Dato: 22. oktober 1866
Fra: H.C. Andersen   Til: Lucie Marie Ingemann, f. Mandix
Sprog: dansk.

Holsteinborg ved Skjelskjør [22.10.1866]

Kjære Fru Ingemann!

Det var deiligt igjen at see Brev fra Dem, inderlig Tak derfor! jeg glæder mig nu til om et Par Dage at være hos Dem. Jeg er blevet saalænge herude paa Landet, deels paa Basnæs, deels paa Holsteinborg idet jeg just har følt mig saa oplagt til at bestille Noget og de kjære Venner glæde sig derved. Næsten den hele Dag har jeg anvendt til at skrive og saaledes i kort Tid faaet samlet paa Papiret alle Optegnelser og Erindringer fra Reisen; det skal vel endnu engang gjennemskrives og beaandes, men det største Arbeide er dog tilende. /

Paa Fredag-Morgen, den 26, tager jeg fra Holsteinborg og, om Gud vil, er jeg da ved Frokosttid i Sorø, gid at jeg nu maa finde Dem vel og Alt, efter Omstændighederne ved det Bedste, Fredag og Løverdag vil De jo nok unde mig et Hjem, Søndag-Morgen maa jeg til Kjøbenhavn, hvor jeg har lovet at være til Middag hos Venner. I Julen, haaber jeg igjen at flyve herud og tillader Deres Befindende det, da banker jeg igjen paa for at see Dem og tale lidt med Dem, ogsaa Deres Sophie, som jeg sender Hilsen, glæder jeg mig til at see; Professor Harder er vel oppe? Wilsters faaer jeg maaskee ogsaa at see!

Jeg lægger her to Smaavers ind i Brevet, begge skrevne i Setubal.

1.

#

Er Du i Verden vide,
Du er dog Hjemmet nær,
Gud aander ved din Side
I Luft og Blomst og Træer;
Du høre kan hans Stemme
I Dig og rundten om,
Du føler Du er hjemme
Hvor Du i Verden kom.

#

Og stedes Du i Fare,
Er uforskyldt i Nød,
Han vil Dig velforsvare;
Og der er ingen Nød,
Og der er ingen Fare;
Vort Jordlivs Stjerneskud,
Er, fra en Moders Hjerte
At flyve op til Gud.

--

II.

#

Jeg Guds Verden har seet;

Jeg har grædt der og leet,

Visner hen Roser hvide og røde!

#

Naar min Stjerne gaaer ned,

Mon i Klarhed jeg veed

Hvad ustandseligt jeg gaaer imøde?

#

I den rullende Sø, /

Skal min Tanke der døe,

Det Levende blive det Døde.

#

Hvad jeg følte og sang,

Skal det døe som en Klang;

I det udstrakte, mægtige Øde?

Professor Hartmann har allerede sat en Musik til dette sidste lille Digt. Igaar var her til Middag paa Holsteinborg Præsten Paludan-Muller og hans Kone, vi talte meget sammen om Dem, kjære Fru Ingemann; han var saa glad over at han havde besøgt Dem, saa glad over at see Dem saa oplivet ved det givne Syn. Mand og Kone synes prægtige Mennesker. Nu Lev vel! inderlig Tak for Deres trofaste Venskab og Godhed for mig. Deres taknemlige

H.C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (LP 303, billed 6842-45)