Dato: 22. februar 1863
Fra: Thora, f. Jacobsen Hartmann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Khvn: d. 22 Febr. 1863

Kjære Ven!

Dit kjærlige Brev har ikke skræmmet mig op af nogen Dvale, thi jeg har længe i min Samvittighed været opskræmmet over at jeg endnu ikke har skrevet Dig til; Gud veed, at det ofte nok har været i min Tanke at nu burde det skee, og dog er det ikke kommet dertil, saa Du har i høiste Grad Ret i Din Misfornøielse, og Ret i Din Yttring at jeg er "en underlig Een"; maa jeg slippe med den Bebreidelse, saa er det mild Behandling, som jeg ikke fortjener, og jeg takker Dig saa hjerteligt fordi Du dog skriver mig et Brev til, hvori Dit trofaste, unge, gamle Hjerte skinner saaledes igjennem at jeg hører og seer Dig, seer at Du ikke har det rigtig godt blandt de Fremmede, og at Du higer mod Hjemmet, hvor Du ikke behøver at frygte for Ubehageligheder, uden at de i alt Fald vil finde tilstrækkelig Modvægt i Dine trofaste Venners Hengivenhed og Deeltagelse. - Jeg maa nu tage Frækhed paa, og ikke gjøre Undskyldning fordi jeg først nu omtaler en Familiebegivenhed som Du alt forlængst skulde have vidst af mig selv. Ja, Emma er forlovet, men ingen af de Andre siden Din Bortreise. Hun blev det i October med Pastor Frants Vedel i Flensborg, en Søn af Conferentsraad Vedel. Det er et udmærket dygtigt og fortræffeligt Menneske, som jeg altid har holdt meget af, og som tidligere er kommen i vort Huus; men han blev alt ordineret til Præst i Angeln paa Landet da han var 24 Aar gammel, og er nu paa 7de Aar Diaconus (2den Præst) ved Mariekirken i en meget god Stilling; Under denne lange Fraværelse har han kun besøgt mig naar han kom herover For- og Efteraar. Dennegang besøgte han mig ogsaa, spiste en Dag til Middag, og jeg havde saa lidt Anelse om hvad der forestod, at jeg, da han gik om Aftenen, sagde: god Nat, kjære Pastor Vedel, hils nu hos Lassens i Flensborg, og lev vel! Han har siden sagt mig, at han derved tænkte: Nei, min gode Professor, vi slippe ikke hinanden saa let denne Gang." Nok sagt, de bleve forlovede, 4 Dage efter reiste han hjem, og jeg har ikke seet ham siden; men Thora og Emma besøgte ham i November i Flensborg, og kom hjem aldeles opfyldte af hans Elskværdighed. I Juni eller Juli tænke vi paa deres Bryllup; til Foraaret haaber jeg at han kommer herover i Besøg, og Du et maaskee da hjemme, og kan selv tage ham i Øjesyn. Dette om Forlovelsen. - Ravnen er nu heelt færdig fra min Haand; det har været mig et interessant Arbeide, men det har kostet ligesaa megen Tid og Flid at bringe den paa Papiret i sin nye Skikkelse, som om det havde været en hel ny Composition. Dette skal imidlertid ikke fortryde mig, hvis den blot maa være lykkedes mig. At den nok vil gjøre nogen Virkning tvivler jeg ikke paa; men hvorledes den i sin Helhed vil slaae an kan man jo ikke vide forud. Over de komiske Partier, der vist ville oplive i høi Grad, er jeg meget glad. Uagtet jeg selv har bedet Dig om dem, var jeg dog bange for dem i Begyndelsen, fordi det Komiske jo ikke ligger mig nærmest; men det gik godt og let da jeg først kom ind derpaa, og jeg troer nok at det skal kunne staae sig naar det udføres godt. - Det er rigtigt, som Du siger, at der ingen Ravn bliver af i denne Saison. - Gade er alt kjed af det, som Du vel veed; han er fratraadt til Nytaar efter kun at have dirigeret Iphigenia i Aulis og Regimentets Datter. Han har dog ogsaa indstuderet, men ikke dirigeret Vilhelm Tell, der har gjort umaadelig Lykke. Nyrop, som ved Iphigenia var dalet Noget - mig synes ufortjent - har atter med Rette i Telt hævet sig til sin "Stumme"-Høide. Ogsaa Døcker har gjort megen Lykke. Overhovedet vise disse 3 Operaer, hvor uendelig nyttig Gade havde kunnet være dem, hvis han havde fundet sig oplagt til at vedblive; men dette er nu ikke Tilfældet. Ikke desto mindre har han af Godhed for Emil selv tilbudet at indstudere Natten mellem Fjeldene. Den vil vel blive opført i dette Foraar, - men saa er ogsaa Theatrets kunstneriske og pecuniaire Kræfter i Operaen opbrugte for iaar, og om mere Nyt af Betydenhed vil der i denne Saison ikke blive Tale. Vi har ikke Raad! siger Tilisch, og Rigsdagen siger Amen!

Medens denne, i det Mindste i Qvantitet vægtige Epistel er bleven til, har Situationen for saavidt forandret sig, at Thora og jeg nu ere i Roeskilde - de stakkels forladte Børn! hører jeg Dig sige - Jeg blev ikke færdig med Brevet inden Afreisen og tog det derfor med. Vi boe denne Gang hos Domprovstens og fra deres Gjæsteværelse fortsætter jeg nu. - Det er nærmest den Anckerske Sag, jeg har tilbage at skrive om, denne fatale Affaire, som er nær ved at sætte Splid mellem Venner, eller dog forvolde Dem Ubehageligheder, men hvad skal vi gjøre? ["]Würde giebt Bürde" sige Tyskerne, og jeg tænker derfor at man ikke kan gjøre bedre hver, end, ligesom Du at handle efter sin bedste Overbeviisning, og fjerne enhver Tanke om at der stikker noget Personligt bag ved. Utroelig skadeligt vilde det være om Nogen udtraadte, og med denne Spaltning, i den offenlige Mening rokkede Respecten for kunstneriske Domme. Men jeg frygter heller ikke derfor. Winther har talt til mig om sit første Brev til Dig, erkjendt at det var for skrapt, og sagt mig at han efter Modtagelsen af Dit Brev derpaa igjen havde skrevet Dig til, og at han haabede at der efter at Du havde faaet dette sidste Brev ikke vilde være Tale om noget extraordinært Skridt fra din Side; - og jeg haaber da at der ikke vil blive Noget for mig at foretage som Formand. For at tale om mit eget Forhold til det Paludan-Müllerske Candidatur, hvis Sagen kommer til Afstemning i Udvalget, da er det en overmaade slem Ting for P.M. at Udvalget ifjor overstemte Rung; for, seer Du, faaer P:M. det iaar, som jeg nu troer, han gjør, saa gives derved Afstemningen fra ifjor den Fortolkning at det ikke var Principet: den ældre uddannede Kunstner ligeover for den Yngre i Udvikling, der voldte at Rung ikke fik det, men at det var Personen Rung der blev forkastet for Gotfried Hansen. Der er ikke mindste Grund til at stemme anderledes for Digternes, end for Musikernes Vedkommende, og gaaer P.M. iaar igjennem, saa kan det ikke bortraisoneres, at dette er krænkende for Rung, noget, som vi aldrig havde tænkt paa at det skulde være. Var jeg ikke Formand, kunde jeg forholde mig passiv til Sagen; men nu er det uheldigviis Tilfældet. P.M. er ikke af sig selv falden paa at søge det Anekerske Legat. Han gik til Ministeren for at søge Staten om Reisestipendium, og Staten skylder ham det aabenbart; men han blev af Ministeren henviist til det Anekerske Stipendium, og det er altsaa en Finte af MonrathiS for at blive ham qvit og spare Statens Penge til andre Øjemed. Mine Betænkeligheder imod at tildele egenlige Kunstner- og Digternotabiliteter Stipendierne har jeg altid udtalt; Du kjender dem og min Frygt for denne AnvendeIses Conseqventser. Faaer nu P. M. det iaar, og saa Hauch og Hert:z:o som følge der af komme og søge det ad Aare paa een Gang, hvad saa? - Kan det virkelig være Mening af Testamente og Statuter, at Digtersectionen efter Udtrykkene skal sidde og dømme om "hvilke Geni og Talent af saadanne Folk, der først maa komme i Betragtning" til at nyde det. Din U dvei med at spørge Ministeren gaaer ikke. Det vilde Ingen i Udvalget gaae ind paa, af Frygt for ved en ministeriel Udtalelse at bindes hvor de ikke behøve det, og hvor de ikke vil bindes. - Jeg har nu lettet mit Hjerte for Dig, for at overlade hvad jeg har sagt til Din egen Overveielse og Indsigt. Betragt det nu kun saaledes og ikke anderledes.

Og nu kjæreste Ven, lev vel indtil vi sees; modtag de varmeste Hilsener fra Børnene i Kjøbenhavn og fra det Ortvedske Huus og vær ikke vred for den lange Taushed, paa Din egen trofaste

I:P:E: Hartmann

[Efterskrift fra Thora Hartmann til HCA]

Kjære Professor!

Hjertelig Tak for Hilsenen i Hartmanns Brev, jo! meer jeg tænker mig ret om, forekommer det mig nok at have seet og hørt en fremragende Personlighed, ved Navn Andersen, jeg har i disse Dage læst en Historie af ham "Hørren", som er ganske mageløs deilig, vi glæde os nu alle Meget itl hans Hjemkomst fra Udlandet. Kommer De gjennem Flensborg engang, vil Emma blive henrykt ved at modtage Dem og jeg længes efter De skal kjende Vedel, som er høist elskværdig. Med et velmeent Adiu saalænge Deres Thora Hartmann!

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost