Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 28. november 1840
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.

München den 28de November 1840.

Dette Brev bliver ikke sluttet før i Italien, dog vil jeg begynde det her! fra Breitenburg har De vist faaet et lille Brev jeg der skrev. I Hamborg hørte jeg den europæisk berømte Lizst610 , han mindede mig i sit Ydre om Hofmanns kleine Zackhes611 ; jeg synes at der var noget ret dæmonisk ved ham, men han var en lidende Dæmon der ved Fortepianoet, maatte spille sin Sjæl fri; men altsom han spillede fik hans Ansigt Udtryk, hans Øine de funklede; det var høist originalt og eiendommeligt ! hos Grev Holcks612levede jeg meest de faae Dage i Hamborg; derfra gik Reisen over Celle til Braunschweig hvor jeg fandt megen Forekommenhed hos mine oversatte Romaners Forlægger Vieweg613 . – Over Halberstad tog jeg til Magdeburg for at prøve Dampvognen, jeg kan ikke nægte at jeg følte en Smule Jernbane?Feber før jeg kom i Vognen der, men da Flugten begyndte, følte jeg mig saa glad, saa vel ! Det er just den Maade jeg vil reise paa! nu har jeg Begreb om Trækfuglenes Flugt, nu veed jeg hvorledes det er at flyve hen over Jorden i 3 1/2 Time fløi vi 16 Miil, den ene By syntes at ligge tæt ved den anden; Stæderne rykkede nærmere sammen! og under alt dette sad man, som paa en Stol i sin Stue, ingen Luftning generede. – De nærmeste Gjenstande fløi rigtignok forbi, som det snurrende Rokkehjul, men længere borte stod Alt som ved en sædvanlig Kjørsel614 . I Leipzig gjorde jeg Mendelsohn-Bartholdys615 ; Bekjendtskab, han kom mig saa kjærlig, saa elskelig imøde; syntes at glæde sig saa meget over mit Bekjendtskab, til Afsked skrev han mig en "Lied ohne Worte". Jeg spiiste en Middag hos den rige Brockhaus616og rullede nu afsted gjennem "Franken" , med sine lave Bjerge sorte Skove og Ruiner. I Bayreuth, hvor Jan Poul617levede, tog en Dame min Paraply og efterlod sin Parasol; der syntes ellers at være en smuk Egn. I Nürnberg var jeg paa tredie Dag618og havde i Dr. Campel619, Udgiveren af Robinson, en Ven, der ret tog sig af mig ! det er over min dristigste Forventning hvor kjendt jeg er i Tydskland. Nürnberg er høist interessant, hver Gade giver et gothisk Maleri, gamle Huse med smaae Taarne paa Tagene, Kanapper og Altans Madonnabilleder og Springvand. Alle Folk der syntes mig ellers at see ud som Caspar Hauser. I Augsburg , saae jeg første Gang Daguerotypibilleder der vare tagne af menneskelige Ansigter, selv Øiet var herligt udtrykt620 . Jeg gjorte Bekjendtskab med Udgiveren af Algemeine Zeitung, der vidste jeg var i Staten og alt udarbeidede efter min Biographie foran i (Nur ein Geiger) en Artikkel om mig for sit berømte Blad621 ; med Dampvogn gik jeg til München hvor jeg kom den 17 November og traf Holst622 , jeg havde kun bestemt mit Ophold her til otte Dage, men han, der her første Gang traf Landsmænd og intet Begreb har om Italien, var saa indtaget i Byen at han vilde være her en heel Maaned, jeg lovede da at lægge otte Dage til mine første otte Dage og saaledes er vor Reise over Alperne bestemt til den 2 December; en slem Tid, da Bjergene ligge ganske med Snee. Theater-Intendenten har givet mig fri Comedie hver Aften i Gallerie noble, den første Plads, der svarer til vor første Etage, han har desuden lovet mig at bringe Maurerpigen paa Theatret her; saasnart jeg skaffer ham den paa Tydsk; jeg har des Aarsag skrevet til Abrahams i Kjøbenhavn og overdraget ham dette Arbeide. Jeg kommer meget i Huset hos Stieglers623 , Tydsklands berømteste Portrætmaler. Familien havde netop ved min Ankomst læst Nur ein Geiger og vare henrykte, de sendte derfor Bud i Boghandelen og spurgte om der intet mere var af samme Digter, men man sagde nei, dog tilføiede man, Digteren selv skal være her i Byen. Fru Stiegler løb da i Storm og Snee til en dansk Familie for at høre om de kjendte mig og saaledes blev jeg da indført i Huset, en festlig Aften, hvor man havde indbudt, den berømte Maler Cornelius624og Philosophen Shelling625.–

Inspruck

den 3 December.

