Kjøbenhavn den 25 April 1862
Kjære Ven!
Her er Planen til min Omdigtning af Schikaneders Syngestykke Tryllefløiten; læs den igjennem, udtal Dem for Excellensen og lad mig i Løbet af 14 Dage faae Besked, jeg haaber da, om man ønsker det, at kunne levere min Digtning til Udgangen af Juli. Deres hengivne
H. C. AndersenVelbaarne Hr. Professor, Ridder N. W. Gade
Tryllefløiten
Eventyr-Opera i fire Akter
af H. C. Andersen til Musik af Mozart.
Scene for Scene og Sang for Sang følges den gamle Text, men denne selv kastes bort, omdigtes og som vi haabe faaer mere Klarhed i Handlingen. Personerne og deres Navne blive de samme.
Sarastro er saaledes Ypperstepræst i Isis og Osiris Tempel; han er en mægtig Magier, en Lysets Søn af kongelig Æt, hans Stræben er at virke for det Skjønne, Sande og Gode, hans afdøde kongelige Broder havde forelsket sig i en Mørkets Fee, deilig var hun, men fuld af Synd og Lidenskab, hun fødte hem en Datter der fik sin Faders ædle Natur, men denne stod under Moderens onde Indvirkning idet Pamina blev hos hende efter Faderens død. I den unge Piges attende Aar vilde det afgjøres om hun gik Mørkets eller Lysets Vei; Moder og Farbroder vidste at paa den Tid, vilde fra hiin Side Bjergene, det var Gudernes Villie, en ung Prinds en Dag stige ned, forelske sig i den unge Pige, hun gjengælde hans Følelse, og paa hans Indvirkning vilde det bero om hun sluttede sig til Mørkets Fee eller Lysets Magter. Farbroderen Sarastro har, idet Prøve-Aaret nærmer sig, røvet fra Moderen Pamina, der saaledes nu befinder sig paa hans Slot, ikke langt fra Gudernes Tempel, men een af Mørkets, Lidenskabens Sønner, har maattet følge hende, som den sorte Skygge af den Mørkets Slægt, hun selv høre til, Guderne ville det, og saaledes er Monostatos hendes Vogter.
Nu begynder Eventyr-Operaen, der, som sagt, Scene for Scene, men med ny Dialog og Sange, følger den gamle Digtning. Den unge Prinds Tamino, paa Jagten forvildet fra sit Følge, og efter at have bortskudt alle Pile, forfølges af en Slange, han nu ikke kan bekjæmpe, afmægtig synker han om; ved Hjælp af Nattens Fee bliver han frelst og Gjentjenesten derfor er at befri og hjembringe til Moderen den bortførte Pamina. Han erholder hendes Billed, og til Papageno gives det sandseligt daarende lystige Klokkespil; men Lysets Magter havde ogsaa deres Gaver, ved de tre Genier bruges Tryllefløiten, Klangen af den rene ædle Natur der styrker og hæver i Livets Prøvelser. Tamino er den værdig, han viser under Handlingens Fremadskriden den høiere Kjærligheds Magt, medes Papageno fremstiller Hverdags Naturen, der er tilfreds naar man har det pænt og godt, faaer sin Mad og Drikke, og ikke skal prøve stor Besvær. Snart er det klart for Tamino at Lysets Vei er den rette og paa denne, styrer han freidig fremad. I den gamle Bearbeidelse af "Tryllefløiten" er som billedlig Tegn paa den største Prøvelse givet at de to Elskende "gaae gjennem Ild-Vand", Fremstillingen tog sig aldrig ud, vi troe imidlertid at den kan faae scenisk Virkning ved at der først fremstilles et Krater (et saadant kan paa vort Theater antydes ved et Par Sætstykker anbragte om den Aabning i Gulvet vi benytte i Balleten "Festen i Albano;)" herfra lyser den røde Ild og hen over den er lagt for de Vandrende en solid Bro at gaae paa, men samme skjules ved en Slags Væxt, der forestiller en sig bugtende, slibrig Slange; hen over dens Ryg, det brændende Svælg, skulle de Elskende gaae, Siden forandres Ild-Svælget til en rullende Sø, og hen over Bølgerne, gaae paa Søslangens Ryg Tamino og Pamina. Hvor i Lysets Tempel Nattens Fee og hendes Tjenerinder aabenbare sig, tro vi at disse tidligere i den gamle Text, bør træde legemlig frem i Forgrunden, men vise sig som Skyggebilleder; Sangen vil ikke tabe derved, de Syngende sees bag en Flors Væg, saaledes som Havfruen i Ravnen og Fader og Søstre i Gretrys Opera Zemire og Azor. Det Godes Seier og det Ondes Undergang slutte paa samme Maade som i Schikaneders Text.
H. C. Andersen
