Dato: 16. juni 1864
Fra: Adolph Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn 16 Juni 1864.

Kjære Andersen!

Tak for Deres Brev. Den Calla lignende Plante, De deri skriver om, er vistnok Arum maculatum, hvoraf jeg ogsaa har et Exemplar i min Have; men De maa ikke bruge den som Sallat, thi det er en Giftplante. - Med Viggo gaaer det fremdeles bedre; Saaret læger godt, næsten alt for godt, thi det læger et Sted, hvor en Been-Splint skal ud, men ikke vil ud, saa at der maa skjæres efter den, naar det er lægt; Ingeborg har det som sædvanligt, nu atter eensomt, da Jonna er reist tilbage før Vaabenhvilens Forlængelse, som hun ikke turde afvente, da dens Tilblivelse jo var usikker. Jeg agter, at reise derover paa Løverdag, om Gud vil, og paa Hjemveien maaske gjøre et lille Svip til Christinelund. Bülow, Viggos Vært, den afsatte Huusfoged i Broager, er nu landsforviist af den tyske Bestyrelse; til Straf for, at han er taget herover, er det forbudt ham at vende tilbage. - Leve det hensynsløseste Despoti! Han pleiede Viggo saa omhyggeligt, stod op om Natten for at forbinde ham, saa det er et stort Tab for Ingeborg, og formindsker Haabet om hendes snarlige Hjemvenden.

Her er mageløst deiligt i denne frugtbare, saa blomsterrige Sommer, min Have har aldrig før udfoldet en saadan Pragt; forresten gaaer Alt sin vante eensomme Gang; og i Mangel af vor Digterven have vore Tirsdage været besøgte af unge Piger.

Fremtids-Udsigterne ere ligesaa usikkre, som tidligere, og Spørgsmaalet: Krig eller Fred, veed jeg ei at besvare, om De gjorde mig det.

Jeg haaber, at Landets Deilighed og Skov-Eensomheden, som De nu lever midt i, vil skaffe os udødelige Eventyr; hvem veed, om ikke Landets Nød kalder os en ny Tyrtæus frem!

Om Jonæ Afreise og Ophold paa Taasinge har De vel de paalideligste og nyeste Efterretninger fra Forældrene; her er intet Familienyt, det skulde da være, at G. Collins have leiet Værelser i store Kongensgade, saa de komme ogsaa paa Strøget, og at Th. Colliri har lavet 3 yndige photographiske Grupper af Familiens unge Piger med lidt Staffage af Mandkjøn og Hunde.

Lev vel! digt!,jeg behøver ei at sige: digt smukt! - forøg Udødeligheden! og glem ikke Deres gamle Ven

Drewsen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost