H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra August Bournonville til H.C. Andersen 1. april 1867

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 1. april 1867
Fra: August Bournonville   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Fredensborg den l.ste April 1867.

Høistærede og kjære Ven!

Da Dit Navn er ligesaa uadskilleligt fra Danmarks Hæder, som Mindet om den 2.den April, Din Fødselsdag, saa er det umuligt at glemme et saadant Moment i vort Hjertes Historie; Modtag derfor baade Tak for alle de Nydelser, Din Musa har skjænket os, saavelsom for det hjertelige Venskab, hvormed Du har beæret og glædet mig og min Familie; og de bedste Ønsker for den Fremtid, der endnu staaer aaben for Dit Ynglingesind og Din barnlig-ungdommelige Phantasie. - Fra mine Fruentimmere og fra mig sendes Dig herved en Bouquet af venlige Hilsener, Aarstiden skjænker ingen Blomster, men for Dig voxer der en [sic] heel Flor, af Følelser, som Du selv maa skjænke Navne, da Ingen bedre end Du er inde i Hengivenhedens og Beundringens Botanik. Jeg vilde gjerne skrive et langt Brev, men har intet Andet at tale om, end vor dybe Længsel efter Foraaret, som vi agte at nyde - "med fulde Drag" - i vor yndige Skovnatur. Alle spørge mig om jeg ikke agter mig til Paris i Sommer, men jeg bryder mig ikke synderlig om al den frygtelige Hurlumhei, thi hvad der nu mere end Paris sædvanlig frembydes, overgaaer mine Kræfter og det gaaer med denne Stad som med vor Dyrehave: Jeg kommer der helst naar Gyngerne og Lirekasserne ere borte. Om Din Tid tillader det saa lad mig høre lidt fra Dig; fortæl mig Noget om Dine Sommerplaner og om Dine nye Æventyr, maaske ogsaa lidt om Balletterne. Nu Farvel for denne gang, hils Vennerne og vær selv paa det kjærligste omfavnet af

Din hengivne Ven og "Schätzer"

August Bournonville

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter