Dato: 20. august 1862
Fra: H.C. Andersen   Til: Ida Koch
Sprog: dansk.

Montreux den 20 August 1862

Kjære Fru Kock!

Nu længes jeg betydeligt efter at høre lidt fra Dem om Hjemmet i ny Kongensgade. Tak fordi De var saa trofast at see mig endnu engang ude paa Banegaarden, De var den eneste og sidste af V ennerne jeg saae. Fru Ingemann blev meget glad ved mit Besøg, De veed jeg blev nogle Timer i Sorø hos hende; hun var aldeles vis paa at jeg nok kom før jeg reiste ud af Landet; hun var usædvanlig vel, som jeg ikke i mange Aar har seet hende; hun var dertil saa trøstet og glad, thi netop Natten forud havde hun drømt om Ingemann, talt med ham, følt sig saa lykkelig at hun ordenlig var styrket derved. Festen i Flensborg var meget gribende, Løven tager sig fortræffelig ud, men at Bissen ikke var tilstede kan jeg ikke forstaae, og det synes jeg ikke om. Paa tre Dage gjennemreiste jeg Tydskland, det var en Varme ikke til at udholde, 28 Grader i Skyggen. Da Jonas Collin og jeg kom til Brunnen vare hans Forældre og Søster allerede indtrufne, vi bleve der med dem i otte Dage, gik saa den nye Vei over Brünig til Interlaken; herfra have vi besøgt Giessbach og de to Gletscher ved Grindelwald. Kossuth boede i Hotellet ved Siden af os i Interlaken, jeg saae ham flere Gange. Vi havde ellers der et Par regnfulde meget kolde Dage, forresten har det været glødende Sommervarme lige siden jeg forlod Kjøbenhavn; her i Montreux have vi 30 Grader i Skyggen. I Selskab med Collins er Reisen gjort her til over Thun, Bern og Friebourg, hvor jeg paa det sidste Sted igjen frydedes ved at høre det prægtige Orgel, og den geniale Orgelspiller, som her altid giver de Fremmede Aften Concerter. Det er utænkeligt, naar man ei har været Ørevidne, dette Spil, disse Toner; man troer at høre de deiligste Alt-Stemmer, Tordenen ruller i Kraft og Fylde, Lynet slaaer ned og Kirkeklokkerne ringe. Jeg kan tænke mig at det har været noget Lignende Abed Vogler gav paa Orgel, hvorom Weyse tidt talte og var henrykt over. Til Udgangen af denne Maaned blive vi alle her i Montreux, hvor vi boe i Pension hos Madam Depalens, / Huset ligger midtveis mellem Søen og Montreux, vi have en deilig Have-Terrasse med Laurbær, Granatbuske, Roser og en blomstrende Cactus. Figen og giftige Laurus cerasus med Frugt skygge over os; [overstr: og] lige under Terrassen løber Banetoget; men det Herligste er den altid farvevexlende Sø, der som et Hav strækker sig ned mod Jurabjergene; lige her ligge de vilde savoiske Bjerge og det sneedækkede dent de Midi. Chillon har jeg lige ud for mit ene Vindue. Der henne vare vi igaar og saae Boniwards Fængsel og Søilen hvori Byron har hugget sit Navn mellem en Million indridsede og skrevne ubekjendte Navne. Ved Maanedens Udgang reise Collins over Simplon ind i Italien og Jonas og jeg tage Veien gjennem Frankerige til Barzelona, der vilde jeg blive meget glad om jeg fra Dem hos vor danske Consul, fandt et Brev til mig. Mathilde Ørsted er den eneste endnu der fra Kjøbenhavn har forundt mig et Brev. Lad mig endelig vide lidt om Dem selv og Deres Børn; hils dem Alle, ligesom Deres Broder Peters hele elskværdige Kreds. Siig mig hvorledes den unge Bissen har det! send hans Fader venlige Hilsener. Min lille Ven Jørgen haaberjeg har det godt og hans Søster ligesaa;ja, det er jo en Søster og ikke en Broder? Conferentsraad Hauchs beder jeg om at De hilser paa det varmeste; Fru Hauch havde forladt Brunnen da jeg kom der, Collinerne meente at hun var reist til Selisberg, men vidste det ikke sikkert jeg boede i Hotel med en Berliner Aronz[?], som fortalte at han kjendte Dem og Deres afdøde Mand godt, de havde meget været sammen i Rom ligesom ogsaa med Kold og Pedersdorff. Reisen gjør i særdeleshed Etatsraad Collin godt, han var halv opslidt ved Arbeide hjemme, nu er han som forynget, seer idetmindste ti Aar yngere ud, end ved Mreisen. Seer De nogen afvore fælles Venner da hils dem fra mig! gid nu min Musa være mig god naar jeg kommer over Pyrenæerne. "Maurerpigen" havde jeg ikke megen Fornøielse af, Maurerlandet maae nødvendigviis give Erstatning. Nu Gud glæde og bevare Dem og Deres.

Hjerteligst

H.C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (LP 258, billed 6685-88)