Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 6. december 1861
Fra: Bernhard Severin Ingemann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sorø d 6te Dcbr 1861

Kjære Ven!

Kun et Par Ord idag for at sige Dem, at vi, Gud skee Lov befinde os vel, og hvad der er overflødigt at sige - at vi glæde os til at see Dem paa hvilken Dag, De senere bestemmer. Maaskee vil De træffe Zeuthen her, som vi snart vente, men han skal sagtens være hjemme noget før Julen. Hauchs nye Digte har ogsaa glædet os meget. I hvad De siger om Pal. Müllers sidste Digte ere vi netop i de paapegede Punkter aldeles enige. »Valkyrien« synes mig ogsaa røber et ualmindeligt Talent.

Arentzens nye Digt-Samling har jeg endnu ikke seet. Hertzes Lystspil ikke heller Det er sagtens, som næsten alle hans Skuespil, meest beregnet paa det kjøbenhavnske Theater og bestemte for Haanden værende sceniske Talenter.

Bring Hartmann en venlig Gjenhilsen! Det glæder mig at baade han og Sønnen ere i fuld Virksomhed.

Dersom Rosenkilde har optegnet Noget om sit Levnet, har jeg maaskee foranlediget det. Jeg opfordrede ham netop dertil, da vi saaes sidst (i Mai) Tidligere havde han begyndt derpaa, men var ikke kommen længer, end til sin Daabs-Dag.

Jeg er i min Levnetsbog for Tiden standset midt i Latinskolen. Jeg trykker mig lidt ved paany at gjennemleve Forfatterlivets Kampe gjennem de første 20 Aar, og der hører en egen Stemning til uden at plage sig selv eller Andre at rage op i hine Dages Kritik og Antikritik, Cotterier og Smaaligheder.Det gjælder at holde fast paa det vundne Udbytte og flyve med Lethed og Kjærlighed hen over de uddøde og glemte Hvepsereder. Dog den Stemning kommer altid lettere frem, jo mere man nærmer sig Overgangen fra denne Livets Ouverture til den store Udvikling af Livsthemaet i dets uendelige Rigdom og Frihed.

Nu lev vel, til vi snart forhaabentlig vil kunne sige glædelig Juu!! hjertelig Hilsen fra os begge Deres inderlig hengivne

B.S. Ingemann

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost