Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 29. juni 1866
Fra: Asger Hamerik/Hammerich   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Paris 29de juni 1866.

53. rue de la Pepiniere.

Kære her professor!

Hjemkommen fra Sverig opholdt jeg mig nogen tid i København, ved tilfælde fik jeg nogle af deres breve at læse hos fru Melchior, og det gav mig atter en forfærdelig lyst til at skrive dem til.

Den velvilje professoren har vist mig, og den sjeldne imødekommenhed og opmærksomhed de har skænket mig, har længe opfordret mig til at tage pennen, men en måske utidig frygt for ata være for dristig har indtil nu afholdt mig.

Om nu her professoren vredes, eller ikke, (som jeg håber) så er min lyst til at skrive nu bleven så stor, at den er vokset frygten over hovedet, desuden da jeg er kommen såmange mile længere ned mod syd, og afstanden ikke længere er så stor, og det måske kan more dem at høre lidt fra Paris, så tænkte jeg idag, at jeg nok turde skrive et par linjer til en dyrebar landsmand som bor i det fremmede, ligesom jeg.

Må jeg først og fremmest lykønske dem til den nye store ære der er bevist dem, og gennem dem, hele fædrelandet ved modtagelsen af ordenen notre dame de Guadeloupe.

Det er vist at navnet H. C. Andersen er det af alle vore digteres navne som er fløjet videst om verden. Nu skal jeg fortælle dem, for nogle dage siden gik jeg ind i en boghandel på boulevarden og forlangte "les contes de M. Andersen" Jeg vilde hermed gøre en foræring til en fransk dame), man svarede "connais pas", jeg gentog "de M. Andersen" nu forstod man mig "ah le poete danois" "précisement" svarede jeg og fik eventyrerne, boghandleren spurgte mig nu om jeg kendte dem, hvilket jeg bejaede, og fortalte ham at de nu var i Lissabon, hvor manden mente de nok vilde udgive en oversættelse i et nyt sprog. Den samtale jeg havde om dem kan de nok forstå morede og interresserede mig i høj grad.

Forresten have vi det skrækkeligt varmt her i Paris, 33 grader celsius i skyggen hører til dagens orden, foruden støvet, der den udslagne dag står i luften som om det var fotograferet. Jeg 1ider meget under varmen, men jeg trøster mig med at jeg har det hundrede gange bedre end de arme soldater der nu slås nede i Italien. Ja alt drejer sig her om krig, og man er meget spændt på at læse telegrammerne om aftenen når bladene udkomme, franskmændene holde jo på det ivrigste med Italienerne, men jeg kan dog ikke undlade at tro i mit stille sind, at de ønsker Italienerne måtte ret blive afbankede, for det de må indse, at de ere magtesløse uden den franske kejsers hjælp.

Om Napoleon forefaldt der for nogen tid siden en morsom historie, En søndag i "Palais royal" så man et velklædt menneske der lidt beskænket tumlede omkring på plasen med de udbrud, "Kejseren er en dumrian, kejseren er en dumrian!" Folk stode stille og så på ham, forundrede sig over hans dristighed, men manden lod sig ikke forskrække og vedlbev med en evig gentagelse af "Kejseren er en dumrian", tilsist kommer en politibetjent til og siger, at nu skal manden følge men [c: med] ham, han (manden) spørger forundret, hvorfor:

"fordi det ikke lader sig gøre i Paris at kalde sin kejser for en dumrian," manden strider imod og skriger til politibetjenten om han ikke vidste at der gaves flere kejsere til i verden end netop den franske, politibetjenten vil ikke høre, manden fortsætter, jeg mente jo den østerrigste kejser var en dumrian, politibetjenten arrig trækkende af med manden: "Nej det var den franske kejser der er en dumrian!" Lystighed mellem de omkringstående.

Med denne lille pariserskitse slutter jeg dennegang, jeg håber endnu engang professoren ikke har taget mig min dristighed ilde op; når jeg beder dem om et par ord fra dem, vil de så engang, når deres tid tillader dem det, opfylde min bøn?!

med dyb beundring deres

hengivne Asger Hammerik

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 66, 54-60)