Dato: 14. februar 1863
Fra: Christian Winther   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

14de Febr. 1863

Kjære Prof. Andersen!

Da jeg for 3 Dage siden modtog Deres sidste Brev, laae jeg i min Seng og havde Feber. Min Kone forelæste mig Brevet og jeg fik dobbelt saa stærk Feber. Nu sidder jeg her med mine blinde Øine taarefyldte - nemlig af en rasende Snue - og vil forsøge paa at hindre Dem i et overilet Skridt, som bestemt vilde fortryde Dem og bedrøve mig meget. - Naar jeg siger "Kjære" til et Menneske, saa mener jeg det ærligt og alvorligt; ellers siger jeg det ikke. Hvor kan De nu troe, at jeg kunde have isinde at fornærme en Mand, som jeg for det Første holder af - og dette er in casu det Vigtigste - og som vi dernæst Alle have Glæde og Ære af? Hvor kan De troe, at jeg paa en ond Maade vilde Dem tillivs? Er jeg da af saadan Beskaffenhed, at man kan sætte mig i Classe med Corsar-Skriblere? eller ligner jeg Kritikerne i Folkets Nisse eller Dagbladet? Hvis jeg nogensinde kommer til at yttre mig om det Ankerske Legat og dets Bestyrelse, saa vilde dette ganske blive holdt i en Almindelighed, kun tage Hensyn til Forstaaelsen af Testamentets Ord og det derpaa grundede Princip. Tiltroer De mig nu en saa massiv Plumphed at ville udpege Personer og deres fra min afvigende Meninger? umuligt! - Min Erklæring "at ville udtræde af Comiteen, hvor jeg seer, at jeg Intet kan udrette" (ikke: "fordi jeg ikke kan faae min Villie sat igjennem") seer den ud som en Trusel i Deres Øine, saa maa De jo dog tiltroe mig en Dumhed; jeg tiltroer mig ikke Evne til at kunne kyse Dem, og jeg anseer Dem nok for at være Mand for at svare paa Tiltale. Men det er ikke heller ganske i sin Orden, naar De anfører som Motiv til min mulige Udtrædelse en "Vrede", en barnagtig Ærgrelse over ikke at faae min Villie. Jeg holder mig ene og alene til Principet, som jeg antager for det rette, og tager her hverken Hensyn til mig selv eller Andre. Og skulde da nu min Udtrædelse, motiveret paa denne Maade, kunne fremføre noget Brud mellem os? Det vilde jo næsten være latterligt. At De sætter nogen Priis paa mit Venskab er mig inderligt kjært, og jeg kan med Sanclhed gjengjelde Dem med en lignende Erklæring. Men, hvad et Brud angaaer, saa har det, i det Mindste fra min Side, ingen Nød. Hvorledes Sagen saa stiller sig, hvad jeg saa gjør eller ikke gjør, min Stemning for Dem bliver i den samme Toneart, som hidtil. De kan ikke udtræde af Comiteen; det vilde jo dog være. et Forræderie mod den, som har valgt Dem. Jeg derimod kan uden saadan Hensyn gjøre det, og jeg bliver nødsaget til at gjøre det. Mit Syn er nu saa slet, at jeg næppe med en stærk Loupe kan læse storstilede Bøger. Det er mig aldeles umuligt at læse de mange smaabitte Poeters smaabitte Samlinger, der ere trykte med smaabitte Bogstaver; og man maa dog kjende lidt til de Ting, man skal fælde Dom over. - De baade kan og bør afgive Deres Stemme, skjøndt De er fraværende. At Bissen ikke gjorde det ifjor, var formodentlig af Sløseri og Ligegyldighed. Hvis De bemyndiger mig dertil, skal jeg meddele Formanden, Prof. Hartmann, Deres Votum: Fr. Paludan-Müller. Mine Grunde, hvorfor jeg, støttet paa Testamentet, stemmer igjen paa C. Andersen, har jeg alt fremsat. Men, hvorledes man, naar man vil stemme i Medhold af Arvelitderens tydelige Mening, kan vælge f. Ex. Paludan-Müller eller Prof. Rung, og hvorledes man vil kunne forsvare det, see, det gaaer aldeles ud over min Forstand og midt ind i Præstens! - Hr. Eckardt sagde mig forleden Dag paa Gaden, at De var ventet hertil d. 20de Marts. Jeg troer næppe, at Comiteen samles før den Tid. Det er jo altsaa muligt, at De selv tager Deres Plads; men skulde De forlænge Deres Ophold i denne By, som lokker saa Mange, saa opsæt ikke at sende mig eller en Anden Deres Fuldmagt. - - Kan De arbeide i den store, fortumlende Myretue? Jeg har saa tidt tænkt paa, at De burde skrive os et Lystspil i 5 Acter, et Billede af vort eget hjemlige Liv, snildt og skjelmsk i Anlæget, spændende og naturligt, graciøst og bidende, vittigt i Dialog og Form; - thi jeg tro er, at De kunde. Den, som har digtet det lille Mesterværk, "Den nye Barselstue", han kan Mere. Hvis jeg formaaede det, saa satte jeg Dem - ikke paa Vand og Brød - men paa Malvasier og Marcipan og tvang Dem til at gjøre Forsøget! - Nu lev vel! Fra min Kone og Datter har jeg de venligste Hilsener til Dem. Selv er jeg uforandret

Deres hengivne

Christian Winther

Kan De ikke nok see paa dette Brev, at det er skrevet af Een, der har lidt Feber, megeen Tunghed i Hovedet, Øinenen fulde af Taarer, og hvert Øieblik maa tage til Tørklædet.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost