Dato: 19. juni 1866
Fra: H.C. Andersen   Til: Robert Watt
Sprog: dansk.

Setubal den 19de Juni 1866

... Nu er Sommertiden begyndt, det er en storartet Varme! Den største Del af Dagen lukkes for alle Døre og Vinduer at ikke Solstraalerne skulle trænge ind. Kun i den tidlige Morgen og ved Solnedgang kan man træd eud og forfriskes i den stille, yndige Luft. Hvilken paradisisk Deilighed rundt omkring! Her er en Fred og Ro, som man kunde unde alle Mennesker. For Øieblikket er jeg i Besøg hos Carlo O'Neill, hvis smukke med Smag og Hyggelighed indrettede Landsted ligger paa Bjerghøiden kun en halv Times Vandring fra Setubal; det Stykke Vei herud, snoer sig som det vil og kan, snart mellem høie Mure, snart under Vandledningens Buer, saa over Klippegrund, saa i det dybe Sand, Aloernes favnhøie Blomsterstængler staae i Række som Telegraphstænger, men have pragtfuld Form som vare de mægtige Bronze-Candelabrer og give Landskabet et eget malerisk Udseende, kommer her nu en Skare ridende Bønderfolk, tidt to Qvinder paa et og samme Æsel, daa faaaer det Hele Liv og Bevægelse.

Fra min Balcon har jeg den deiligste Udsigt, lige foran løfter sig et stort Palmetræ, et Vandspring i tre Terrasser med den rigeste Farvepragt og Forskejllighed af Blomster; selv fra Murrevnerne skyde Nelliker og Cactus frem, som man hjemme vilde opelske i Drivhuset. Pebertræerne hælde sig som Grædepile hen over de store Vandbeholdninger hvori Guldfiskene svømme og de hvide Aakander groe; en bred Stentrappe fører nedi en Frugthave med store Apelsin- og Citrontræer og denne igjen ind under det hængende Vinløv; strax efter Solnedgang blinke Stjernerne, den ene prægtigere end den anden, funklende Ildfluer flyve mellem Træerne, Lysene blinke fra Byens hvide Huse og bag Bugten og de skinnende Sandklitteer, strækker sig det store Ocean. Al den Deilighed kan ikke males, ikke gives med Ord. Jeg har endnu kun seet mig lidt om, og dog seet Saameget. Vor Have fører til et stort gammelt Kloster, der staaer øde fra den Tid Munkene joges bort. Her oppe er en eiendommelig romantisk Ensomhed, i den øde Klostergaard, som i den lille Pinieskov og under de gamle Korktræer. Nede i den udstrakte Dal ligger den ene Orangehave op til den anden og foran, oppe paa Bjergryggen, sser man den gamle Fæstning Palmela, der i Afstand minder om Akropolis. Forleden, det var Aftenen før St. Antonius Fest, havde man tændt Baal rundt om paa Bjergene og nede i Dalen. Hele Setubal gav et Ildskjær, der brændte Blus i Gader og i Stræder, Børnene morede sig med at springe over de glødnede Kul; Troldkjærlinger knaldede, Raketter gik tilveirs, Folk kom med Fløite og med Tromme, der var levende og livligt. Byens største Indtægt er nok fra Orangehaverne og fra den Masse Salt Solen her koger ud af Havvandet; allerede Phønicierne og Romerne have kjendt, ja endogsaa vidst i større Maal at tilegne sig Slatet, det ser man i Resterne af den gamle By Troja, der nu, som et Pompeji i det Smaa, ligger begraveti Flyvesandet derovre paa den anden Side Bugten; for ikke længe siden havde man der et helt Badekammer al fresco. Ikke langt fra Setubal, ud mod Oceanet hæver sig det portugisiske Montserat; Munkene ere borte, men Klosterets Grotte og hele den vilde Ensomhed findes endnu. Setubal selv har kun, synes mig, en eneste mærkelig Bygning og det er Jesu-Kirken, men den er een af de smukkeste Smaakriker, jeg endnu har seet. Hver enkelt Kolonne herinde dannes af tre andte slanke og smidige Søiler der spiralformig omsnoe hveerandre; den nederste Del af Væggene er beklædt med Porcellains-Fliser, der frembyde Billeder til en hel Legendebog; det kunstigt udskaarne Alter straaler af Forgyldning; mellem Malerierne findes to af Portugals største og mest berømte Maler Gran Basco; de forekom mig i Farve og Tegning at minde om Holbein ...

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost