Dato: 22. august 1865
Fra: H. Jacobsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christiansfeld, aug. 22. 65.

Min kære hr. Andersen.

Det er egentlig uforsvarlig, at jeg ikke allerede tidligere har skrevet Dem til og udtalt min hjerteligste tak for den store glæde, De har gjort mig ved at sende mig Deres skrifter; men jeg havde det meget travlt i de sidste uger, just ikke med arbejde, men med forskellige indbydelser og lille udflugter her i egnen, jeg måtte gøre med. Idag er egentlig den første dag jeg har lidt otium, og den skal også benyttes, for imorgen skal jeg køre til Haderslev og Tørring, og om aftenen er jeg indbudt her i byen. - Modtag da i disse linier min dybtfølte tak for Deres godhed imod mig, som jeg så lidt fortjener; og vær forvisset om, at hvor jeg end er, jeg skal aldrig forglemme Dem. De ville naturligvis have været mig ligeså kær og uforglemmelig, når De ikke havde sendt mig Deres skrifter, men det er mig nu dog, som jeg kunne tage Dem in persona og et stykke Danmark med til Amerika. Jeg er jo ikke født i Danmark, men alle mine fædre var dansk(e) og jeg elsker dette land og folk mere end noget andet land i verden. Nu just, da jeg skal forlade det, for måske aldrig at se det igen, føler jeg ret, hvorledes hele min sjæl er groet fast til Danmark, og underligt nok, undertiden har jeg en følelse, at noget måtte ske, for at forhindre min rejse til Amerika og holde mig tilbage i Danmark. Men det er kun en drøm, og skilsmissens tunge time vil komme. Jeg har ligeledes en anelse, at vi endnu engang skal mødes i denne verden; men hvorledes det skulle ske, det er mig rigtignok en gåde. Men det må De love mig, at De engang vil komme til Christiansfeld og blive et par dage hos mine forældre. Vort hus er jo ikke meget storartet, men dog ganske hyggeligt, og Christiansfeld er en ganske smuk og ejendommelig lille by. Når De kunne, måtte det være i sommer, at De kunne gøre nogle udflugter her i egnen. Tænk på mig, når De besøger kirkegården. Der spadserer jeg under mit ophold her hver morgen, og mine tanker flyve vidt omkring til alle mine fjerne venner. Om aftenen går det sædvanlig ud til det smukke anlæg »Christinenruh«, hvor en kammerherreinde v. Holstein ligger begravet. Der og i den tilgrænsende skov »Schmiedeholm« er der altid så smukt og stille; en fredens ånd synes at hvile over dette sted.

Søndag den 30. juli prædikede jeg her i Christiansfeld på tysk. Det var bekendt iforvejen, og kirken var naturligvis meget fuld; men Gud gav mig styrke, så jeg kunne tale med frihed og give mine tilhørere en lidt mere ildfuld tale, end de sædvanlig høre. Alle de dansksindede her i byen vare jo meget glade derover, men direktion i Herrnhut er jo ganske hildet i slesvig¬ holstenske anskuelser, og at være dansksindet er der næsten enstydig med at være en hedning. Derfor har de jo også fjernet vor nidkære pastor Aastrup. Han blev slet ikke afsat af civilkommissæren, men kun ved de afskyeligste intriger af tysksindede medlemmer af menigheden her blev vor direktion i Herrnhut bevæget at afsætte ham. Skønt forholdene i Brødremenigheden bringer det med sig, at tysk tales meget her, så kan man vel sige, at to tredie dele af Christiansfelds indbyggere ere dansksindet. Men hvad kan de gøre? Den tyske minoritet har jo øvrigheden på deres side. Spændingen er stor og bliver hver uge værre. Den 13. august var her om aftenen uhyggelige optrin. Den er så at sige Brødremenighedens stiftelsesdag og bliver som sådan celebreret. Da det i dette år faldt på søndag, kom der mange folk fra Kolding, Haderslev og de nærmeste landsbyer til Christiansfeld for at forlyste sig her på gæstgivergården. Der ville også have været slet ingen forstyrrelse, når ikke 4 gendarmer havde vist sig på gaden den hele dag i fuld uniform og med bajonet på geværet. Den danske befolkning blev naturligvis opirret ved at se dem, og da det blev mørkt, kom det til klammeri og lidt slagsmål på gaden, og flere personer blev arresterede. Og hver gang de bragte een til hullet, hvor de skulle blive natten over, drog en hel menneskeskare bandende og støjende efter og forsøgte også engang at befri fangerne. Iblandt dem var også to medlemmer af menigheden. Og hvad var deres skyld? Den ene havde en rød og hvid snor ved sin tobakspibe, og da gendarmen ville tage piben fra ham, og den anden ville forsvare ham, blev de begge to arresterede. Nu hører man, at hele sagen er blevet meldt til Herrnhut, og at disse to stakkels mennesker skal excommuniceres. Det er virkelig nok til at blive gal over, og jeg er rigtignok glad, at jeg de facto står allerede i den amerikanske menigheds tjeneste og er aldeles uafhængig af Herrnhut. Og så hører man dem hver søndag snakke om broderkærlighed, og at man aldrig måtte fælde en hård dom over sin broder. Der er en hykleri og bagtalelse her, De ikke har begreb om. - Dog nok om dette vrøvl. Den eneste trøst, man har, er at uretfærdigheden er så stor, at hævnens dag må komme. Og Gud vil da selv tage den i sin hånd.

I forrige uge gjorde jeg med nogle danske venner en smuk udflugt til Skamlingsbanken og Kolding. Vejret var herligt, og den blotte tanke at være i Danmark var allerede en fornøjelse. Skamlingsbanken hører vist til de smukkeste egne i Slesvig (eller rettere nu »Jylland«), og hvilke minder knytte sig ikke til denne høj! Monumentet her blev ja ødelagt af preusserne, og de gigantiske stenblokke ligge nu mellem hverandre i malerisk forvirring. Tårer stode mig i øjet, da jeg læste navnene der, navne af slesvigske mænd, som havde kæmpet far deres danske nationalitet og modersmål, som nu igen undertrykkes på den mest oprivende måde. Abrahamson, Peder Hjart Lorenzen, Hans Nissen i Hammelev og mange flere. Hvem der kender de sidste 20 års historie, kan læse disse navne uden vemad. Jeg hører nu, at monumentet skal igen oprettes, jeg håber, at det bliver oprettet, just som det er nu, med stenens kanter afsprængt, til evig minde am preussernes rå vandalisme. - Det var agså en stor fornøjelse i Kolding at se nogle ærlige »Jenser« igen. Det var tre år siden jeg så en dansk uniform. Den sidste, jeg så dengang, var i Altona!! Tempara mutantur! - Det var en yndig nat, da vi kørte hjem, og vi sang så det rungede, de kære danske sange, lige op til grænsen, hvor den tyske contralleur kom for at visitere vognen.

På Kejseren af Østrigs fødselsdag var jeg i Haderslev. Der var ja nogle slesvig-holstens flag ude; men jeg tror næppe tyve i den hele by. Og så skriver den afskyelige dr. Jansen i sin »Nordslesvigs Tidende«: dass unsre Stadt im reichsten Festschmuck prangte.« Men på et løgn kommer det ja slet ikke an ved disse folk.

Men mit papir er nærved til ende. Før De rejser, sender De mig vel endnu engang et par linier. Jeg ville endnu skrive til Dem om en elskværdig familie i Brighton, hvar jeg tilbragte nogle uger i forrige vinter, og som er enthusiatiske beundrere af Deres skrifter. Jeg måtte formelig give et løfte, at overtale Dem, engang at besøge dem. Men mer derom i mit næste brev. - Om få dage skriver jeg igen. - Mine forældre og min søster sender Dem en hjertelig hilsen. Min fader er allerede dybt inde i: »Mit livs eventyr«, som han aldrig før har læst. - Men nu er der ikke plads til flere ord og derfor farvel og mit hjertets inderligste tak.

Deres sande ven

H. Jacobsen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost