Dato: 3. juni 1861
Fra: H.C. Andersen   Til: Hans Peter Holst
Sprog: dansk.

Florenz den 3 Juni 1861

Kjære Ven!

Det er paa Tiden at jeg skriver Dig til; der er rigtignok en heel Deel Egoisme deri; den at jeg saa gjerne snart ønske at have et Brev fra Dig igjen og vide hvorledes Du, din Kone og Datter have det, hvor i ere og hvilke Planer i have lagt for Sommeren som nu holder Indtog hjemme medens den har jaget mig fra Rom. To Maaneder har jeg nu snart været hjemme fra, de ere gaaede med Vindens Flugt, hver dag har oprullet rige Billeder. I tre Dage naaede jeg [overstr: gjennem] til Basel og i ligesaa kort Tid var jeg inde i det sydlige Frankerige hvor allerede Roserne blomstrede; Solen brændte som hos os paa en Dag i Juli; det første Maal for Reisen var Nizza og her kom jeg over Lyon, Avignon og Marseille. Kjender Du ikke Nizza maa Du sandelig tage her hen; Du finder en Natur som ved Nepal og paa Sicilien; men / især er det den deilige Vei fra Nizza til Genua (Via della Cornice) der er af henrivende Deilighed, den er sprængt i Klipperne langs Haven; Roser og Citroner hænge i Fylde ud over de hvide Mure, man kommer igjennem mørke Olieskove og vilde Fjeldpartier, jeg saae her for første Gang en heel Palmeskov, den hvorfra Palmegrene hentes til Rom ved Paaskefesten. I Nizza traf jeg Nordmanden Glückstad, der var længere Tid i Kjøbenhavn (han opholdt sig i Nizza for sin Sundhed,) Grev Moltke-Nütshuus [Moltke-Nütschau], Grev Knuth Lilliendal, Auditeur Lassen og flere Danske. Genua kjender Du, Paladsernes By; naar man bare kunde ret see disse Pragtbygninger, de ligge klemte ind mod hinanden, stillede ovenpaa hverandre, de er som om de vare byggede hver for en stor Plads, men her satte hen indtil videre. Over Livorno og Civitta Vecchia naaede jeg allerede den 28 April Rom hvor Konsul Bravo havde sørget for Leilighed til mig og den unge Collin vi [overstr: boede] kom til at boe hos ham i Via condotti; han beklagede meget at Du havde været i Italien og ikke besøgt Rom; du var sidst gaaet lige / til Neapel, han bad mig hilse Dig! Det var nu femten Aar siden jeg var her i Rom, jeg syntes paa hvert Sted der som om jeg havde været der Ugen forud, ja her var jo rigtignok kommet Gas, her var opreist et stort Monument for Madonna, det staaer paa den spanske Plads ligeud for propaganda fidi; her var blevet en heel Deel livligt ved de mange franske Soldater; god Musik og Spdseretouren oppe paa monte del trinita særdeles forskjønnet; Aloer, Cacter og Palmer plantede og de stode mellem Cypresser og blomstrende Træer i riig Fylde, ellers var Alt som før, Munke og Præster, Tiggere og Fremmede mellem hinanden, Klokkeringning og Processioner; jeg saae kun een Gang Paven, det er [overstr: een] corpulent smuk Mand, han saae [overstr: mig] meget alvorlig ud da han fra sin Vogn gav Velsignelse til alle Sider. Den kjære, elskværdige Kuckler besøgte jeg et Par Gange og han mig igjen; Du veed at han er franciscaner Munk i Klosteret / Bonaventura der ligge paa Keiserborgens Ruiner og har den deiligste Udsigt over hele Rom. Han har i selve Klostret et Atelier hvor han er meget flittig; hans seneste Billede er en Kopi efter Perugino; det er paa Veien hjem til Grosserer Pugaard. Amerikanere og Engelændere viiste mig megen Venlighed, og ved en Festlighed hvor Danske, Norske og Svenske samledes havde den norske Digter Bjørnstjerne Bjørnsen skrevet en smuk Sang til mig; Bjørnsen og Ravnkilde omgikkes jeg meest med, de vare begge to hjertelige og fortræffelige; begge have i dette Foraar ret arbeidet sammen, Bjørnson skrevet en deilig Samling lyriske Digte, som Ravnkilde har sat i Musik, Digter og Komponist ville vistnok faae Ære og Glæde af deres Værk, det var et ganske deiligt Arbeide af dem begge to. Ravnkilde er en musikalsk dygtig Natur og som Menneske høist elskværdig, han er meget afholdt af de amerikanske og engelske Familier som boe i Rom og hos hvem han kommer. Bjørnsen er / en ægte Digter-Natur, frisk og levende, har dertil en inderlig og dyb Følelse, vi sluttede os strax til hinanden, og jeg er ret kommet til at synes om hans Personlighed. Nu er han i Arezza hvor han fuldender sin Tragedie [overstr: Oluf] Sigurd Slemme. Det var mig tungt, efter en Maaneds Ophold, at sige Farvel til Rom, rimeligviis for altid; men Heden blev qvælende, Sciroccoen blæste hele Tiden jeg var der, midt paa Dagen var det ikke mueligt at gaae uden for en Dør, jeg reiste derfor i Onsdagsmorges derfra, Jernbaneveien til Civitta-Vecchia for at træffe det franske Dampskib, der for Øieblikket kun gaaer eengang om Ugen til Livorno; korpus Dominifesten der var i Torsdags og hører til een af de smukkeste romerske Kirkefester, maatte jeg da opgive, vilde jeg ikke vente endnu en uge og det holdt jeg ikke ud, da jeg følte mig syg af den brændende Sol og Scirroco. Skibet var imidlertid saa overfyldt med Reisende, det kom fra Neapel, hvor nu alle søgte bort fra, da Varmen trykkede dem der; Halvdelen af de Reisende kunde derfor ikke faae en Koie, alle vi som kom fra Rom, maatte uagtet vi havde Billet til første Plads, tilbringe Natten paa Dækket./

men Veiret var deiligt; Madratser bleve lagt Side om Side, og saaledes laae man, Herrer og Damer, under den stjerneklare Himmel, mens Skibet skar gjennem Vandet. I Pisa fik jeg Corpus Dominis, naturligviis var den ganske ringe mod den Festlighed Romerne havde at see, men saa kom jeg her til Florents at overvære Italienernes Nationalfest, første Aar den feiredes, det var igaar den anden Juni; den grøn-hvid-røde Fane vaiede fra alle Huse, Soldaterne holdt stor Parade og om Aftenen heelt ud paa Natten var den hele Stad, som et Lys-Hav af blussende Lamper. Glas Skaaler der saa ud som store Sæbebobler bar de brændende Lamper, alle Broer, Taarne og Huse var at see i Ild-Konturer, prægtigt tog sig ud det høie slanke Taarn paa Palazzo Veccio, det syntes af glødende Ild i den mørkeblaa Luft. Gaderne vare opfyldte af kjørende og Gaaende, en bølgende Vrimmel, men Alt i den største Orden og det var en Glæde at være med i Musik og Sang til langt ud paa Natten.

Turin den 9 Juni 1861

Dette mit Brev skulde have været sluttet i Florents og afsendt derfra, men da jeg vilde fuldende det, var det med eet forsvundet, jeg søgte forgjæves og var da ikke i Stemning strax til at skrive / et nyt! nu jeg er her i Turin finder jeg Brevet gjemt mellem [overstr: mellem] andre Breve til mig selv, jeg havde bundet sammen, og vil altsaa strax benytte det Fundne og fortælle hvad jeg senere har oplevet siden jeg forlod Florenz. Jeg gik over Lucca, der er en stille kjedelig By og naaede Livorno hvor jeg med et fransk Dampskib tog Plads til Genua ogsaa Skibet her var overfyldt, Halvdelen af de Reisende, Damer og Herrer (paa første Plads) maatte igjen ligge paa Dækket, det var stormende Veir, Søen slog over Fartøiet, jeg var meget søesyg, og kom i en lidende Tilstand til Genua, her i Caffe Concordia, kom en Herre hen til mig og spurgte paa Dansk om jeg ikke var Hr Andersen, Manden som spurgte var en Fætter til Redacteur Goldschmidt og sagde at han var Korrespondent for sin Fætter; det var en høist tjenstvillig, venlig Mand, af ham hørte jeg den sørgelige store Nyhed at Cavour var død, Kongen og hele Landet i stor Sorg, jeg bestemte mig da til igaar, i hvor træt og lidende jeg var strax at gaae til Turin for at see / Cavours Begravelse, jeg kom her igaar Eftermiddags men allerede Eftermiddagen forud Klokken 6 var han begravet. Alle Aviser var opfydlt af denne betydende Mands Død; hans Billed seer man overalt Photograferet, tegnet, trykt. Turin overrasker mig ved sine smukke Gader, sit Liv og sin Pragt, men Alt synes meget dyrt, her i Hotellet, til Exempel, koster et enkelt Værelse 10 Frank i Døgnet og det skal dog, efter Reisebogen være eet af de billigere Hoteller. Imorgen gaaer jeg til Milano, siden til Lago Magiore og ind i Schweitz, glæd mig med et Brev i "Lausanne poste restante". Hils kjærligt din Kone og din Datter Dette Brev er kun for Dig og de to, er der en enkelt Ding deri medelelser værdigt, da maa du selv sætte det i Stiil, med in Tact og Smag. Nu Gud glæde og velsigne Dig og dine.

Hjerteligst

H. C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 950-57)