Kjære Etatsraad Andersen
En stærk Forkjølelsessnue der næsten gjorde mig blind er Skyld i at jeg ikke tidligere efter Ønske har kunnet takke Dem for Deres venlige Linier. Uagtet bedre er jeg dog endnu ikke saa vel at jeg kan see nogen i længere Tiid, og hvad der i den sidste Tid har bidraget til meget at trykke mit Humeur er den bestemte Udtalelse af Øjenlæge Dr Lang, som har været min Læge siden jeg kom hertil i Begyndelsen af Martz, at naar jeg engang fik min Stemme og han kunde erklære mig vel, maatte jeg ikke blot i de første Maaneder kun tale sotto voce, men for bestandig afholde mig fra at komme i Affekt og forcere Stemmen da han var overbeviist om at i det Tilfælde den Lamhed i alle Taleorganerne, hvoraf jeg nu leed, let ville kunde vende tilbage og da ulæ[g]elig. Dette Damocles Sværd at have for bestandig hængende over sig hvor man end gaaer og staaer, er for mig, der ikke er nogen phlegmatisk Person, et noget saa trykkende at jeg ikke kan udtale det. Disse 5 Maaneder have jo alt været en tung Taalmodigheds Prøve og den blotte Tanke af Nødvendigheden for Fremtiden bestandig at passe paa mig selv og overvinde mig selv gjør mig nerveus.
Min Kone har været her i nogle Dage for at tilbringe min Fødselsdag med mig, men uagtet at jeg havde bedet min Søn fra Sverrig at være her paa samme Tiid, anstrængte det mig dog. Desværre har hun havt en for hendes Befindende altfor stærk Sindsbevægelse ved at gaae over Elben: En af de Færger der benyttes ved Overkjørselen var saa overfyldt og begyndte at helde saa stærkt paa den Side min Kone var, at hun troede det var hendes sidste Øjeblik. Istedenfor at udhvile sig i Harborg fortsatte hun strax Reisen uafbrudt til Paris og der er hun desværre endnu. Hendes Hensigt er at bruge Badene i Ragatz i Graubünden og senere at komme herhen, og haaber jeg da at vi til den af Dem omtalte Tiid maae have den Glæde at see Dem alle vel og tilfredse.
Jeg sender Dem disse Linier til Basnæs i Haab om at de blive der sendte til Rolighed skulde De alt være reist derhen. Paa begge Steder beder jeg Dem, kjære Etatsraad Andersen, bringe mig i Deres Omgivelses Erindring som
Deres meget hengivne
Moltke Hvitfeldt
Glorup d: 4 Juli 1869.
