Dato: 8. december 1840
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.

Mantua

den 8 December 1840

Reisen over Brenner var ikke slem; der var ikke meget Snee, men saare koldt. Karreet-Vinduerne frøs aldeles til; Maanen skinnede klart og gav Afgrunden en uhyre Dybde; de sneebelagte Bjerge straalede mod den blaae Luft, som Sølv Skyer og naar hist og her netop en Stjerne syntes at berøre Fjeldryggen, saae det ud, som om det var et Fyr der stod paa Bjerget. – I Botzen var alt mildere Klimat og der spiiste jeg de første Druer; hele syd Tyrol, eller som det kaldes det italienske Tyrol viiste sig meget nøgent, men Solen var varm som hos os i Mai; igaar Morges Klokken 4 kom jeg til Verona, men alt ved Porten havde jeg den Angest at Postilionen rullede afsted før jeg kunde faae et Tegn for mit afleverede Pas. Paa Gjæstgivergaarden i Verona, fik jeg et uhyggeligt stort Værelse, med sønderbrudt Steengulv, ingen Ild var at faae og Sengen var saa kold og klam, at uagtet jeg laae med mine Klæder paa følte jeg det. Op ad Dagen saae jeg Scaligernes og Romeo-Julies Grave, var i Amphiteatret og efter at have betalt en ublu Regning, omtrent 3 Rdlr for en halv Dags Ophold, kjørte jeg med Veturin til Mantua , hvor jeg nu er ! jeg maa paa det bedste bryde i det italienske, ingen forstaae fransk eller Tydsk, jeg har seet Kirkerne og Virgils Plads, drevet om i de store Gader, hvor jeg hører Folk sige: det er en Fremmet; i Nat kjører jeg med den toskanske Cureer til Bologna; mit Øie er nu stærkt i Bedring, kun er det rundt om græsgrønt med en smuk mørkeblaa Kant. – Før i Rom hører jeg intet fra Danmark, mit Stykkes Held vil afgjøre hvorlangt jeg kan reise og hvor længe; her seer ellers ud til allehaande Ting ! jeg troer ikke længer paa Freden, efter alle de Anstalter der gjøres hvor jeg kommer, overalt tales om Krig ! naa, Gud maa lede Sagerne for mig, jeg er nu engang langt ude, midt i det. Alt, hvad vi ei kan forhindre er en Bestemmelse af Forsynet.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost