H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Mathilde Ørsted 26. december 1861

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 26. december 1861
Fra: H.C. Andersen   Til: Mathilde Ørsted
Sprog: dansk.

Holsteinborg den 26 December 1861.

Julen er allerede forbi naar dette Brev naaer Dem, men det kommer dog endnu i Jule-Ugen, deenne har bragt mig en Deel Breve langveis fra, i et Frederika Bremer sendte mig fra Stockholm ligger hjertelige Hilsener til danske Venner og saaledes til Dem og Deres Moder. Frøken Bremer er, efter at have flakket om i fem Aar vendt tilbage, hjerteligt modtaget og føler sig lykkelig ved at være kommet i Ro og være i Hjemmet, men før Brevet sluttes tales der dog om at flyve til Thyringerwald i denne Sommer. Fra Rom kom igen Brev fra Bjørnstjerne Bjørnson, der ikke endnu kjender mine nye Eventyr, men har erfaret at disse ere dedicerede til ham, hvilket har rørt ham og hans Kone dog særligt er det at han skriver fordi: han i de sidste dage har læst "Dyndkongens Datter", et Eventyr havde han, i Samlingen ladet ulæst og nu finder at det er det skjønneste af dem allesammen, ja forstaaer ikke hvorledes jeg efter dette kan skrive noget Mere, synes det er som en Digters Svanesang. Han har det ellers godt og er som det synes meget frugtbar; senest har han skrevet en Digtning om Einer Tamberskjælvers Søn, Musikken er af Heise og skal være uendelig skjøn, "Ingen kan høre den uden Taarer", skriver han. Denne Gang vil min Musa slet ikke besøge mig i Julen, som jeg paa Basnæs er vant til. To Dage blev jeg hos Ingemanns, de kjærlige Mennesker vare, som altid saa elskelige mod mig og Ingemann bad mig, naar jeg skrev til Frøken Ørsted, ret at hilse. I Mandags kom jeg her til Holsteinborg hvor milde Øine hilsede paa mig, Børnene jublede og hvor jeg har det comfortabelt og hyggeligt; min Dagligstue støder op til Kirken, gjennem Døren kan jeg gaae derind og i dette Øieblik, medens jeg skriver dette klinger Orgelet saa smukt, Tonerne gjennembruse Stuen. Juleaften var her stort Juletræ, jeg havde mit eget Julebord med mange Presenter, som alle tydede paa mine Digtninger, den Mosaiks Papirtrykker havde "Sommerfuglen" at bære, i Skrivetøiet en lille Nisse, Svolstikkeholderen havde "Kattene" fra Eventyret og for at Vers ikke skulde mangle fik jeg Christian Winthers Bog med Billeder af Exner, & &. Veiret er ellers graat og vaadt; et Qvarteerstid løber jeg om i Haven ved Stranden. Plougs Digte, som jeg lovede Dem og Deres Moder i Julen, gav jeg ved min Afreise fra Byen til min Karl, som fulgte mig ud paa Banegaarden, han lagde den ind i Vognen til mig og da der altid Bøger faldt paa Gulvet, lagde jeg den øverst i Natsækken, men der blev den, jeg glemte paa Banegaarden at tage den ud og fik saaledes Bogen med; i stedet for, som Bestemmelsen var at sende dem samme. Hvorledes har Daltrøms Juletræ været pyntet, jeg glemte reent iaar at klippe og de mindede mig heller ikke derom. Har De hørt fra Aalborg Noget om den unge Kirkegaard, hvorfor ser man ham aldrig. Hils hjerteligt Deres Moder og Brødre, den ældste er vel hos Dem i Julen! bring alle Scharlings min Hilsen. Jeg kommer enten Mandag eller Torsdag, rimeligviis bliver det denne sidstnævnte Dag, derfor maa de endelig ikke vente mig om Onsdagen, er jeg i Byen skal jeg være betids. I det nye Aar, om Gud vil, flyver jeg vist til Pyrenæerne, maaskee ned over disse, men det ligger endnu i det uvisse! Gid vi maa slippe for Krig, Cholera og alle disse mine Rædsler, der kommer nok, med Guds Hjælp, Solskin og gode Dage i det nye Aar.

Deres meget hengivne

H. C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilm 82, 53-54)