H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Bjørnstjerne Bjørnson 6. august 1864

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 6. august 1864
Fra: H.C. Andersen   Til: Bjørnstjerne Bjørnson
Sprog: dansk.

Christinelund ved Præstø 6/8 1864.

Kjære Ven!

I Juni modtog jeg Deres indholdsrige Brev, et hedt Stykke af Deres Hjerte er det og mange Gange har jeg læst det igjennem, endnu oftere har jeg i den Tid tænkt paa at flyve op til Dem, trykke Deres Haand, ret Ansigt til Ansigt udtale mig for Dem og med et broderligt "Du" bevidne Dem hvor kjær De er mig! men jeg kom ikke, jeg skrev ikke, uendeligt meget Tungt og Smerteligt har i de mange Uger og Dagelagt sig paa min Sjæl og mit Hjerte, saa mange Skuffelser ere prøvede at det var Daarskab at have Forhaabninger. Denne Sommer er den første at jeg i mange Aar ikke har været ude fra mit Hjem; jeg sad længe i Byen, som tøiret til Aviserne, en stor Opera-Text "Saul", som jeg havde lovet Hartmann formede sig vel til Nedskrivning, men der blev ikke Ro i Sindet til at give den, jeg tog da ud til Basnæs ved store Belt, hvor mange af mine Eventyr ere blevne til, men iaar kom ingen, det var den strænge Virkelighed som raadede, et Par fædrelandske Digte, eet af disse har senest staaet i "Illustrerede Tidende", og en Psalme, blev til, af denne sidste skal jeg lægge et trykt Exemplar, her i Brevet. Saa fløi jeg til Byen igjen, sad i Sommer-Hede i det soltrykkende "Nyhavn", hvorfra jeg igjen søgte ud paa Landet, til det skovfriske Søllerød; her blev jeg syg, tog igjen til Byen og søgte saa endeligt ned til Marienlyst hvor jeg i nogle Dage drev om og hvor Lyst og Længsel efter at komme op til Norge, tale med Dem og endnu et Par Venner og endelig engang at see den smukke Natur, fyldte mig. Dampskibet kom og gik; jeg bestemte mig og da Bestemmelsen var taget, kom Efterretningen om Freden og dens Vilkaar, den sidste, tunge Sø der nu er gaaet over os; jeg hører til Blød-dyrene, om jeg saa kan sige, De vil da forstaae mine Fornemmelser. - Fred er en deilig Ting, men Freden denne Gang er ikke ,som sidst, da kunde vi jublende modtage vore hjemdragende Soldater, det kunde vi ikke nu og dog have de holdt ud, lidt og stridt, saa Mange givet deres unge Liv! de kjære velsignede Mennesker. Jeg kunde græde! synge kan jeg ikke længer! Det er som ogsaa mit Liv nu var afsluttet og i denne Forstaaen har jeg' ikke Sind eller Tanke til at flyve op til Norge. Jeg vil ikke klage der min Sorg og jeg kan heller ikke være glad, som man skal være det ude. Og altsaa kommer jeg heller ikke i denne Sommer derop, maaskee aldrig! jeg har jo nu ogsaa levet saalænge at jeg maa huske paa at jeg staar i Geleed til at drage videre. Tak for alt det Hjertelag der svulmer i Deres Brev, tak for hvert inderligt Ord De udtaler ikke blot for mig, men for Danmark og for vor Sag. Ingen have udsjunget det dybere og inderligere end De. Under mit korte Ophold paa Marienlyst traf jeg sammen med Digterinden Fru Collet, hun gjorde denne Gang et inderligt godt Indtryk paa mig; hun forekom mig saa sand, saa ærlig deeltagende og Dem, kjære Ven, syntes hun ret at skatte og have Venskab for. Hun har vel bragt Dem min Hilsen, bring nu hende' ogsaa een. Gid hun leve og virke for vor nordiske Literatur. Hils ogsaa Digteren Munch fra mig og mange Venner hernede. Hvorledes gaar det med Theater-Virksomheden, jeg kan tænke at den skaffer Dem mange Bryderier og jeg frygter at den tager for megen Tid, i hvilken De kunde skabe os herlige Arbeider. Endnu har jeg nok ikke takket Dem for det smukt indbundne Exemplar af Sigurd Slembe, som De sendte mig, om det kun havde været heftet i simpelt hvidt eller graat Papir, det er og bliver mig en Skat fra Deres Haand og Verset foran glæder ret inderligt mit Hjerte, ikke at nævne min Forfængelighed. Hils kjærligt Deres Kone og min lille Ven, Bjørn, huske mig kan han ,vist ikke, men han veed jo at det er mig der fortæller Eventyrene i den gule Bog, og at paa Billedet der, er jeg den gamle Mand og han den lille Dreng, der gaar gjennem den grønne Skov. Jonas Collin ventes hjem i disse Dage han har ikke faaet Leilighed til at være med i Kampen, det er hans Sorg, thi vist er det, han gik ud med begeistret Sind, glødende som noget Hjerte kan gløde. Tag til Takke med dette Brev, glæd mig med eet igjen og dette vil jeg nu slutte med at afskrive mit seneste lille Digt:

Psalme.

Jeg har en Angst som aldrig før,

Som stod jeg foran Dødens Dør

Og maatte ind og styrte ned

I Mørke og i Eensomhed.

Jeg drives frem med Stormens Hast,

O Herre, Herre, hold mig fast!

Alt Ondt i mig det kom fra mig,

Hvad Godt jeg gjorde kom fra Dig,

De Andres Skyld jeg nok opskrev,

Men ei mit eget Skyldner-Brev.

Hvor har jeg for mig selv hver

Dag Besmykket godt min egen Sag.

Jeg trædes skal af Dødens Hæl.

Først da jeg løfte kan min Sjæl.

Læg Fadervor som Duens Blad

Mig paa min Tunge, gjør mig glad,

Har jeg ei Gud, hvad har jeg da,

Naar hele Verden falder fra.

Med disse Psalme-Toner vil jeg slutte, lad mig sendt fra Deres Fjelde og særlig fra Dem, høre Toner i Dur og ikke Mol, dog ogsaa for disse er jeg taknemlig. Deres trofaste

H. C. Andersen

til Vennen, Digteren, Bjørnstjerne Bjørnson.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost