Dato: 2. oktober 1867
Fra: Moritz Gerson Melchior   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Vernex ved Montreux

Pension Lorius d. 2den Oct: 1867.

Min kjere Herr Etatsraad!

Det er nu en heel Evighed siden jeg har hørt Noget fra Dem, ja jeg er aldeles uden Efterretning fra Dem, siden jeg for 5 Uger siden sendte Dem Brev fra Righi Vaudois, hvilket jeg ikke tvivler om er kommet Dem ihænde, hvorimod jeg frygter at der maa være gaaet et tabt fra Dem, thi jeg kjender jo saa godt den Nøiagtighed hvormed De altid har været saa elskværdig at besvare mine Skrivelser og har De vel heller ikke undladt det denne Gang. Jeg længes ret efter at høre lidt om Deres Ophold i Paris om det har været tilfredsstillende, jeg længes efter at erfare at De befinder Dem rigtig vel og hvorledes De har tilbragt den lange Tid. Jeg har saa uendelig meget at fortælle Dem at jeg ikke veed hvor jeg skal begynde eller ende, men vil jeg i al Korthed, (dersom det bliver mig muligt) gjøre Dem bekjendt med vor hele Reise Route. Efter at have tilbragt 8 herlige Dage paa det skønne Glion, hvor vi stiftede mange nydelige Bekjendtskaber, (Fanny Lewald var der ogsaa med hendes Mand, Stahr, og Familie, men vi fik ikke Leilighed til at underholde os med dem, da de boede i Dependancen, og kom sjeldent over) gik vi fra Vevay til Genf, hvor vi var saa heldige at indtræffe Dagen forinden Garibaldi ankom; man ventede ham allerede den Dag og var hele Kysten langs med Søen overfyldt med Mennesker, der med speidende Blikke søgte at opdage Manden med den røde Skjorte ombord paa Skibet. Det tog sig deiligt ud mod den blaa Genfersø at see de utallige røde Flag vaie paa alle Landingsbroer og fra alle Husene, og var det med Nød og Neppe at vi kunde trænge igjennem den tætte Menneskemasse, ved vor Ankomst til Genf, hvor den skuffede Forsamling, forblev paa deres Plads indtil sent paa Aftenen. Da jeg antager at De har læst Dagbladet hvori Bille giver en udførlig Beskrivelse om Modtagelsen, saa vil jeg ikke opholde mig herved, men fortsætte Reisen og bede Dem følge mig til Chamonix, hvor vi netop kom i det heldige Øieblik, da Solen er ifærd med at gaae ned og havde vi det vidunderlig deilige Syn at see Montblanc med alle sine sneehvide bedækkede Drabanter i den stærkeste Alpegløden. Det er et Syn, som man vist aldrig glemmer, og naar man da en Time senere, seer Fuldmaanens klare Lys hæve sig op den lange Vei, forinden den har naaet Bjergtoppen og endelig paa engang straalende i hele sin Glands, kaste sit blege Lys, paa disse hvide Kjæmpe Høider, Aften Stjernen, som balancerer paa Toppen af Le mont maudit og Arven der brusende og klagende i ustandselig Fart strømmer forbi ens Fødder, da bliver man ligesom betagen af al den Skjønhed og man føler sig opfyldt af Taknemlighed, fordi det er falden i ens Lod at see saa meget af Guds deilige Natur. Vi gjorde Touren til Montanvers og mer de glace, Billes gik op til Flezieren, men det var mig for meget at gaae med. Fru Bille springer saa let, som en Gemse op af Klipperne, min Mand er ogsaa rask tilfods, men Bille og jeg have begge Besværlighed ved at stige og vi have tyet til Hestens Ryg, hvor det blot kan lade sig gjøre. Fra Chamonix til Martigny, derfra næste Dag med Jernbanen til Sion, hvorfra med Vogn til Visp, hvor vi tog Heste og rede i 10 Timer, (over Tête noire, fra Chamonix til Visp) først et lille Ophold i St Nicolas og derfra til Zermatt, hvor vi ankom meget trætte og udmattet. Her maatte vi blive hele den næste Dag, da Regnen for første Gang i al den Tid, vi havde været hjemmefra, strømmede ned og alle Bjergene var indhyllede i Taage. Den næste Formiddag toge vi Mod til os, skjøndt det endnu ei var aldeles klart, begave os tilhest til Riffelhorn. Det er en mageløs deilig Vei og Veiret klarede sig efterhaanden. Den næste Morgen var vi Alle meget tidlig paafærde, og kan jeg ikke beskrive Dem vor Overraskelse og Henrykkelse over det storartede Syn, der udbredte sig for vort Øie. Det umaadelige Matterhorn havde vi lige for vort Vindue, det ragede høit oppe over Skyerne og blev netop belyst af den opgaaende Morgensol. Det var en meget kold og frisk Morgenstund, vi svøbte os i alle de Shawler og Plaider vi kunde opdrive, men det forslog intet og vare vi gjennemisnede af Kulden. Vi rede saaledes op til Gorner Grat, der var Maalet for vor Udflugt. Det var kun en Times Stigning, men den var ikke farefri, da Veien er umaadelig ujevn og steil, og var den vanskelig for Hesten, da det havde frosset om Natten og de ellers nøgne Klipper vare glatte af Snee og den frosne Morgendug. Men det lønnede sig i høi Grad at have overstaaet den lille Anstrengelse, man stod næsten som tryllet til Stedet. Vi vare et meget stort Selskab, der Alle vare gaaet ud paa samme Tid, vi leirede os omkring paa den lille Flade, paa Tæpper vi bredede ud paa Klippen og nu vare vi ligesom omslynget af den hvide Bjergkjede, man skulde ikke tro det muligt at slippe ud derfra igjen. Det store Bølgehav af Gletchere hvorfra Vandet paa mange Steder optøedes af Solen og rislede ned for at fylde og vedligeholde Visp Floden, som havde fulgt med os paa hele den foregaaende Dags Vandring. Man skulde ikke tro det muligt at noget Menneske kunde naae op til Toppen af Matterhorn og man ved jo ogsaa af den sørgelige Erfaring man gjorde for et Par Aar siden, med hvilken Fare det er forbunden, og dog driver Forfængeligheden endnu mange unge Mennesker til at udsætte deres Liv for denne Fare. Et Par Dage forud vare tre Englændere gaaet derop, og lykkelig kommet ned igjen. Efter omtrent at have opholdt os her en Times tid, lode vi Hesten ride bort og tilfods begave vi os nu tilbage, først til Riffelhorn og derfra igjen omtrent 2 Timers Marsch til Zermatt, hvor vi atter stege tilhest og naaede til St Nicolas. Man kommer igjennem mange interessante smaa Byer, men ingen, som "Stalden", der ligger mageløs romantisk, lige paa Skrænten, saa man næsten skulde frygte for at en stærk Orkan engang kunde tage hele Landsbyen bort. Hele Canton Wallis, som er saa henrivende deiligt beliggende, gjør alligevel et uhyggeligt Indtryk, da Befolkningen er saa ussel og elendig. De ere catholske her og have Præsterne en meget fordærvelig Indflydelse paa dem. De blive i den Grad holdt i Uvidenhed og blive behandlet mere, som Dyr, end, som Mennesker, de læsse næsten større Byrder paa Menneskenes, især Fruentimmerets Ryg, end paa Dyrene, som der bliver langt bedre sørget for, de forgaa næsten af Uhumskhed og Ureenlighed, hvilket maa være Grunden til at her er den Masse Cretinere og at næsten hver evige en er belæmret med Crup.- -

Den næste Dag kom vi til Visp, hvor vi tog Vogn og kjørte til Bad Leuk, forbi Rhonedalen, og kom vi her forbi den lille By, Alpine (Albinen), som ligger saa steilt at man for at komme derop maa gaa op af 8 Stiger, der ligger lodret op af Bjerget. Det er eiendommeligt at see Folk, Mænd og Kvinder Store og Smaa, at være sammen i Badet. De tilbringe 6 a 8 Timer hernede og underholde sig paa forskjellig Maade. Her blev spillet Domino, læst, strikket, og Børnene legede sammen. Men nu fortæller jeg Dem maaskee en heel Deel af hvad De maaskee selv har seet, og har det da ingen Interesse for Dem. - Vi forlade derfor Leukerbad og gaa nu over Gemmi Passet til Kandersteg; jeg lod mig bære, medens de Andre skulde ride; men Ingen havde Mod til at blive paa Hesten, thi de frygtede for Svimmelen, thi her er det steilt i en utrolig Grad. Vore Førere opmuntrede os ved deres smukke Jodlen og jeg nød i fuldt Maal det deilige Skue paa hele Touren. Hvor jeg blot har kunnet komme til har jeg samlet Alpeplanter og det har gjort mig megen Fornøielse og jeg har ofte tænkt paa Dem, naar jeg har seet noget rigtigt Smukt. Det er kun vanskeligt at conservere Blomsterne, da de som oftest ere halv visne, naar man kan faa Leilighed til at lægge dem i Presse. - Vi kom nu ned til en venlig beliggende By, Frutigen hvor vi overnattede i et yndigt nyt Schweitzerhotel. Lige for vort Vindue havde vi den smukke Bjergkjede med Blümlisalp, nede i Dalen en herlig stor Kløvermark, hvor man havde samlet Kvæg fra hele Omegnen efter at man havde bragt det ned fra de høie Alper, hvor det nu er for koldt, og skulde der være Marked, den næste Dag. Det var en Søndag Morgen, Solen skinnede Dyrene ringede med deres Klokker og overdøvede næsten Kirkeklokkens Klang, Folket i deres nette og propre Bernerdragter, som i store Klynger vandrede til Kirken, havde et mageløs festligt Præg og gjorde et godt Indtryk efter at have seet paa saa megen Elendighed. - Vi ankom Søndag Aften til Interlaken, hvor Saisonen næsten er forbi; vi bleve her 3 Dage, boede udmærket i Hotel Jungfrau, gik en Dag over Thuner Sø, til Thun, og herfra til Giesbach, hvor vi saae det lille Fee Eventyr, nemlig Faldene oplyst af bengalske Flammer. Det havde været vor Bestemmelse at gaae over St Gothart til Milano og Venedig, men jeg havde desværre hentet mig en stærk Forkjølelse og følte mig meget anstrengt af de besværlige Bjergtoure, at vi pludselig om Morgenen, da vi skulde bort Klok: 5 maatte tage den Bestemmelse at skilles fra vort behagelige Reise Selskab, da vi naturligviis ikke vilde afholde Billes fra at fortsætte deres Reise; de vilde ogsaa op paa Righi, men vi fandt det fornuftigere at gaa tilbage til Genfersøen for at tøe lidt op og gjenvinde vore Kræfter. Vi toge nu Afsked fra Billes og vare vi gjensidigen bedrøvede over at sige hinanden Farvel. De kjørte til Luzern, og vi tilbage til Interlaken og derfra paa Jernbanen til Vevay, hvor vi nær ikke havde faaet Huusly, saa fuldt var der af Fremmede. Dagen efter, nemlig i Løverdags kjørte vi herud for at søge en Pension, og vi maatte gaae fra Pension til Pension, baade i Clarens, Montreux og Vernex, hvor vi omsider naaede at faa to yndige Værelser; Jeg sidder i min hyggelige Salon og skriver for aabne Vinduer, der paa den ene Side vender ud til Søen, hvor i dette Øieblik et Dampskib seiler forbi, fuldt af Passagerer. Jeg kan see den lille Akasia Ø, hvor jeg i Tankerne synes at høre den stakkels Babettes Nødraab. Det har moret mig mageløst at læse "Iisjomfruen" om igjen her paa Stedet. Paa den anden Side ligge store Viinhaver og oven over kan jeg see Jernbanetoget fare forbi til Montreux. Igaar spadserede vi frem og tilbage til Chillon, og saae det interessante gamle Slot. Jeg læste derefter Lord Byrons smukke Digt "The prisoner". Af Danske er her Forpagter Borries med Kone, Sager med to af Doctor Hornemans Børn, Orlogs Capitain Smith med Kone og Svigerinde, Modvegs Familie, som jeg endnu ikke har seet. Her er en stor Gène ved vort Værelse at der boer ved Siden af en ung brystsvag Mand, hvis Stønnen gjør et uhyggeligt og sørgeligt Indtryk paa os. I denne Pension er flest Tydske, kun faa Englændere men mange Russere. Min Mand og jeg bruge begge Druecouren og har jeg idag naaet op til 5 Pund det er vanskeligt at faae Ende paa den. Vi har endnu ikke bestemt vor Hjemreise og jeg haaber at faae Brev fra Dem her "poste restante Montreux". Jeg underholdt mig længe med en Dame igaar Aftes fra Berlin, der var henrykt over Dem og havde læst de fleste Romaner, det morede hende meget at høre om Dem, og jeg behøver ikke at fortælle Dem at De havde en god Talsmand i mig, hvilket her var overflødigt da hun kjendte Dem saa godt. Lev vel til vi med G. H. snart sees og tænk med Venlighed paa Deres hengivne Veninde

Dorothea Melchior

[i marginen, s. 1:]

Kjære Herr Etatsraad Andersen. I Modsætning til min Kone fatter jeg mig kort, men sender Dem

en derfor ikke mindre hjertelig og venlig Hilsen. Deres med Høiagtelse hengivne

Moritz G Melchior

Tekst fra: Niels Oxenvad