Dato: 9. januar 1863
Fra: H.C. Andersen   Til: Ida Koch
Sprog: dansk.

Bordeaux den 9 Januar 1862 [fejlskrivning for 1863].

Kjære Fru Kock!

Et glædeligt velsignet Nytaar for Dem og Deres, gid at vi glade og vel, i en Fredens Tid, maa mødes i Hjemmet; det er første Gang paa en Reise at jeg ude ret har glccdetmig til at kumme hjem, have det hyggeligt og ret gribe der det Gode Vorherre vil forunde mig, og dog har denne Reise været saa riig paa Skjønhed; Besværlighederne vare ringere end jeg ventede. Mit forrige Brev fik De nok fra Sevilla, senere har jeg besøgt Cordoba med sin mærkelige Domkirke, hvis Indre endnu ganske seer ud som en tyrkisk Moskee der i største Hast var blevet smykket ud til kristelig Kirke. - Herfra havde jeg en meget besværlig Reise til Madrid, jeg sad 28 Timer i fuldproppet Deligense og fra denne steeg i Banevognen og kjørte endnu i 8 Timer og da jeg saa kom til Spaniens Hovedstad var det Sneeveir, Vinden isnende kold, man siger om den, at den ikke kan blæse et Lys ud men dræbe et Menneske og jeg begyndte at troe at den lagde an paa mig, jeg leed af Hoved og / Halspine; for at skifte Klimat gjorde jeg derfor en Udflugt, paa nogle Dage, til Toledo, en rigtig spansk By, der ligger uendelig malerisk i en forunderlig Eensomhed; jeg har i et lille Digt søgt at give et Billede af den, eller rettere hvilken Stemning den vakte hos mig,jeg afskriver Digtet, men De maa ikke lade det trykke, jeg har en Bestemmelse for det, men glæde mig vil det om jeg høre at De og Deres, ligesom ogsaa Digteren Hauch, have syntes om det.

Toledo.

Vær hilset Du Fortids Toledo,
Du ridderlige gamle By,
Hvor Maurer-Klinger blev' smeded',
om det gaaer i Verden Ry.
Her er saa eensomt og stille,
forfaldet, øde og stort,
Af rustædte Hængsler faldet
Alkazars Vinduer og Port.
En ridderlig Gaard er nu Vertshuus,
min Stue en gammel Hal,
End pranger Familie-Vaabnet
over den aabne Portal.
Her er ei Kamin, men et Ild-Fad,
jeg hører den styrtende Regn,
Den skyller ned, som en Syndflod /
over den udbrændte Egn.
De nøgne, graagrønne Klipper
sig løfte langs Tajos Bred,
De kjende en larmende Fortid
og Nutidens Eensomhed;
De hørte Mahomed prises, -
Og ChOrsang til Jehova, -
Nu høre de Locomotivet,
som kommer og bruser herfra.
- Og saa er igjen det stille,
Alt rundtom øde og stort. -
Men deiligt snoer sig et Viintræ
om Byens ældgamle Port,
Og der, bag det gittrede Vindue,
den deiligste Rose jeg saae,
Og den havde kulsorte Øine,-
tidt viljeg tænke derpaa.

---

Fra Toledo kom jeg igjen til Madrid, vor danske Gesandt Baron Brockdorf var i Kjøbenhavn, men den svenske Minister tog sig særdeles af mig; den spanske Gesandt fra China, en litterair Mand, arangerede en Middag for mig i et af Byens Hoteller hvor jeg traf nogle litteraire Størrelse. Veiret var slet, Opholdet dyrt, Madrid interesserede mig kun lidt, med Undtagelse af Bille[d]galleriet og jeg besluttede derfor at reise til Burgos og blive Julen over, men her kom jeg ind i alenhøi Snee og var nær med Collin, blevet qvalt om Natten af et Fad Trægløder der skulde / opvarme vor Stue; Sneen rygede saaledes at vi i tre Dage ikke kunde komme en Miilsvei ud til Cids Grav, vi maatte opgive Besøget og snarest, vilde vi slippe over Bjergene, afsted; Reisen var besværlig; Juleaften kom vi til Bajonne og feirede Festen ved en rigtig god Ild i Kaminen; en Flaske Champagne, som jeg satte en brændende Voxstabel om Halsen, var vort Juletræ. Anden Juledag reiste vi ned til den biscaiske Havbugt tæt under Spaniens Bjerge og bleve nogle Dage i Badestedet Biaritz, hvor de mægtige Brændinger især henrykkede mig. Nytaars Aften kom vi her til Bordeaux hvor vi blive til den 14de, gaaer da, lidt langsomt, til Paris, hvor jeg haaber, de første Dage i Februar, at erholde et Brev fra Dem, adresseret til den danske Legation og jeg hører da hvorledes De og Deres Børn have det, ligesom min unge Ven Jørgen; dem Alle, ligesom Deres Broder og hans Familie mange hjertelige Hilsener i det nye Aar! Lad mig vide hvad De synes hjemme om mit Eventyr i Folkecalenderen og mine i Christian Winthers Bog. der staae vi nok alle i Skygge ved Aarestrups Digtninger, hører jeg. Lev nu hjertelig vel.

Deres trofaste hengivne

H. C. Andersen

[Tilføjelse i marginen s. 4:] Seer De Frøken Ørsted, da hils hende og hendes Moder.

Tekst fra: Solveig Brunholm (LP 265, billed 6714-19)