1863 d 14 Nov.
Kjære Andersen!
Tak for »I Spanien« og for den hjertelige Tilskrift; jeg skjønner paa Deres Venskab og glæder mig derved.
Jeg har med stoer Interesse fulgt Dem gjennem Spanien, et Land der alt fra min Barndom af, har havt en stoer Tiltrækning for mig. Jeg har sjelden talt med Spanier; men et Billed af dem, staaer levende i min Erindring fra jeg var 16 Aar. Det var 1808 jeg besøgte med min Moder Fru Ranø og hendes Døttre, som vare mine Veninder. De havde Sommerværelser i Gartner Møhrs Gaard, nær Indgangen til Fredriksberg Alee. 2, eller 3, Vogne med en Mængde Spanske Soldater bleve kjørte tæt forbie Vinduerne. Vi fløi naturligvis, alle med stor Deeltagelse til Vinduet. Vi var 5 Brunetter og mine 4 Veninder var meget smukke. Det var forunderligt gribende, at see disse lænkede Mennesker, som saa uskyldige bleve førte til Døden, ligge der i deres hvide Uniformer, med de brune Ansigter og idet de saae os unge Piger glemme hvad de drog imøde, brede Armene ud mod os, med Overraskelses Udbrud, medens de sorte Øine straalede af Glæde. Dette Barnlige i Sjelen er saa deiligt. For os, som vidste at de, som Deserteurer, skulle skydes af de Franske, var det smertelig at see det sidste Glimt af dem. Hvor de spanske kom til i Landet holdt alle af dem. Her i Huset boede dengang Frue Borck (Frits Paludan Møllers Svigermoder). Hun havde flere Soldater i Indqvartering de vare alle saa nydelig opmærksomme mod hende. Her uden for hvor Keglebanen nu er, dansede Soldaterne med de spanske Koner, som fulgte med deres Mænd, lystelig Fandango ved Castannietternes Klang, og paa den venstre Pilaster ved vor Gadedør, havde de hængt et Madonnabillede, hvor de knælende holdt deres Andagt. Jeg har ofte tænkt mig, at det var en Gjenstand for en Genremaler.
Ogsaa Deres Ophold ved Tanger, har naturligvis interesseret mig meget, især Contrasten i det Ydre, hos de to Jødefamilier. Det er saa ypperligt, at den fattige Jøde er saa glad over sin Kone og sit Barn at han synes den Herlighed nok er Værd at sees af en Fræmmed, og det blev ogsaa seet af de rette Øine. Den anden Jøde kunde vel forudsætte at den orientalske Klædningspragt i hans kones Brudedragt ville med Fornøielse, sees og kjendes af en Fremmed. Dette Liv i det Indre af Vaaningerne, disse rigt smykkede Gaarde, baade der og i de fleste spanske Byer, maae have noget meget Overraskende, da den ydre Bygning, Intet deraf bebuder. At De udtrykker Dem i begeistrede Ord naar Gjenstanden begejstrer Dem, er saa naturligt, at jeg for min Deel, vilde ønske, at der aldrig kom nogen Indledning eller undskyldende Udfald i den Anledning, man kommer derved ud af Stemningen og kommer til at reflectere over, om der skulde være brugt upassende Udtryk, være sagt for meget eller Noget, som maaeskee kunde misforstaaes af Andre. Det er nu kun min supjective Følelse, maaeskee giør det, den tilsigtede Virkning paa Andre. Jo mere ubemærket Digte indtræder (som paa flere Steder, især hvor de spanske Romancer indflettes, der ofte er, som om det var en Støbning med Fortællingen) jo smukkere finder jeg det, det er da en naturlig Stigen i Følelsen en høiere Begeistring, som af sig selv bliver til Rytmer. Men hvor Prosaformen, som hos Dem, er saa glødende og rig farved, er det vist nok vanskeligt, at stige høiere. Jeg har med Glæde læst hvad De skriver om Literaturen og hvad der skrives om Konsten, griber jeg altid med Begierlighed. Det Romantiske hos Spanierne omtaager mig rigtignok, en heel Deel, ved den megen Cigarrøg og betager mig meget af den ætheriske Duft. Deres Tyrefægtninger er Resten af vilde Nationers Barbari og Inqvisitionen, som deres Optræden i Amerika, viser os Muligheden af det Grusomme, der endnu ved mange Leiligheder er traadt frem; men dog er og bliver mig dette Folk særdeles kjært og ethvert Fremskridt hos det glæder mig. Nu Gud velsigne Dem. De har en riig Billedverden i Deres Erindring, som vil glæde baade Dem selv og mange Andre. I Morgen for 51 Aar siden var det min Fo [r ]lovelsesdag, jeg kan aldrig takke Gud nok for den, for de Maaneder, der gik forud og for de Aar, som fulgte efter [;] det siger jeg mig ofte selv, hvor stor end Længselen er i mig, efter en salig Gienforening. Endnu en Gang Tak. Gud bevare Dem!
Deres
gamle Veninde
L M Ingemann fød Mandix
