Dato: 22. november 1840
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

78. Til Jonas Collin. München.den 22 November 1840

Min kjære faderlige Ven!

Det faldt mig aldrig ind at jeg skulde kunde erholde Brev fra Hjemmet, før de sidste Dage jeg var i München; jeg ventede ei et Ord før Eduard skrev og sagde mig hvorledes det var gaaet med Maurerpigen, og rimeligt var det jo at et saadant Brev først kom i Rom, derfor kan De tænke hvor lykkelig jeg blev igaar ved paa Posthuset at finde tvende Breve, det fra Dem og eet fra den kjære Gottlieb! Jeg kom just for at gaae i Theatret, men da det var noget tidligt og Posthuset laae tæt ved, tænkte jeg, man kan jo sagtens spørge om Brev, saa gaaer Tiden med det, og jeg overraskes da ved at erholde to; Deres Haandskrift kjendte jeg og greb det glad og dog med en Angest om det bragte mig noget Ondt, noget, som maatte bedrøve mig! O tak derfor! - Hvorledes skal jeg faae det Brev De har sendt til Freund? Skaf mig det! at jeg ikke var hos ham, laae i at mit Ophold i Hamborg kun var to Dage og at Freund er mig temmelig fremmet; jeg var ikke taget ud til Schumachers havde jeg ei medbragt et Lomme­tørklæde Deres Kone gav mig til Datteren der. Gottliebs Brev glædede mig usigelig, siig ham det; havde han følt min Glæde derover, da vilde han vist selv være tilfreds med at have skrevet og det saa snart, men hvad der især bevægede mig var de faae Linier Gusta havde tilføiet, de vare saa hjertelige, saa ægte søsterligt skrevet, at jeg kom til at græde. I Theatret hvor jeg skulde see Postillonen i Longimeau havde jeg slet ingen Tanke for Comedien, jeg gik bort midt i anden Act, min Tanke var saa ganske i Hjemmet og ved Hjemmet tænker jeg mig kun Deres Huus; det er det Sted som kan give mig Hjemvee, ellers ønsker jeg aldrig mere, at see Dan­mark, hvor jeg har følt mig ulykkeligere, end lykkelig. - Døm mig ikke haardt for denne Yttring, der er jo mange Sorger, meget der kan ligge i eens egen Sjæl, som man ikke engang vil udtale for sig selv. - Saasnart jeg kom her til München skrev jeg, eller rettere sluttede jeg et langt Brev til Eduard; jeg havde alt i Leipsig begyndt derpaa. Det maa de nu have er­holdt og hele Familien maa have læst det. Jeg vilde ikke have skrevet saa snart igjen, men da jeg fik Deres Brev, følte jeg Trang der til, desuden har jeg nogle Comisioner, som jeg beder Dem overdrage den kjære Eduard, han vil besørge, men det maa, rigtignok være paa det aller snareste; først og fremmest, at han taler med Professor Abrahams, hvem han vel allerede har sagt hvad jeg i mit Brev sidst skrev, at Vieweg overdrog mig, og siger ham at jeg har gjort Bekjendtskab med Theater-Intendanteni München, og han ønsker at bringe min Tragedie Maurerpigen paa Münchens The­ater, og er den først der, og vinder Bifald, da vil den gaae Tydskland rundt; men Intendanten maa have den i en tydsk Oversættelse og ønsker den saa snart det kan skee, Nu er det Abrahams Ønske at oversætte baade Mulatten og Maurerpigen, han har talt til mig derom, og jeg ønsker derfor at han paa det hurtigste begyndte og naar det lakkede mod fjerde Act, jeg da, f Ex gjennem Eduard, fik det at vide, samt at da det tydske Manuskript blev leveret ham, for at han efter min Opgivelse, kunde sende det til Intendanten ved det kongelige Münchner-Theater. Hvad jeg her har skrevet, ønsker jeg i et af Eduards første Breve at have et tydeligt Svar om. Hvad jeg dernæst har at bede ham besørge, er, at sige til Hartmann, at da Intendanten her spurgte mig ud om danske Operaer, anbefalede jeg "Rav­nen", Intendanten havde seet den anmældt, men der var intet Claveer­Udtog kommet ham for Øie; jeg er temmelig vis paa at naar Hartmann spanderede et Exemplar og lod det besørge til Intendanten, han kan skrive, at det var den Opera, den danske Digter Andersen, Forfatter til "Nur ein Geiger", omtalte, da faae vi den vist i Scene her. Theatret er meget stort og rigt og Maskineriet just for en Trylleopera; hvad Sangen angaaer, troer jeg nok, den i alle Tilfælde kan blive besat ligesaa godt, som hjemme. Da jeg nu afhandler alle mine Comisioner vil jeg vedblive med disse til ende. Faaer jeg ikke Brev her i München om Optagelsen af Maurerpigen, da venter jeg ganske sikkert at finde Brev derom i Rom naar jeg ved Nytaarstid indtræffer der, saa at jeg øieblikkelig kan skrive til Eduard om hvorledes mit nye Creditiv maa stiles; jeg sender da tillige min Ansøgning til Kongen, som De nok besørger i rette Hænder, da det forekommer mig taktløst at skrive med Posten directe til en Konge; jeg veed ikke, men det faaer jeg at vide før Nytaar, om jeg ikke paa samme Tid skal give Ansøgning til Fondet; eller om det ikke nok kan lade sig gjøre, at en saadan skrives hjemme. Det er mig aldeles om at gjøre at jeg fra denne Kant faaer et Par hundred Species, at jeg sidst i April kan tage til Grækenland, det Sted, hvor jeg venter meest Udbytte af min Reise. Dog jeg veed, jeg kan stole paa Dem og Eduard, naar jeg nu om en fire a fem Uger i Rom hører igjen fra Danmark, kan jeg strax skrive, men beed der­for Eduard ret tydeligt sætte ud i sit Brev, Alt hvad der angaaer Penge. Men nu til Livet i München. Jeg venter at De har læst mit Epistel til Edu­ard, der maa være indtruffet for en 6 a 7 Dage siden, jeg knøtter altsaa Traaden i dette fast til hiint. - Theodor Vegner var een af de første jeg traf, han var rask og livlig, men naar Talen kom paa Hjemmet, syntes han at længes stærk; hvad derimod Holst angaaer, da er han nu aldeles i sit Humeur, som hjemme; München bragte ham sammen med en Mængde Landsmænd, og til disse, især Blunck og Kjellerup, har han sluttet sig. München er den første By hvor han er kommet til Ro, det første Sted hvor han ret er med Danske og derfor er han groet saa fast, at han ved min Ankomst havde bestemt at blive her en Maaned, men da det vilde være meget galt for en Digter at blive saa længe her, naar han kun kan reise eet eller halvandet Aar, talte jeg for ham og han er et føieligt Gemyt og et fornuftig Menneske, han slog da af og jeg lagde otte Dage til mit Ophold, vi blive altsaa her til den 2den December. At det imidlertid er galt selv det at blive til den Tid føler jeg godt, thi det har i mange Dage sneet i Bjergene og Veien der, er, om ikke farlig, saa dog høist besværlig, man maa kjøre med Slæde over Alperne. Blunck vil gjerne overtale os til at overvintre her, noget Holst er stemt for, da jeg kan godt mærke han er lidt ængstelig for det Fremmede han igjen gaaer imøde bag Bjergene, men jeg hverken kan eller vil blive her for at fryse, her sneer og er ganske Vinter, eller blive for at gaae paa Øl-Kneipe! -Jeg har sagt Holst han kan gjøre, som han vil, men, som sagt, længer ind i Vinteren end til 2den December bliver jeg her ikke. Han er i Dag ganske bestemt paa at lyde mig i Alt. Blunck maler Holstes Portræt i naturlig Størrelse, men det skal, maa jeg sige, være en Hemmelighed for hans Kone. Vi komme ellers sær­deles godt ud af det og han er virkelig langt føieligere mod mig, end jeg mod ham, naturligviis har jeg Ret naar jeg siger: saadan o s v! - Vi boe i Bayerstrase N° 2, 3die Sal hos en »Aufschlager- Witwe« ;jeg oversatte strax Ordet ved Opslager og troede at hun havde givet ham det Navn fordi han i Døden slog op med hende, men nu hører jeg det er et ordenligt Em­bede. Vi have ellers paa nederbayrisk, jeg kalder det nu nedersaxisk, ingen Lagen i vore Senge! Jeg har af Theater-Intendanten faaet fri Entre i Theatret og det den allerførste Plads, omtrent, som i vor første Etage; jeg sid­der paa N° 51 lige midt for Theatret og har hele den leuchtenbergske Fa­milie tæt bagved mig . Jeg har fri Comedie hver Aften og i Aftes var den berømte Thalberg min Nabo, han har, som jeg ogsaa Adgang der. Holst vilde at jeg skulde see at skaffe ham det samme, men det er ikke lykkedes. Thalberg hørte vi begge igaar og jeg maa beundre hans mesterlig[e] Spil, men jeg var dog iiskold derved, jeg finder ham ikke saa interesant, som Liszt, men han er kjønnere og ligner saa temmelig Baron Rosenkrands der kom i Studenterforeningen. Hele den kongelige Familie var i Salonen og hørte ham, han blev mange Gange fremkaldt. - Klentze, som jeg havde Brev til fra Adler, tog meget venlig mod mig, han sagde han kjendte mig godt, lovede at præsentere mig for Menisteren Schenck (Forfatter til Tragedien Bellisarius) og vil, som han sagde bidrage sit til at gjøre mit korte Ophold her behageligt for mig. I Dag fik jeg sendt fra Augsburg, en heel Pakke danske og norske Aviser til Gjennemlæsning; Redacteuren af den europæisk berømte »Algemeine Zeitung«, Dr Kolb sendte mig dem; men det var mager Kost. Vil De sige til Augusta Collin at jeg strax bragte Morgenstern den Hilsen hun sendte ham og han har paalagt mig, paa det indstændigste, at hilse igjen; vi talte meget om Fritz og der vare flere af hans Venner der paa »Kneipen«, som Alle talte saa smukt om Fritz, hvem, saa sagde de, Danmark ikke nok havde vurderet. Gotliebs Brev var dateret den 12 Octobr, der stod ikke et Ord deri om Louises Bryllup, altsaa havde det dengang endnu ikke fundet Sted. Nu hører jeg vist ikke derom før i Rom! hils hende, som fra en trofast Broder - O Gud, jeg faaer Vandet i Øinene ved Tanken om hende - om Dem! om alle mine Kjære der hjemme! hils Lind! ja hils det gamle Huus fra mig! ogsaa jeg har mange Erindringer derfra, mange Digterdrømme, mange Ungdoms Timer knøtte sig til det Huus, thi jeg hører jo med til Familien, skjøndt jeg er en Fremmed! - Tryk den kjære Ingeborg i Haanden fra mig og siig hende, at et Par Gange paa Reisen, har det forekommet mig, at jeg for altid havde forladt Danmark, at jeg aldrig saae dem hjemme mere! og da er hun traadt meest levende frem, med veemodigt, bedrøvet Ansigt, saa jeg har grædt, - hun holder af mig veed jeg! O Gud om jeg aldrig saae hende og dem der hjemme meere og dog maaskee var det godt, maaskee var det allerbedst for mig! - Guds Villie skee! - O vær velsignet og takket min anden Fader, min eiegode ældre Ven, for Alt hvad De var mig! O Gud jeg elsker Ingen som Dem der hjemme! - men jeg vil ikke skrive mere iaften, jeg føler mig saa ene, saa veemodig. Holst er i Theatret, jeg har ingen Lyst. Lev vel! ­

E.S. Deres kjære Kone, der er mig saa moderlig god, hilser jeg tusend Gange! Drevsen og Børnene! min egen Eduard og hans Jette! den gode, kjærlige Gottlieb og Augusta, Alle Børnene! glem ikke Vulle, det søde Barn! Dog mig glemmer hun, hvis vi ikke mødes meer! - Hils Ørsteds, Thieles, Hornemanns, Liebe og Stage, ja jeg veed ikke at nævne hvem! men hils mine Venner! endnu engang Lev vel! - Theodor har jeg glemt at nævne! og han er dog daglig i min Tanke! jeg seer ham ved Kaffebordet, seer ham med Teckla vandre til Foreningen, giv ham en doppelt Hilsen, som han deler med Wilken! - ­

[Paa Randen af sidste Side:] Hartmann og Oehlenschläger maae have et Exp. af Maurerpigen. ­

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost