reiser De i disse Dage ud, da besøg helst paa Udreisen Schweitz, der er endnu godt ved den østlige Deel af Geneversøen. Men nu lev hjertelig vel! Naar og hvor maa vi sees! Deres

inderlig hengivne

H.C. Andersen

Tekst fra: H.C. Andersens Hus