Dato: 10. november 1840
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

113. Til E. Collin.

Leipsig den 10 Nov 1840.

Min inderlig kjære Ven!

Brevet her, skal vel ikke sendes hjem før naar jeg, om Gud vil, naaer München, men da jeg iaften har Tid og Rolighed og min Tanke saa gan­ske er hos Dem! ja jeg holder af Dem, kan De tro! vil jeg dog begynde Brevet. Her er jeg i Leipzig, boer i Stadt Rom og har en Udsigt over hele Jernbane-Gaarden, hvor Troldvognene rulle til Magdeborg og Dresden. Jeg har i Dag første Gang i mit Liv kjørt med Dampvogn, 16 Miil i om­trent 3 1/2 Time, jeg er ganske henrykt, o havde dog De og alle der hjemme været med! nu veed jeg hvad det er at flyve! nu kjender jeg Trækfuglenes Flugt, eller Skyens naar den jager hen over Jorden; o, hvor den ene By laae ved Siden af den anden! hvor det nærmeste Agerland foer afsted, som det snurrende Rokkehjul! Jeg maa da sige, jeg var gruelig angest for at gaae med Dampvognen, men jeg vilde og seer De! det er det forunder­lige hos mig, som lader mig overvinde min medfødte Frygtagtighed; jeg havde den Følelse: Du kommer aldrig levende derfra. Men da jeg var i Vognen og den brusede afsted og intet210 Lufttryk generede, jeg var som i min Stue og Træer og Mennesker fløi mig forbi følte jeg mig vel! O de stakkels Kjørende, de syntes at krybe, som Snegle! Det var fra Magdeburg til Leipsig jeg foer, over Halte, fra Klokken 7 til 10 og vi gjorte dog flere smaa Ophold, men kun eengang fik jeg Lov af Conducteuren at stige ud og hans Øie var bestandigt da rettet mod Maskinen mens jeg stod udenfor. O, hvor jeg beundrer den menneskelige Aand! ja, den maae være udødelig!; mit Hjerte sang en Hymne til Gud saa begeistret, som vist noget Hjerte har sjunget det paa den flyvende Vogn. O, saaledes at reise ja det er just det rette. Dampvognen, som jeg var angest for, det er just min Reise-Hest! – men jeg maa fortælle Dem lidt fra jeg sidst sendte Dem Brev, det var fra Lübek. Gotlieb har jeg skrevet til fra Hamburg, De har da hørt hvorledes jeg med Extrapost foer til Breitenburg, medens Rantzau havde sendt sin Eqvipage efter mig. Han gjorte en lille Fete for mig, kjørte mig siden til Itzehoe og derfra gik jeg med Dampskibet Støren til Hamborg hvor jeg hos Grev Holcks nød en mageløs Gjæstfrihed, jeg gjorte Bekjendtskab med Gutzkov og hørte den berømte Lizt, ja jeg stod Side om Side med ham, vi talte sammen, men han fik ei at vide hvem jeg var. Lizst saae ud, som om han havde ligget paa det ordopædiske Institut, der var noget saa edderkopagtigt, noget saa klein Zackes genannt Zinober, som gjorte et uhyggelig Indtryk; og da han spillede, syntes jeg han var en Fordømt der skulde spille sin Sjæl fri! han tiltalte slet ikke min Følelse, men kun min Fantasie, dog Sligt har jeg aldrig hørt! Amalie Rieffel er virkelig ikke saadant noget. Han var dødbleg og Vanddraa­berne stod i hans Ansigt. Ved Consertens Slutning kom Hotellets Bade­mester og uddelte Krandse til Damerne og bad dem kaste disse paa Liest211, det skete, men jeg tænkte; havde det været Luzile Grann, saa havde det hedt i mit onde Danmark: det var et Arangement af Hotellets Folk! og Lizt fortjente det! Lizt som har givet en heel Formue til et Marmor­-Monument for Bethoven der døde i Usselhed, Lizt der altid deler med de Fattige! han er styg, men han spiller sig interessant og smuk! Den 7de November reiste jeg over Harburg, hvor en tyk, fattig Dame, spiiste med mig! hun var saa fattigeret thi hun gav Helteinderoller og de fat­tigerede; Dagen forud havde hun spillet med den danske Pallesen i Lü­beck og saa kastede hun sin Boa, der fællede, nok saa dristigt over den fede Skulder. I Braunschweig traf jeg ikke Hr Vieveg, han var endnu med sin212 Kone paa Reise; Dagen efter da jeg stod og skulde med Posten til Magdeburg kom Vieweg, der var indtruffen om Natten, han vilde saa gjerne at jeg skulde have blevet hos ham nogle Dage, men nu lod det sig ikke arangere. Han sagde mig at Billedbogen uden Billeder var daarlig oversat, at den nok var correct men hele den poetiske Duft borte. Fortalte at Nur ein Geiger var udbredt over hele Tydskland og at hvor jeg traf Folk der læste, vilde jeg finde Venner. Han havde Lyst til at faae mere af mig ud i Tydskland og jeg talte om Prof: Abrahams, der har ønsket det og Hr. Vieweg meente om Abrahams kunde tage sig af de poetiske, (ly­riske) og Jenssen af de tilkommende Romaner. Siig til Abrahams at han kan efter sine Anskuelser nu gjerne skrive Hr Vieweg til, om han maaskee kan indlede en Forhandling med ham angaaende: Mulatten, Maurer­pigen og Ravnen, de tre i et Bind, og kaldes Andersens dramatiske Værker 1ste Deel. Pasagererne i Vognen hørte ved vor Samtale hvem jeg var og jeg blev behandlet, som et sjældent Menneske. Jeg maatte give en Dame min Haandskrift og en Herre fra Blankenburg, der var meget musikalsk og kjendte godt Hartmanns Musik fik Hartmanns: Den danske Bonde. Siig Hartmann det. Saa krøb vi en slet Vei over Halberstadt til Magdeburg og fløi nu her til Leipzig! –

Nürnberg den 14 November213.

Nu er jeg her og har hvilet mig en Nat efter at have reist to Nættere og Dage, det var en noget trættende Tour. Men jeg vil vende tilbage igjen til Leipzig og fortælle derfra. Den anden Dag i Leipzig var ogsaa den sidste, skjøndt jeg fortryder jeg lod mig saa snart indskrive med Posten, men det var for at slippe snart Nord-Tydskland hvor Pengene smælte mellem Hænderne og jeg har dog intet Sted været paa Comedie, ingen extra Ud­gifter gjort. Jeg skulde altsaa bort fra Leipzig igjen Dagen efter Klokken 4 om Eftermiddagen, men Brockhaus havde arangeret Middag for mig til Klokken eet for at jeg kunde spise der og jeg fik ogsaa en saa elskelig Behandling, og Taksigelse for mine Romaner, som jeg neppe havde troet; men hør nu! imorgenstunden søgte jeg Mendelsohn-Bartholdy op, hvem Deres Søster har hilst mig fra paa deres Rhiinreise; han var paa Prøve i den store Concert Sal, jeg gik der hen, lod ham kalde ud og da han hørte hvem jeg var, blev hans Ansigt saa levende, han jublede ganske høit: »Naa saa kommer De dog engang til os! vor kjære Digter!« han bad mig nu høre Prøven paa en Symphonie af Bethoven, jeg troer den 7de; nu ind­viterede han mig til Middag, men da jeg alt skulde til Brockhaus kunde jeg ikke. »Ja saa kommer jeg paa Posthuset, naar De reiser og saa tale vi lidt mere!« – Da jeg imidlertid var ved mit Middagsbord, kom der Brev fra Mendelsohn, hvem Mad: Brockhaus strax havde skrevet til om at komme sammen med mig der, men han havde selv Selskab; jeg fik da et smukt Brev fra ham og han havde komponeret et lille Stykke, som fulgte med paa den anden Side Brevet. Jeg gav ham til Gjengjeld, da han øn­skede min Haandskrift, et Exemplar af Hartmanns Cantate i Studenter­foreningen og skrev nogle Ord derpaa; siig til Hartmann at jeg troer saa­ledes at jeg har givet hans Musik til een af de Værdigste. Jeg sagde til Mendelsohn, at han havde talt om mig paa Rhinen med nogle danske Damer og jeg nævnede Fru Drevsen, »nei, sagde han, hun hed ikke saa, det var et Navn der klinger som Coline! Louise Collin! sagde jeg og han huskede hende tydelig! – Jeg nævner Louise! – ja kjære Ven iaftes (den 13) da jeg var kommet her til Nürnberg havde jeg en uforklarlig Følelse af at det var Louises Bryllups Dag[;] jeg drak hendes og Linds Skaal! Gud gjøre dem ret lykkelige! jeg veed de har tænkt paa mig! Mit Stykke gaaer maaske i Aften første Gang, gaaer Aftenen efter Louises Bryllup. Skriv om begge Dele kjære Ven. – Fra Leipzig gik Reisen over Hoff og Bayreuth i to Nættere og Dage. Jeg kom her til Nürnberg og da jeg i Vogn­-Nættet skulde tage min Paraply var den borte og en Dame-Parasol efter­ladt i Stedet! en Dame havde i Bayreuth forladt Diligensen og taget min Paraply for sin Parasol! jeg gjorte Larm og der gik strax Brev til Bay­reuth[;] Postvæsenet mener at skaffe mig den, men det er vel ikke saa tro­lig, godt er det at jeg ingen ny kjøbte. – Jeg boer i »Strudsen«, fortæl Wulle det!–

I Dag har jeg seet den gamle Borg, Kirkerne, Albrect Duerers og Hans Saxs Huus; her er høist gammeldags, grønne Huse med smaa Taarne, Kanapper og Altaner, Springvand og Helgenbilleder. Jeg er fra Brock­haus adresseret til den rige Boghandler Campe; han har indført mig i Museum et Slags Atheneum og givet mig nogle Bøger, samt anbefalings Breve til Augsburg hvor hen jeg reiser imorgen. Aviser med Nyheder fra

Kjøbenhavn har jeg læst i Eftermiddag. Campe forærede mig en Sang, der i nogle faae Uger er blevet til Folkesang i hele Tydskland, den er af en ung Mand Becker, som lever i Cøln og blev der nyelig for første Gang afsjunget og gjentaget i Theatret; her i Nürnberg sælges den nu, som i alle Byer paa Gaderne; her214 er Sangen, der har til Overskrift: Der deutsche Rhein. (C'est notre Parisienne).

1.

Sie sollen ihn nicht haben

Den freien, deutschen Rhein,

Ob sie wie gier'ge Raben

Sich heiser darnach schrei'n.

2.

So lang' er ruhig wallend

Sein grünes Kleid noch trägt,

So lang' ein Ruder schallend

In seine Wogen schlägt.

3.

Sie sollen ihn nicht haben

Den freien, deutschen Rhein,

So lang' sich Herzen laben

An seinem Feuerwein!

4.

So lang in seinem Strome

Noch fest die Felsen stehn,

So lang' sich hohe Dome

In seinem Spiegel sehn.

5.­

Sie sollen ihn nicht haben

Den freien, deutschen Rhein,

So lang noch kühnen Knaben

Um schlanke Dirne frei'n

6.

So lang die Flosse hebet

Ein Fisch auf seinem Grund,

So lang' ein Lied noch lebet

In seiner Sänger Mund.

7­.

Sie sollen ihn nicht haben

Den freien, deutschen Rhein,

Bis seine Flut begraben

Des letzten Manns Gebein!

Denne Sang gjør i Tydskland samme Opsigt, som i Danmark Holstes: »O Fædreland!«

Augsburg den 16 November.

Imorges Klokken 5 kom jeg her til og begyndte med at gaae i Seng og sove en 3 Timer; jeg var anbefalet til Redacteuren af Algemeine Zeitung Dr Kolb, der i Dag har gjort mig Vesit og fortalte mig at han just af: Nur ein Geiger, gjorte et Uddrag af mit Liv og Levnet for at det nu jeg var i Tydskland, som han alt vidste af Bladene, kunde komme i Algemeine Zeitung; han, ligesom alle her i Tydskland behandle mig saa himmelvidt forskjelligt fra de fleste i Hjemmet; o Gud hvor jeg føler mig blød derved, ret ydmyg af Hjertet; ja jeg har et Navn anderledes end de troe derhjemme; men kjære Ven, jeg vil med Guds Hjælp stræbe at fortjene det!

– Af en Boghandler Himmer blev jeg indført i Dag i Harmonien og hvad der især intereserede mig og som De endelig maa lade Ørsted vide, eller lade ham læse dette af mit Brev, jeg saae hos en Sveitser, Isenring, Maler fra St Gallen, en Samling udmærkede Daguereotypper og det Portrætter tagne i 10 a 5 Minutter af levende Mennesker, de vare i alle Størrelser og saae ud som Raderinger paa Staalplader, Haaret var smukt, og Øiet gan­ske tydeligt, selv Glandspunket i Pupilen. Silketøiet i Klæderne ganske mærkeligt skjønt; Manden viste mig ogsaa nogle Portrætter med Farve, men de behagede mig mindre, thi Indætsningen af det Røde gav dem en Colorit, som naar Maleren fremstiller et Ansigt belyst af en stærk Ild. Efter paa den photographiske Vei at have faaet Billedet, giver han det ved Indætsning Farven. Der var 47 Portrætter. Jeg boer i »Zum drey Mohren«, hvor jeg som Maurerpigens og Mulattens Forfatter syntes jeg maatte tage ind, men jeg mærker det er det største og dyreste Hotel i Sta­den, dog jeg reiser alt imorgen Klokken 8 med Dampvognen paa Jern­banen til München, det er min anden Jernbane Reise. Gid jeg nu maa træffe Holst, ellers bliver jeg rigtig nok ærgerlig. Hans Kone sagde at hun skulde sende sine Breve til Frankfurt og München, men Rantzau sagde at Holst var gaaet til Berlin; ingen veed noget om ham. I gaar passerede jeg den nye Canal, ved Nürnberg, der skal forbinde Donau med Rhinen. Kys Wulle, Lovelase og Jonas og giv dem et Stykke Sukker for hvert Kys, saa længes de vel efter flere Kys fra mig.

München den 17 November 1840.

Her er jeg og har gjort min anden Jernbane reise, men den var meget langsom imod den første, en Deel gjør det vel at vi maa stige 228 Fod fra Augsburg, dertil kom en skrækkelig Storm og den virkede mærkværdig ind paa Farten, som ogsaa Damp-Conducteuren sagde, det gik ikke stær­kere end en meget rask Kjørsel, Kjellerup tog imod mig da jeg steeg ud af Vognen, lidt efter saae jeg Blunck; først et Par Timer efter traf jeg Holst, som jeg ret glædede mig ved at møde; det var hans Bestemmelse at blive en Maaned her, jeg vilde kun otte Dage, da Alperne ganske ligge med Snee og vi føiede os da saaledes efter hinanden, at vi fra i Dag blive her 14 Dage, som er vel længe og kan maaskee skaffe os Nød nok i Tyrol. I Aften var jeg paa Kunstner-Kneipe og blev særdeles smukt modtaget af mange Bekjendtere. Her er et Læs og det et Dagvogns Læs Danske. Imorgen fløtter Holst og jeg sammen; jeg har udgivet 118 Rdlr, deri er en ny Hat; – Dersom De strax naar De modtager dette Brev vil skrive da kan jeg mueligt endnu faae det her i München; at jeg vilde være meget lykkelig ved at høre noget godt om Maurerpigen før jeg gik over Alperne, begriber De. Siig mig Louises Bryllups Dag og hils hende og Lind. Sig Deres trofaste kjære Moder at hun saa tidt er i min Tanke! Deres Fader hilser De og Ingeborg, min egen kjære–Skolemester! Hils Drevsen, Jonna og hele Børneflokken. Naar Deres Jette læser dette Brev, er maa­skee min Tanke hos hende! O hvor man dog ude, lærer at skatte sine Venner. Hils ret Gotlieb, Gusta og Børnene der! Hils Deres Onkel, og siig han maa holde sig rask til vi mødes; tryk Vilken i Haanden og bring en venlig God Dag til Søstrene der. Min kjære Theodor skal faae en Ge­burtsdags Present fra Italien. Hils Thybergs! ja hils til Høiere og Venstre, i Stuen og paa 1ste Sal og skriv snart min prøvede, elskede Eduard, min bedste Des-Broder –

H.C.Andersen.

[I Margen paa 3. Side: ] Vegener var een af de første jeg traf i Dag her i München, han blev meget glad over Brevet jeg bragte ham; han yttrede stor Længsel efter Hjemmet.

Iaften var han med paa Kneipe, ogsaa Mar­strand.

[Nederst findes nogle Linier fra H.P.Holst til Edvard Collin.]

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost