Dato: 7. december 1868
Fra: H.C. Andersen   Til: Hilda Reventlow
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 7 December 1868

Deres Naade

har altid viis mig saa megen Velvillie og Godhed at jeg vist nok tør komme med en Bøn; mit seneste Eventyr: "Dryaden" er nu kommet ud, vil Deres Naade i mit Navn overrække Hans Majestæt Kongen og Hendes Majestæt Dronningen hver et Exemplar, ligesom ogsaa et til Prindsesse Alexandra og Hans kongelige Høihed Kronprindsen. For den kjære lille Prinds Valdemar har jeg bestemt mine "Reiseskizzer". At jeg ikke selv overbringer Bøgerne / ligger i at det synes mig paatrængende om jeg under det høie Besøg, ukaldt kom til Fredensborg, dernest maa jeg tilføje at jeg slet ikke er rask.

Deres Naade glæder mig med, om ikke længe, at læse det Exemplar hvori jeg har tilladt mig at skrive Deres Navn. De vil venligt nævne mig for den kongelige Familie.

I Taknemlighed og Ærbødighed

H. C. Andersen

Deres Naade

Komtesse Reventlow, Hofdame hos Hendes Majestæt Dronningen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 903-04)