Dato: 31. juli 1861
Fra: H.C. Andersen   Til: Mathilde Ørsted
Sprog: dansk.

Maxen den 31 Juli 1861.

Kjære Frøken Ørsted!

Deres seneste Brev fik jeg i Brunnen, just som jeg vilde reise derfra for at besøge Valfarts stedet Einsiedeln, hjertelig Tak fordi De skrev; mit Brev forud var dog aldrig fra Turin? Jeg kan ikke erindre det, men da var det jo utilladeligt længe siden jeg skrev, men naar man har sine Venner levende i Tanke og dertil flakker bestandigt om, synes man tidt at have skrevet og talt til Dem i reve og saa er det kun i Tanke-Verdenen. Det har nu Vennerne ikke Gavn af, de kunne forlange Sort paa Hvidt for det og dette vil jeg da i Dag og det i et ret langt Brev. Fra Turin, for at tage fat i Brev-Traaden, dersom den slap der, fløi jeg med min unge Reisekammerat til Milano, gjensaae den deilige Marmor-Dom, fik to Stereoskop Billeder af den, som nu Venner hjemme kunne faae Lov at see paa med mange andre Billeder fra Reisen, og foer saa afsted til Lago Magiore hvor vi bleve en halvanden Dag paa den smukke, forresten noget kjedsommelige, Isola Bella; Simplon havde mistet en Deel af sin Snee, Veien sagde man var temmeligt ødelagt og vi havde ogsaa en dødsbange Engelænderinde med os, der i hvert Minut ventede at vi skulde styrte; den Frygt kjender jeg ikke; jeg glæder mig, som Fuglen ved høitfra at see ned i de dybe Dale og mørke Kløfter. Schweitz er dog det herligste land! en Ugestid blev jeg her i Bex, under de skyggefulde Valdnødtræer, omgivet af de høie Sneebjerge, ogsaa i Montreux blev jeg en Ugestid, saa Alpegløden og oplevede et Tordenveir som jeg senere har forsøgt at bringe paa Papiret, gid at det rulle der, som jeg hørte det. Ja jeg har opbevaret i et Eventyr en Deel af Indtrykkene fra Schweitz, Naturskildringerne ere lykkedes mig troer jeg og og der er Friskhed og Humeur deri, uagtet, som der skal og maa, hænger en knusende Gletsche over det hele Foraarsbilled. Ja, naar vi nu samles skal De høre det Bex Interlaken og Grindelwald er ellers Scenen for denne Digtning; en anden uforglemmelig Erindring fra Schweitz er Besøget i det fransktalende Fribourg hvor de to store Hængebroer ere spændte ud over den dybe Dal og det i en Høide, som halvanden Gang Rundetaarns Høide og en Længde som fra Gothergaden og til Sandkisterne i Nyhavn. Her i Fribourg er det betydeligste Orgel i Europa, naar man ikke tager det i Harlem med; her er tillige en berømt Orgelspiller Voigt og ham og Orgelet fik jeg at høre. Aldrig troede jeg at der paa et saadant Instrument kunde udfolde sig Sligt. Vi fik ikke blot en herlig Orgel Concert, der lød som mere end eet Orgel klang, og dertil Finalen i første Act af Mehuls Joseph men vi hørte et Tonemaleri af ubegribelig Virkning, det lød fra Orgelet først som hørte man Aftenklokkerne klinge, i nære Landsbyer, nu brød et Uveir frem, Stormen susede, Lynet slog ned og under det skræktonende [?]Bulder hørtes pludseligt Psalmesang af Qvinder, saa klar, sopranklar tydeligt; nu klang Mændenes dybe Bas, Veiret tonede hen i den fromme opløftende Sang. - I Brunnen blev jeg otte Dage, og Aftenen før min Afreise hædrede mig Musik-Venner der fra Byen, med Musik, de nu deiligt lød fra en oplyst Baad paa Søen under mine Vinduer. I Einsiedeln hvor jeg tog hen blev jeg af de lærde Munke meget gjæstfrit modtaget, selv Abeden var høist elskværdig mod mig, her var interessant, men koldt, første Gang ret koldt i dette Aar ude. Det var mig tungt at sige Lev vel til Schweitz, ligesaatungt som at forlade Rom; i München blev jeg kun kort, og for at skaffe Collin bekjendt med Professor Sieboldt i München, reiste jeg derhen og den unge Ven fik megen Glæde og Gavn, troer jeg, af Bekjendtskabet, nu ere vi naaede Maxen hvor vi en Ugestid udhvile, og da gaaer det rimeligviis hjemad, men jeg kommer dog ikke til Kjøbenhavn før først i September. Om jeg flyver op i Jylland, til Fyen eller Basnæs, er endnu uvist. Et Hefte Eventyr og Historier bringer jeg hjem; de to første deri - "Psycken" og "Sneglen og Rosenhækken" ere skrevne i Rom. "Sølvskillingen" er fra Florentz og "Iisjomfruen" maaskee kalder jeg den "Alpjæger", er et Schweizer Barn. For Øieblikket har jeg næsten meer Lyst at flyve tilbage mod Syd, end nordpaa, men det gaaer ikke, Veien dreier hjemad. I Lausanne fik Collin og jeg de første sørgelige Efterretninger om Excellensen Collins Afkræftelse og nære Hjemgang; i flere Dage gik vi nedtrykte, forventede Døds-Efterretninger; efter senere Brev tydede det paa at den kraftige Natur der var tilbage igjen reiste sig, nu har der, som De vel veed, igjen været et Tilbagefald. Der er noget saa Nedslaaende i at see en saa stor Livs og Aandskraft sygne bort, lykkeligere i eet Nu at flyve høit der hvor vi skulle. Hvor der vil være tomt og eensomt i det Hjem hvor den gamle kraftige mand var Sammenfaldet og et mærkeligt Exempel paa Familieliv. De gamle Venner flyve bort, vi selv flyve. - Alt veirer hen i denne Forgjængelighed, man bliver tungsindig ved at tænke derpaa, Tungsind skal ikke lægges i dette Brev, derfor lev vel! Hils kjærligt Deres Moder og alle Kjære.

Hjerteligst og ærbødigst

H. C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilm 82, 51-53)