Dato: 14. november 1840
Fra: Louise Collin g. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

114. Fra Familien Collin.

den 14 November 1840.

[Fra Henriette Collin sen. ]

Kiære Andersen.

Jeg vilde gierne skrive ret meget, naar jeg blot vidste hvorledes[ ;] at vi savner Dem Hver Dag veed De vel; og at den gamle Moder bestandig nærer de moderligste følelser for Dem: veed De nok ogsaa – thi aldrig har jeg været saa bedrøvet over Afskeeden fra Dem, som denne gang; men jeg haaber dog at vi alle skal See Dem igien. Collen siger at dette Brev treffer Dem først i Rom –og der hersker feber! – vogt Dem og gid de maatte treffe den kiære Emiel der – nu er vel Hols fra den, saa vi ikke engang kan sende en Hilsen til ham – men gid Han ikke maa længes for meget – det trykker ikke Dem kiære Andersen men dog lever vort Huus og alle vore i Deres kjærlige Errindring – Hvad nyt angaaer saa veed De jo nok at jeg veed aldrig noget undtagen af Aviserne derfor vil jeg holde op, at de andre kan skrive noget bedre og intesantere – og kun sige Dem at jeg aldrig skal glemme Dem og stedse nære de moderligste følelser for Dem.

Deres Veninde

Henriette Collin.

[Fra Theodor Collin ]

Da jeg endnu ikke har faaet noget Brev fra Dig, kan Du heller ikke faae noget fra mig, især da jeg har overordentlig lidt Tid, iøvrigt befinder jeg mig meget vel. Wilken ligeledes.

Din hengivne

Th. Collin.

[Fra W. Lind]

Kjære Digter! store Mand!

Tillad, at en ubetydelig Person, der forholder sig til Dem, som en Kjeldermand til en Mand, der boer paa 5te Sahl, bringer Dem sin Hylding. Vi savne Dem meget, og ere ligeledes overbeviste om, at De ofte tænker paa os; De bemærker vel min Beskedenhed, som ikke tillader mig215 at sige mig. En mig forestaaende Begivenhed er udsat paa Grund af det fugtige Veir, som ikke vil tillade Værelserne at tørres, men jeg haaber dog, at Kirkeklokkerne i Frederiksberg Kirke om 14 Dage vil ringe for Deres Øren, tænk da paa mig og Louise. Om Jomfruen i det Grønne eller Maurertøsen har jeg ikke hørt noget for nyeligt, men da de Uafhængige nu er gaaet, vil hun forhaabentlig snart blive sluppet løs. Det vil vist gøre Dem ondt at høre, at de Uafhængige ingen videre Lykke gjorde; dette maa naturligviis være aldeles uafhængigt af Oversættelsen, thi den havde Professor Heiberg besørget og den maa altsaa være god. Undskyld, at jeg har skrevet disse Linier med en Staalpen; Grunden var, at jeg ingen anden havde. Hils Holst fra mig; moer Dem godt og lev vel!

Deres

W. Lind.

[Fra Edv. Collin ]

Nei hvad skal jeg nu skrive! Først Tak for Deres smukke og kjærlige Brev, som De sendte mig fra Kiel; det skal have været et slemt Stød det i Øresundet, ja saadann[e] Stød giver Verden. – Hvordan vi har det? Jo Tak godt. G. sk. L. – Hør Andersen, moer Dem nu godt, og kan De des­uden fortjene nogle Penge derved, saa var det fortræffeligt; see at De kan bedaare en Boghandler, eller hans Kone, til at give Dem nogle Louis for Arket af Deres Værker. Og kom saa hjem med Louis'erne. – Jeg haaber at de Andre have overtaget den rørende Deel af Brevet, nemlig angaaende hvorledes vi savne Dem og længes efter Dem; hvormeget jeg endog længes, bliver jeg dog aldrig saa lang som De. At Jette ikke skriver med i dette Brev, er en Følge af, at jeg skriver dette i Amaliegaden, og hun er hjemme og veed intet deraf, da jeg havde bestemt først at skrive naar Tøsen var løbet af. – Hvad der staaer om Dem i Bladene kan jeg ikke sige, da jeg ikke læser Provinds-Aviserne; imidlertid har De været omtalt i Løvebla­det som En af hvem man kunde vente sig en nærmere Forbindelse med Orienten eller. – I det sidste Vers af Pablos Vise manglede en Linie, det kan jeg kalde Orden i Tingene, Hartmann var i stor Forlegenhed, jeg satte en Linie ind, den er det bedste i hele Visen, der er 3 Kjældermænd og 1/2 Vittighed i den Linie. Dersom der bliver klappet af den, skal jeg strax melde det. – Alle mine hilse.

Deres

E. Collin.

[Fra Ingeborg Drewsen ]

Min kjere gode Andersen, vi længes besynderlig meget efter Dem, og savne Dem overordentlig, her bliver ingen drillet, og her vanker ikke Prygl; mit udmærkede Talent til Drillerie gaaer reent til Grunde. Jeg skriver kun et Par Linier denne Gang, da jeg er saa umaadelig træt, da jeg har været nogle Ærender ude i Formiddag; men en anden Gang skal jeg nok skrive til Dem. De erindrer vel nok det Løvte De gav mig i An­ledning af mit Brev. Vi, samt Publicum mored216 os kosteligt forleden Aften til Comedien i det Grønne, vi loe saa umaadeligt, og det fik overordentlig stærkt Bifald. Tak for Deres Hilsen til mig. Lev vel, min kjere kjere Ven, Gud give at De maa more Dem godt og savne os, hils Holst mange Gange fra mig. Jeg skal hilse Dem mange Gange fra min Mand og mine Børn, de tale tidt om Dem, Adolph vilde have skrevet til Dem, men han skal ned at passe paa nogle Drenge der lege i Gaarden. Lev vel, lev vel, og glem ikke Deres kjerlige og oprigtige Veninde

Ingeborg

[Fra Louise Collin ]

Min kjære, gode Andersen!

Man skal jo gjengjelde Ondt med Godt, derfor vil jeg ogsaa skrive et Par Ord til Dem, endskjøndt jeg endnu ikke har seet et eneste venligt Ord fra Dem, for Faders Brev, hvori der maaskee var en Hilsen til mig, har jeg ikke faaet at see, og i Eduards Brev, som jeg saae, var der ingen; saa De seer altsaa, at naar De ikke vil have, at jeg skal troe, at De ganske har glemt mig, maa De skrive til mig selv. Vi længes Alle efter Dem, og savne Dem meget. Vi tænkte saa meget paa Dem forleden Aften, da vi saae Co­moedien i det Grønne, det glædede os saadan, at det gjorde saamegen Lykke; Dagen efter fik vi det frem, og gik det heelt igjennem og fik os atter en deilig Latter derover. Førend om 14 Dage kommer Maurerpigen vist ikke frem, naar den er gaaet, skriver Eduard strax til Dem. Inden De reiste, glemte jeg at sige til Dem fra Marie Wegener, om De vilde faae fat i hendes Søn Theodor, og hilse ham fra Familien, vil De ogsaa hilse ham fra mig, naar De seer ham. Om 14 Dage tænker jeg, at vores Bryllup skal staae, Dagen er endnu ikke bestemt, men jeg skulde næsten troe, det blev den 25de i denne Maaned; vil De den Dag lade Deres Tanker være hos os, kjære Andersen! – Nu er De vel samlet med Holst, vil De hilse ham ret hjerteligt fra mig, siig til ham, vi savne ham meget Søndag Formiddag. Jeg vil ønske ham, at han ikke maa lide formeget af Hjemvee, men sine Venner maa han dog ikke glemme. Dem vil jeg derimod ønske, at De maa lide lidt af Hjemvee, for hvad vilde De reise for! Men nu Lev vel, min kjære Ven! Tænk undertiden paa Deres kjærlige Søster

Louise.

[Fra Jonna Drewsen ]

Kjære, gode Andersen!

Da her just er Plads for mig at skrive Dem til, griber jeg denne Leilighed til at bruge Pennen. De kan troe at jeg savner Dem inderligt især Søndag formiddag, da det næsten var den eneste Gang i Ugen, at jeg kunde tale et Alvorsord med Mester. Der er en Digter, der skriver saa smukt og saa sandt, »Hvor vi skilles fra hinanden er en Smertens Golgatha«, og dette saa indholdsrige Udtryk kan jeg, efter min ringe Mening, godt anvende her. De kan ikke forestille Dem med hvilken Glæde jeg hørte Moder og de Andre sige, at Deres Komedie i det Grønnes, havde høstet saa megen Bifald. Jeg takker Dem usigelig meget for den venlige Hilsen, De sendte mig i Brevet til Bedstefader, det glædede mig saa uendeligt, da jeg kan see deraf, at den lille Jonna dog ikke ganske er forglemt iblandt de mange Venner og Bekjendtere, der sendes Hilsen til. Men jeg sidder her og krad­ser saadant Sludder op, saa det er græsseligt. Jeg maae ophøre, idet jeg beder Dem at sende mange Hilsener til Holst og sige ham at hans Sel­skab er meget savnet om Søndagen, men Ingens Selskab savnes dog saa­ meget som Deres af Deres kjærlige og hengivne

Jonna.

[Fra Jonas Collin sen. ]

C.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin