Dato: 25. november 1840
Fra: H.C. Andersen   Til: Louise Collin, g. Lind
Sprog: dansk.

Brev nr. 29

Fra H.C. Andersen til Louise Lind, f. Collin den 7. december 1840.

Til

Louise. skrevet i München paa

hendes Bryllupsdag den

25. Nov. 1840.

#

Nu sidder Du hjemme veemodig glad

I din Brudedragt.

En fremmed jeg er i den fremmede Stad,

Jeg skal see dens Pragt!

For Altret hans Haand i din er lagt,

Den lystige Kreds nu synger for Eder,

Der er Bægerklang,

Der er Brudesang,

Men jeg - for Eder jeg beder!

#

Mon Dem i Hjemmet, som jeg forlod,

Jeg meer skal see?

Du var mig en Søster, saa mild og god -

Guds Villie skee!

Imorgen jeg gaaer over Alpernes Snee,

Seer Roserne blomstre, jeg tænker paa Eder,

Paa hvert venligt Ord,

Hver en Drøm i Nord,

Og da - for Eder jeg beder! –

H.C. Andersen

Mantua den 7 December 184... [1840]

Hvad De ser paa den forgaaende Side, skrev jeg i München, den Dag jeg ansaae for Bryllupsdagen, Resten her vilde jeg ikke skrive før jeg var i Italien; nu først har jeg en Slags Ro til at skrive igjen; o hvor De daglig er i min Tanke! tak for de søsterlige Linier De skrev i Familiebrevet, a[l]ligevel var der noget bittert deri; mod Holst var Deres Følelse ublandet; mon De kjender ham, som De kjender mig?

De ønsker mig Hjemvee! – tænker jeg ret herover, saa kjender De nok dog ikke saa ganske til mig. Tak Deres Mand, - det er mig underligt at skrive dette Ord – tak den kjære Lind for de vittige, muntre Linier han skrev til mig! tro, at ingen af Deres Brødre, eller af hans Søstre have tænkt paa Dem og bedet Gud varmere for Deres Lykke end jeg!

Af Gotliebs Brev, det vil sige, mit Brev til Gotlieb vil De see at jeg er reist alene til Italien, at jeg er gaaet den 5te over Brenner; det var den 5te jeg ogsaa forrige Gang kom over Alperne; næsten alle mine Stykker er givet den 5, jeg kom selv første Gang til Kjøbenhavn den 5 og er født 1805; det lader til, som Tallet 5 har Lykke for mig; jeg kunde tilføie, for at være vittig: gid jeg altid maa beholde de fem. – Ved Ala træder man fra Tyrol ind i Italien, jeg glædede mig som et Barn dertil: men to Stationer forud skulde spises til Aften, Conducteuren sov, vi kjørte forbi og kom sultne til Ala, hvor vi fik en Viin, som Blæk, og bleve snydte, maatte hver betale 1 Mark [skrevet med tegn] for et lille Glas, saa jeg blev gnaven. Alt Klokken 4 imorges kom vi til Verona, men ved Porten affordrede de mit Pas, og i det jeg leverede det, kjørte Postellonen til, jeg fik intet Beviis for det, jeg skreg som besat, men maatte blive i Vognen; først opad Dagen kom jeg til det ved at løbe paa Poletiet. I Hotellet jet tog ind, var uhyggeligt; iiskoldt og vaade Lagener, thi jeg gik strax til Sengs; en gammel stinkende Professor maatte jeg tillade at være i mit Værelse, da der ingen flere var og saaledes blev min første Morgen i Italien. I Formiddags saae jeg Kirkerne og Amphiteatret og reiste saa Klokken 1 med en røverisk ond Venturin her til Mantua; hele Dagen havde jeg været forknøt, men ved Mantua saae jeg en stor Sø, den gjorte et velgjørende Indtryk paa mig, jeg tænkte paa Hjemmet, paa Dem og alle mine kjære; jeg fik Taarer i Øinene, holdte mig tilbage i Vognen, mens mit øvrige Selskab talte om Krigen her snart vil bryde løs. Nu er jeg i et Hotel, hvor jeg har en stor Ild i Kaminen, Overflødighed af Spise paa Bordet, men først maa jeg slutte dette Brev. Hils Lind –

Deres broderlige H.C. Andersen.

Tekst fra: Ejnar Askgaard