Dato: 29. december 1865
Fra: I. P. E. Hartmann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn 29. Decbr. 1865.

Tak kjære trofaste Ven for Dit Brev i forrige Uge, og fordi Du husker paa os i al den Naturens og andet Velværes Herlighed som omgiver Dig.l Jeg skulde forlængst have svaret Dig, hvis ikke Termin, de 3 Helligdage efter hverandre og meget Andet havde givet mig saa fuldt op at bestille, at jeg først nu er kommen dertil. Du veed nok at den Tid, der for Andre pleier at være Ferie, for mig er den allertravleste, og Du vil derfor tilgive mig. Julen selv have vi ellers tilbragt temmelig stille, men 3 Juledag havde vi alle Børnene hos os til Julebord; Wedels fra Søllerød var ogsaa herinde, saajeg kan bringe Dig en ganske frisk Hilsen fra dem Alle til Gjengjæld for Din. Thora skriver Dig nok selv til om vor Juul og hvad der ellers kan have tildraget sig siden Din Afreise; hun har naturligviis læst og havt sin Glæde af Dit Brev ligesom jeg; men hvad ingen af os kan lide er, at Du vil tænke paa at døe udenlands. Det maa Du slet ikke tale om, naar man bliver ældre kan man mindst taale at miste noget af det Levende, man har tilbage, ikke engang noget Smaat, endsige noget Stort. Anelser kunne rigtignok undertiden have en Betydning, det kan. ikke nægtes, men oftere opløser sligt sig i noget reent Physisk der indvirker paa Sindet, og det vil vi haabe her er Tilfældet. - Jeg kunde nu gjerne skrive Dig Noget om Saul, hvis Du gider høre det. Du ve ed at jeg havde tænkt paa, for at muntre mig, at faae det Afsnit deraf, som jeg har færdigt, benyttet som Concertstykke i Musikforeningen. Partituret er nu fuldført saa vidt, som jeg har componeret og som jeg vilde bruge det i Concerten, og som det ogsaa skulde være naar det kommer paa Scenen. Det følger Textbogen uforandret indtil det Sted i første Act, hvor Jonathan og Krigerne forlade Scenen med de Ord: "med ham til Striden". Her synes mig at Situationen baade i Theatret og hvis det brugtes i en Concert, kunde dvæle lidt længere end der er Text til. I det allerførste Offringschor staaer der i den Textbog, jeg har faaet af Collin, en Replik, som jeg slet ikke kjender fra det oprindelige Manuscript, jeg havde, og som derfor ikke er componeret. Du har nemlig ladet Saul sige: "Du vil os høre, Du vil os føre af Trængslerne ud". Denne Replik kunde nu bruges af Qvinderne og Michol paa det Sted, jeg ovenfor har talt om og det kom da til at hedde:

Michol og Qvinderne

Nu er Hjertet af Angst bespændt!

Israels Gud!

Du vil os høre,

Du vil os føre

Af Trængslerne ud!

Saul (som der staaer)

Kun et Vindstød og Bladet er vendt,

Hvad der vil komme har Ingen kjendt.

Her var et Afsnit endt. For nu at faae en brillant Slutning for Choret alene hvis det skulde bruges ved Concert, mangler jeg atter Text, da det, Choret har i Slutningen af 1. Act bliver for kort. Her kunde jeg nu hjælpe mig med det, der slutter hele Stykket, i alt Fald med nogle Linier tilsatte, omtrent som saa:

Seiren er vundet

Kampen døer hen

(N atten er svundet

Kjæreste Ven!)

Vrøvl

Vi have Fjenden traadt under Fod

Goliath ligger dræbt i sit Blod

Seirens Sange vi sjunge.

Hvad synes Du nu om dette Arrangement. Det Hele er kun et Forslag til Overveielse. Det er klart at det sidste Chor slet ikke skulde bruges paa Scenen, i alt Fald ikke paa dette Sted. Synes Du ikke om det, opgiver jeg det gjeme, saa meget mere som det Hele dog maaskee bliver noget for dramatisk til Concertbrug. I Begyndelsen af januar tage vi som sædvanlig nogle Dage ud til Ortveds, men vi sees vel forinden her i Kjøbenhavn. Maatte Du nu tage Julens Livstanker over i det nye Aar, og gid Du i det maatte være frisk og ung i Production som en 20 aarig Yngling, og ledsaget af al Guds Velsignelse forinden og foruden.

Din trofaste I:P:E:Hartmann

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost