H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Henriette Hanck til H.C. Andersen 19. oktober 1840

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 19. oktober 1840
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Mandag d. 19de October 1840.

Jeg havde ikke trot at Noget mere kunde give mig en saa dyb indere Smerte, som jeg følte igaar ved at læse Deres Brev kjære Andersen! Deres Reise er da saa hurtig bestemt, De kommer ikke som jeg havde ventet gjennem Odense, De reiser før Deres Tragedie bliver opført, jeg kan ikke ret fatte det Altsammen, og jeg har dog tænkt en heel lang søvnløs Nat derpaa. Louise Collin skal have Bryllup, De besøger ikke før Deres Afreise Sverrig, og hvis De var riig vilde De tage Gud hvor De er en ægte Herre) Ida Falbe. Gudskeelov De ikke er riig kjære Andersen, jeg hørte netop forleden begge de deilige Frøken Falber i Anledning af den enes Forlovelse meget omtale, som Piger der af Moderen vare indøvede naar, og hvorledes de skulde slaae Øjnene op og ned og en saadan Pige vilde den Mand vælge der har Aand og Sands for noget bedre, vælge af en flygtig Forlibelse i en Modedame, hvis fine Skjønhed som oftest varer saa kort, og hvad er der saa tilbage, eller af en ulykkelig Trods for at foraarsage den virkelige Gjenstand for sin Tilbøjelighed en indbildt Krænkelse og derved maaskee gjøre baade sig selv og den ny Udvalgte ulykkelig! Jeg kan ikke tænke mig nogen sand Kjærlighed uden den der er grundet paa Agtelse. Dog smukke Piger blive jo gjerne misundte af deres eget Kjøn og derfor ogsaa bagtalte lidt. Fr. Falbe er maaskee meget elskværdig, jeg kan mindes at jeg gjennem Adolph Recke engang har læst et lille smigrende og nydeligt Digt fra Dem til hende – dog Digterne kaste jo ligesom Deres Troes forvandte Tyrkerne Schawlerne mangesteds hen. Og i saa Henseende er De virkelig en Baggesen. Dog mit Spøg er her paa upassende Sted; men jeg vilde selv gjærne lee en Smule, for at blive lidt let om Hjertet. De vil have et langt Brev, hvad skal det indeholde og hvilken en Glæde kan det egentlig forskaffe Dem, jeg er neppe underholdende mere om jeg nogensinde har været det. Saa der var Malurt i mit sidste Brev, det bedrøver mig min kjære Broder, hvad Gud har tilskikket mig og os Alle maatte jo opvække den højeste Smerte; men ikke Bitterhed, veed De at Gusta har været dødsyg og at vi i 3 Uger have gaaet i en skrækkelig Ængstelse og Spending, det er nu meget bedre, og der er igjen en lille Stilstand i Familiesorgerne; men disse evige Spændinger hærde, eller udmatte. – De siger mig ikke i Deres sidste Brev, om Fr. Heiberg giver Maurerpigen, man har har fortalt mig, at hun havde betænkt sig og taget den. Hvorfor skulde Maurerpigen ikke være skreven under en god Geniuses Indflydelse, jeg tror hvert Digterværk har sin enten en himmelsk eller en jordisk, saaledes har jeg altid i Tankerne gjort Louise Collin til Improvisatorens. Er Comtesse Barck eller Fr. Falbe Maurerpigens? See nu om Riigdom, Fornemhed og Skjønhed, eller Søsterkjærlighed formaaer meest, Stedsøsteren i Odense har vel særdeles Yndlinge blandt Deres Arbeider men hun har ogsaa en god Bøn for dem alle, og gjør Maurerpigen Lykke som jeg sikkert haaber , saa vil jeg ved Gud dele lidt af Hæderen med de tre Første. Forfatteren tilfalder naturligviis den største Part ! Har Maurerpigen derimod ikke det Held som jeg sikkert tror den fortjener, saa vend tilbage til Søsteren, den ene idetmindste skal ikke svigte Dem, hun kan intet Savn udfylde; men dog mildne det. De siger Ingen er lykkelig. Igaar Aftes og i Nat syntes jeg at De havde Ret, alting var saa mørkt om mig, min kjære Moder trak Vejret saa kort og ængsteligt, og udenfor strømmede Regnen voldsomt ned, jeg følte ret dybt at heller ikke jeg var lykkelig, og dog tør jeg nok sige jeg gjør nu saa smaae Fordringer til Livet, som yngere tænkte jeg altid, man skal glæde sig ved Livet, det skal nydes, nu tænker jeg, det skal udholdes og bæres; men derfor griber jeg ogsaa med Begjærlighed de smaae matte Glædesstraaler der falde paa min Vei. Da jeg imorges stod op skinnede Solen saa deiligt klart, o, hvem der dog kunne tage Sol og Maane med fra det lille Hjem som vi til Foraaret forlade, saaledes som her fra første Haand faae vi det neppe igjen, da jeg kom ud paa Gaden var Luften klar og frisk, jeg mødte flere Bekjendtere, de hilsede mig alle saa venligt, o, jeg holder meget af Odense, i en stor By føler jeg mig saa underlig forladt ! Da jeg kom ned til Børnene, kom Bertha og den deilige lille Christian, det smukkeste og elskværdigste Barn jeg nogensinde har seet mig imøde paa Trappen, Bertha havde en smuk Bouquet til mig det var de sidste Blomster fra Haven, og den lille Engledreng stod i et Væk og raabte " Da Jet, Jet Blomster", da jeg kom indenfor bragte Fr. Schønheyder mig en Kop Chokolade for at varme mig efter Touren derned og Schønheyder kom strax efter med det venlige Forslag at han til Sommer vilde lære Bertha og mig at male i Olie o, jeg glæder mig ret dertil. Schønh. maler smukt, han har særdeles Anlæg og har i flere Aar lært af Gebauer. Mit Sind er saa bevægeligt, jeg glemte over al den Venlighed reent hvor ulykkelig jeg havde følt mig om Natten jeg syntes jeg var saa uhyre lykkelig; men nu da jeg er kommen hjem og endnu engang har læst Deres Brev, nu er jeg igjen bedrøvet. Menneskene ere tidt saa gode imod mig, jeg vilde saa gjærne være ret god igjen især mod mine Venner; men det har i det sidste Aar saa ofte forekommet mig som om jeg egentlig intet mere var for Dem, som om De ved ikke at see Breve fra mig, ikke vilde føle andet Savn end det Vanen giver, maaskee jeg har havt Uret, saa tilgiv mig det. Tro ikke hvad jeg her har skrevet er fremkaldt af nogen Bitterhedsfølelse, det er det ved Gud ikke; jeg er i dette Øjeblik kun nedstemt jeg vil gjemme mit Brev til imorgen ! –

Tirsdag den 20de. Veiret er ret mørkt og uhyggeligt i Dag ja, hvem der ogsaa kunde see Sydens Himmel; men det opnaaer jeg aldrig, og hvad kunde det ogsaa nytte mig der jo er skabt for et aldeles Hverdagsliv, maaskee gjøre mig utilfreds med dette. Moder er svag i disse Dage Gigten er saa slem, og med den følger gjerne noget feberagtigt Gud styrke dog hendes Helbred tænk hvilken en evig Ængstelse jeg vil komme til at gaae i naar vi blive ene, ja De har Ret der ligger noget meget tungt i at føle sig ene, især naar man har været vant til at være saa mange, jeg har en Følelse som om jeg med Søstrene tog Afsked med den sidste Rest af min Ungdom og jeg vil saa gjerne være evig ung, jeg føler mig saa vel blandt Børn og yngre Mennesker, gid jeg maae døe inden der kommer et graat Haar paa mit Hoved inden der falder en Tand ud af min Mund, jeg vil saa nødig ældes og sløves hverken paa Sind eller Legeme. De ønsker Dem en Græstørv i Syden, jeg synes jeg kan see hvordan den vilde blive støvet og afsveden af Heden. Det kolde regnfulde Danmark kan give den friskere og grønnere; der vil gro en lille Gaaseurt paa den, dog en Digter ønsker sig et Marmormonument, og det kan jo Syden give. – Jeg tror ikke at De døer udenlands; men jeg tror De vil føle Dem saa vel derude, at det vil vare lang Tid inden vi gjensee Dem, og naar De da gjenseer Hjemmet vil vistnok meget være forandret. – Hvorlænge kan De hæve Deres aarlige Indkomster i Udlandet? Til Africa, til Orienten hvad sige Deres kjøbenhavnske Venner dertil - Jeg skal hilse Dem saa mange Gange fra alle Søstrene, Tante Gusta vil selv skrive inden De reiser har hun sagt. Paa Lørdag 8 Dage altsaa, vi ville Alle tænke paa Dem. – Søstrene ønske saa meget at Moder skulde bo i Kjøbh. for at være dem alle nærmere hun lader til selv at have Lyst dertil; men for det Første bliver det da ikke, Gudskeelov, havde jeg nær sagt; men det mener jeg dog ikke, jeg vilde gjærne bo i Kjøbh. naar jeg ikke skulde forlade Odense. I Kjøbh. er jo Faders Grav, Gusta, vi ere ogsaa Norge nærmere, der er nogle enkelte Mennesker jeg holder af, mange aandige Nydelser, hvoraf dog enkelte selv er for den Ubemidlede. Her er frisk Luft, Barndomserindringer og Ungdomsvenner Mennesker som holde af mig; men her er flere smertelige end blide Erindringer, Ungdomsvennerne blive færre og færre, her komme bestandig ny Mennesker til Byen og de gamle forsvinde, var ikke Børnene saa; dog Kjøbh. gjør mig melankolsk, men kan det convenere Moder, vil jeg jo vist ogsaa føle mig tilfreds der. Vilde De naar De kommer hjem besøge den lille Enkebolig som De nu besøger Wulffs Collinerne og Fr. Læssøe? Maaskee ! men det vilde i al Fald kun blive paa faae Minutter. Naar jeg seer Dem kan jeg aldrig tale med Dem som naar jeg skriver, ikke som i gamle Dage i Tolderlund. De er som et flygtigt Syn, før jeg har faaet Læberne aabnede er De borte. – Betty S? er jo kommen fra Nyssøe og det ganske pludseligt, hun er et ulykkeligt Væsen, hendes Phantasi løber saa aldeles af med hende, man beskylder hende for at være intriguant det tror jeg dog virkelig ikke hun er, jeg tror hun har baade Hoved og Hjerte; men hun er saa forunderlig forkuet og forskruet det har nok været rent galt mellem hende og Fr. Wulff har jeg hørt sige. De vil have et langt Brev kjære Andersen, hvad vil De jeg skal skrive om, jeg veed Intet, siden Faders Død forekommer det mig ofte som mit egentlige Livs Historie var aldeles afsluttet. Eline Faaborg sidder her, hun beder mig hilse, og siger de Ord De lagde Tante A? i Munden "Gud det lykkelige Menneske der skal til Grækenland, til Orienten !" Af hvad Art bliver Deres ny Bog, eller rettere i hvilken Form? Ere Deres sidste Eventyr udkomne? Jeg spørger som om jeg kunde vente Svar, jeg kan endnu ikke ret tænke mig at det ikke er saaledes, og dog, seer jeg ikke endnu engang nogle Linier fra Dem inden De reiser?

– Paa Mandag 8 Dage reiser Jane over Kjøbenhavn til Vordingborg, hun bliver nogle Dage i Hovedstaden for at see til den kjære Søster Gusta. Nei nu kan jeg ikke skrive mere ! Gudvelsigne Dem, min kjære Broder, jeg rækker Dem begge Hænder til Afsked. Jeg har tabt saa meget i den senere Tid, De maae ikke følge med Alt det øvrige. Jeg vilde saa gjerne give Dem nogle opmuntrende Ord til Afsked; men idag kan jeg ikke. Eline og Jane sidde ogsaa her, og ere saa lystige, og lee saa meget, de bilde sig vist i dette Øjeblik ind at de ere saa fornøjede; Levvel ! Saa Dampskibet gaaer endnu, det er jo godt, ja det er vist det Bedste. De reiser altsaa Dagen før Frøken Collins Bryllup; det gjør hende dog vist ondt dog nej det maatte vel være hende piinligt om De blev. Kjære Andersen vær ikke alt for bedrøvet, vær ret stærk – vi glemme jo Alle, kun Nogle før, Andre senere. Stoltheden er en god Læge, kan den og undertiden læge langsomt saa læger den dog altid sikkert, derom er jeg overbeviist. Ingen, ikke det troeste Væsen kan evig elske allene, det er usselt ; men det er sandt!

Levvel, tænk undertiden med Godhed paa mig De vil altid være mig en kjær Broder, et af de venligste Billeder fra Ungdomsdagene i Tolderlund ! Levvel, nej, Ingen er lykkelig.

Mine bedste Bønner følger Dem glem derfor heller ikke Søsteren.

De sagde engang at De gjemte mine Breve, om De endnu har dem saa lov mig at De inden Deres Reise vil tilintetgjøre dem, eller er det Dem imod saa send mig dem med Ageposten. Det vilde være mig en højst piinlig Tanke (man veed jo ikke hvordan sligt kan komme omkring) om de nogensinde skulde blive til Underholdning for Andre. De er jo ikke vred for hvad jeg her skriver ! –

Vi høre jo fra Dem fra Udlandet ! Hvis jeg endnu inden Deres Afreise faar nogle Ord lægger jeg et lille Indlæg i Tante Gustas Brev. Vi sees dog sikkert til Sommer igjen jeg kan ikke tænke mig det anderledes, dog det er jo mod Deres Ønske De vil saa langt, langt bort! Levvel, nu har jeg jo skrevet et langt Brev, det vilde glæde Dem har De sagt. – Saa De vil da virkelig reise inden Opførelsen af Deres Tragedie. – Paa Lørdag vil jeg tænke paa Dem, og er det muligt som jeg tror at ens Aand kan omsvæve de fraværende Kjære, saa vil De ikke være ene i Syden. –

-

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Henriette Hanck 1830-1846.