Nu er jeg midt i Tyrol ! Alt er Vinter ! Alt Snee og Iis ! jeg forlod München uden at Holst fulgte med, han vil blive der til Julen ! jeg er reist alene over Bjergene. Da jeg igaar kjørte paa Posthuset, stødte en Karl mig en Dør ind i mit venstre Øie, saa det nær var stødt ud, men jeg er sluppet med lidt Blod og med at gaae en Tid endnu med et kulsort Øie; hele Natten har jeg i Deligensen maatte sidde med koldt Vand og bade det, iaften er Svulsten faldet og Øiet selv vel ! – Før jeg forlod München kom jeg ind i en Boglade; der stod Miniatur Bibliothek for udenlandske Klassiker; de udkomne Forfattere var Tegner626

og Florian627 , den følgende var Andersen; det var min Improvisator, men kun første Deel, Boghandelen paastod det var den hele Bog og sagde tilsidst ganske vred "ich sage, ich habe es gelesen !" – "Aber ich habe es geschrieben ! " sagde jeg, og saa blev han tam628 . I min ny Stambog har jeg nu Blade af Thorvaldsen, Øehlenschlæger, Ole Bull, Mendelsohn Bartholdy, Lachner, Cornelius, Philosophen Schelling, Stiegler &. – Jeg boer i der Sonne, i Pragtgaden, med store høie Bjerge der kneise over Kirkerne, Alt er Snee og Iis, men Overmorgen seer jeg Italien, da skinner min varme Sol, da er jeg Grækenland nærmere.

Mantua

den 8 December 1840

Reisen over Brenner var ikke slem; der var ikke meget Snee, men saare koldt. Karreet?Vinduerne frøs aldeles til; Maanen skinnede klart og gav Afgrunden en uhyre Dybde; de sneebelagte Bjerge straalede mod den blaae Luft, som Sølv Skyer og naar hist og her netop en Stjerne syntes at berøre Fjeldryggen, saae det ud, som om det var et Fyr der stod paa Bjerget. – I Botzen var alt mildere Klimat og der spiiste jeg de første Druer; hele syd Tyrol, eller som det kaldes det italienske Tyrol viiste sig meget nøgent, men Solen var varm som hos os i Mai; igaar Morges Klokken 4 kom jeg til Verona, men alt ved Porten havde jeg den Angest at Postilionen rullede afsted før jeg kunde faae et Tegn for mit afleverede Pas. Paa Gjæstgivergaarden i Verona, fik jeg et uhyggeligt stort Værelse, med sønderbrudt Steengulv, ingen Ild var at faae og Sengen var saa kold og klam, at uagtet jeg laae med mine Klæder paa følte jeg det. Op ad Dagen saae jeg Scaligernes og Romeo-Julies Grave, var i Amphiteatret og efter at have betalt en ublu Regning, omtrent 3 Rdlr for en halv Dags Ophold, kjørte jeg med Veturin til Mantua , hvor jeg nu er ! jeg maa paa det bedste bryde i det italienske, ingen forstaae fransk eller Tydsk, jeg har seet Kirkerne og Virgils Plads, drevet om i de store Gader, hvor jeg hører Folk sige: det er en Fremmet; i Nat kjører jeg med den toskanske Cureer til Bologna; mit Øie er nu stærkt i Bedring, kun er det rundt om græsgrønt med en smuk mørkeblaa Kant. – Før i Rom hører jeg intet fra Danmark, mit Stykkes Held vil afgjøre hvorlangt jeg kan reise og hvor længe; her seer ellers ud til allehaande Ting ! jeg troer ikke længer paa Freden, efter alle de Anstalter der gjøres hvor jeg kommer, overalt tales om Krig ! naa, Gud maa lede Sagerne for mig, jeg er nu engang langt ude, midt i det. Alt, hvad vi ei kan forhindre er en Bestemmelse af Forsynet.

Bologna den 9 December.

Igaar Aftes forlod jeg meget ærgerlig Mantua, man havde i Hotellet smurt mig en Regning – , for 24 Timer omtrent 8 Rdlr og jeg havde dog kun nydt et meget godt Maaltid; Egnen er usikker her havde vi Eskorte med, fire ridende Soldater. I den maaneklare Nat seilede jeg over Po og kom ved Midnat gjennem Staden Modena, der saae ud som en død By; to Lazaroner stod op til en Muur og sov, vor Eskorte blev fornyet og i Formiddags var vi i den pavelige Stad Boulogna, hvor jeg har Ild i Kakkelovnen, ja en ordenlig Kakkelovn, men som de har fyret aldeles gloende, da Folkene endnu ikke kjende denne Art at varme paa. Jeg har faaet tre Hovedpuder hæftet sammen med Naal og Traad til en Dyne over mit Teppe, thi jeg fryser skrækkeligt; denne uhyre Steenbygning giver en stor Kulde. Udenfor var det i Dag som en smuk September. De fleste Træer have endnu deres Løv og Kornet staaer høit og grønt. Jeg har i Dag været paa Campo Santo og i de skjæve Taarne, som alt Dante besynger; imorgen Nat Klokken 12 tager jeg med Coureer over Capanierne og er da i 8 Timer i Florents, det vil blive for kold en Tour at krybe over Bjergene med Veturin, jeg længes ogsaa efter Brev fra Hjemmet og det faaer jeg først i Rom. Lad mig nu see at De snart skriver mig et ret langt og tæt skrevet Brev til, adreseer det: Caffe græco in Roma; fra mig vil det nu vare en lille Stund før De faaer et Brev, thi jeg kommer jo til at reise den meste Tid og fra Grækenland er det for langt borte at spandere Penge paa mit Skriveri. Hils Deres eiegode Moder og alle Søstrene. Siig til Deres Tante at hun kunde gjerne skrive en Linie i Deres Brev til mig. Bring Thomsens, Knudsens, Fru Guldbrand, Hansens, Krygers, Frøken Schleppegrell, Priorinden og alle mine Venner og Veninder de bedste Hilsener, glem ei Christ. Søeborg.

Florents

den 11 December 1840.

Igaar kom jeg her til! det er det første Sted jeg i hele Italien ret føler mig hyggelig efter min Indtrædelse i dette Land; jeg boer i et prægtigt vel indrettet Hotel ( del Europe ), hvor Alt er storartet og paa fransk, jeg sidder imidlertid i Aften og skriver dette med Ild i Kakkelovnen, (Kaminen mener jeg) har Druer og vino aliatico paa Bordet. Jeg har i Dag seet de bekjendte Steder, Alt synes mig som havde jeg kun været nogle Dage herfra, jeg har samme Følelse, næsten som ved at komme til Odense, jeg kjender jo hver Plet. I Galleriet opsøgte jeg strax den medicæiske Venus og hun stod der guddommelig og skjøn, jeg syntes næsten endnu mere levende, end da jeg saae hende sidst. Nei sligt kan ikke gjengives i Gips, jeg har ingen Afbildning seet der var mere af hende, end Voxmasken af den døde kan give os af en Ven, vi har seet ret levende. Eet Maleri lagde jeg imidlertid ikke mærke til forrige Gang jeg var her, ( jeg har da egentligt været her to Gange før i Florents, paa hen og tilbage Reisen), det var et Maleri af Florentineren Angiolo Bronzino629; det forestiller Christus, som stiger ned i Underverdenen; det er ikke de Piinte man seer om ham nei det er kun de, som før Christendommen jo maatte i Underverdenen, de flokke sig om Jesu; men hvilket Udtryk af Uvished og Haab; hvilke bønfaldende Blik! dog hvad der meest tiltalte mig var den Uskyldigheds Vished, den var fremstillet i Børnene; to omslynge hinanden og smile i det de ile Christus i møde, en tredie rækker Haanden ned for at drage Een op til sig, idet han peger paa sig selv og tydelig siger - "jeg skal i Himlen!" Jeg har besøgt Kirken St Croce i Gangen til Høire ere prægtige Monumenter over Michel Angelo, Dante, Alfieri og Machiavelli, til Venstre er en mindre prangende Grav, det er Gallilæis; det var Aften da jeg kom derind, jeg var ene, paa en Munk nær, jeg følte mig gjennemtrængt af Tanken paa Gud og Verden, jeg bøiede mine Knæ foran Gallilæi Grav idet jeg mindedes hvad han havde lidt og stridt for sit udødelige Navn. En rød Stige er malet i hans Vaaben og det forekom mig som var det et Billede paa Kunstnerens Vei, det er en gloende Stige, men den fører til en Himmel. – Jeg har i Aften spadseret langs Arno; alle Løvtræerne staae med Blade, det er mildt Veir og i Dag var det i Solen som hos os i Mai, men inde i Husene er meget koldt og derfor har jeg som sagt ogsaa i Kaminen. Een af de første Dage reiser jeg herfra, men om jeg gaaer med Dampskibet fra Livorno til Civitta Vecchia eller med Veturin over Perugia og Terni til Rom er ikke afgjort630 ; Posten skal have 22 Species og det er mig for meget. Imorgen Aften skal jeg høre en italiensk Opera af Ricci: il prisoniere d'Edinburgo, efter Walter Skotts Roman631 , i Paris saae jeg, da jeg var der, en til samme Sujet, men af en fransk Komponist. Det ærgrer mig at jeg i Bologna ikke vidste, at Rosini632 boede der, ellers havde jeg opsøgt ham. – Det er dog underligt hvor hjemme jeg føler mig her, og det er dog flere hundrede Mile fra mit egentlige Hjem; jeg ønsker kun at jeg havde mine Kjære hos mig, hvor jeg da ret skulde nyde det; nu kan jeg ikke meddele mig ! – Igaar da jeg kjørte ned af Bjerget tænkte jeg tilfældigviis paa Dem og Deres Moder; jeg rullede gjennem en stor Alle af Cypresser, høie, som vore Popler, ikke en Vind rørte sig og Solen ordenlig brændte. Gid De var her og aandede sydlig Luft ! jeg saae i Tanken Deres Moder faae Taarer i Øinene ved Tanken om – dog nu aander han en bedre Luft, den salige Fader ! – Lev vel ! tænk venlig paa mig ! vi sees vist igjen ! døer jeg ude, da mødes vi vel – skjøndt jeg ikke begriber det – i et endnu deiligere Italien end dette ! – Min Juleaften holder jeg i Rom ! – skriv meget snart, meget tæt og meget meget ! Lev vel ! tusinde Hilsener –

Deres broderligt sindede

H. C. Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus