Dato: 20. april 1867
Fra: H.C. Andersen   Til: Carl Bloch
Sprog: dansk.

Paris den 20 April 1867

Kjære Ven!

Det er nu paa femte Dag jeg er her og har allerede tre Gange været ude paa Udstillingen; den ordner sig meer og meer, men de mange Bygninger fra forskjellige Lande, som Ægypten, Orienten, Dalarne og vort lille danske Bondehuus, Alt er kastet mellem hverandre, det seer ud som hver Bygning blev lige pakket ud og endnu ikke bragt til sit Sted, det Ene ligger klistret op paa det Andet og gjør saaledes ingen Virkning, smukt derimod er en stor Have med Blomster og Træer fra alle Lande der findes en Grotte, hvor ind Lyset falder gjennem store Glas-Kasser hvori strømme Fisk; man troer sig i en Dykker Klokke paa Havets Bund. Udstillings Bygning har jeg flere Timer travet om i og er blevet saa træt, som et Menneske kan blive. Det er som gik jeg paa et uhyre Bord med colosalt Lys fra alle Verdens Lande. Vor Afdeling mangler særdeles danske Flag. Kun Kondittor a Porta har tre som vaie / foran hans lille Caffe; her kan man faae Rugbrød og dansk Brændeviin der synes at vække Opmærksomhed, som noget nyt. Man siger at Fru Jerichaus syge Soldat, som Pigen læser for vil faae første Premie. Din Samson har jeg med stor Glæde gjenseet og fundet mange Folk foran Billedet, ligesaa foran Sørensens Søstykke ved Skagen. Dit Portræt fra Hansen findes mellem Photographerne, derimod ikke mit. Flere Fremmede har spurgt mig om dette, men man har ikke hjemme fra sendt noget, ikke heller mine Buster, uagtet de var forlangt; her er imidlertid Buster, som næsten Ingen kjende. - Den svenske Afdeling er interessant ved de mange i Landets Dragter vel udførte Figurer. Jeg har været at høre Offenbachs nyeste Opera "Storhertuginden af Ingolstein", det er et taabeligt letfærdigt Stykke. Storhertuginden mønstrer sine Soldater og søger den smukkeste ud, som da allerede i første Act avancerer til General, i anden Act kommer han endnu videre i Gunst, / end jeg vil lægge ind her i Brevet, tredie saae jeg slet ikke da Klokken var henimod 12 og jeg var saa træt. Det er aldeles Cancan-Musik med Tromme og Kanonskud. Veiret er nu blevet varmt og smukt, jeg gaaer i Sommerklæder, Træerne ere grønne, Serinerne og Frugttræerne blomstre; i Tydskland var det endnu vinterligt som hos os, da jeg for faae Dage siden reiste der. Igaar spiiste jeg i Grand Hotel med min Ven og Landsmand Louis Jurgensen fra Locle, bring Collins en Hilsen fra ham, ja om Du vil, lad Fru Collin læse dette lille Epistel. Idag er jeg igjen i Grand Hotel med et Par Amerikanere og vor Landsmand Kjøbmand Grøn. Længe bliver jeg her ikke og Gud veed hvorledes det seer ud med Freden, jeg frygter for at man ikke længe har stille gode Dage! - Hils dine Forældre og Brødrene, jeg tænker tidt paa Dig og vore fælles Venner og beder Dig / særligt hilse Melchiors og Henriques ligesom Bøysen.

Paris den 22 April 1867

Jeg har rost Veiret, nu tager jeg mine Ord tilbage - jeg er igjen i tyk Vinterfrakke. Den ene Regnbyge følger den anden, jeg var paa Udstillingen, da jeg kom udenfor rev Vinden min Hat af, den fløi, jeg løb, vist i 5 Minutter var jeg paa Hatte-Jagt, tilsidst fløi den ind i en Kaserne hvor en halv Snees Soldater styrtede frem at gribe den, da jeg havde den, var den knækket og brækket, og som det gik mig gik det en mængde; [overstr: og] i Dag have vi samme Spil. Lumby er kommet her lige som Drevsen fra Silkeborg, ogsaa Price, det ene bekjendte Ansigt møder man efter det andet; jeg træffer dertil en Mængde Engelændere og Amerikaner der vise mig megen Velvillie. Damerne ville alle have en Haandskrift. Medens jeg flyver om, men min Hat endnu værre, staar Du og virker for din Berømmelse, lægger Skillinger paa Kistebunden og fanger nye Udødelighed Ideer. Du Lykkelige! Gid at jeg endnu var af Aar saa ung som Du! - Jeg har læst i Dagbladet om gamle Grundtvig, det er altsaa mærkeligt! Men nu lev vel, min inderlig kjære, signede Ven. Din trofaste H. C. Andersen

[langs kanten:] Breve til mig sendes til den danske Legation i Paris.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 290-93)