H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Henriette Hanck 11. december 1840

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 11. december 1840
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.

Florents den 11 December 1840.

Igaar kom jeg her til! det er det første Sted jeg i hele Italien ret føler mig hyggelig efter min Indtrædelse i dette Land; jeg boer i et prægtigt vel indrettet Hotel ( del Europe ), hvor Alt er storartet og paa fransk, jeg sidder imidlertid i Aften og skriver dette med Ild i Kakkelovnen, (Kaminen mener jeg) har Druer og vino aliatico paa Bordet. Jeg har i Dag seet de bekjendte Steder, Alt synes mig som havde jeg kun været nogle Dage herfra, jeg har samme Følelse, næsten som ved at komme til Odense, jeg kjender jo hver Plet. I Galleriet opsøgte jeg strax den medicæiske Venus og hun stod der guddommelig og skjøn, jeg syntes næsten endnu mere levende, end da jeg saae hende sidst. Nei sligt kan ikke gjengives i Gips, jeg har ingen Afbildning seet der var mere af hende, end Voxmasken af den døde kan give os af en Ven, vi har seet ret levende. Eet Maleri lagde jeg imidlertid ikke mærke til forrige Gang jeg var her, ( jeg har da egentligt været her to Gange før i Florents, paa hen og tilbage Reisen ), det var et Maleri af Florentineren Angiolo Bronzino ; det forestiller Christus, som stiger ned i Underverdenen; det er ikke de Piinte man seer om ham nei det er kun de, som før Christendommen jo maatte i Underverdenen, de flokke sig om Jesu; men hvilket Udtryk af Uvished og Haab; hvilke bønfaldende Blik! dog hvad der meest tiltalte mig var den Uskyldigheds Vished, den var fremstillet i Børnene; to omslynge hinanden og smile i det de ile Christus i møde, en tredie rækker Haanden ned for at drage Een op til sig, idet han peger paa sig selv og tydelig siger - "jeg skal i Himlen!" Jeg har besøgt Kirken St Croce i Gangen til Høire ere prægtige Monumenter over Michel Angelo, Dante, Alfieri og Machiavelli, til Venstre er en mindre prangende Grav, det er Gallilæis; det var Aften da jeg kom derind, jeg var ene, paa en Munk nær, jeg følte mig gjennemtrængt af Tanken paa Gud og Verden, jeg bøiede mine Knæ foran Gallilæi Grav idet jeg mindedes hvad han havde lidt og stridt for sit udødelige Navn. En rød Stige er malet i hans Vaaben og det forekom mig som var det et Billede paa Kunstnerens Vei, det er en gloende Stige, men den fører til en Himmel. – Jeg har i Aften spadseret langs Arno; alle Løvtræerne staae med Blade, det er mildt Veir og i Dag var det i Solen som hos os i Mai, men inde i Husene er meget koldt og derfor har jeg som sagt ogsaa i Kaminen. Een af de første Dage reiser jeg herfra, men om jeg gaaer med Dampskibet fra Livorno til Civitta Vecchia eller med Veturin over Perugia og Terni til Rom er ikke afgjort ; Posten skal have 22 Species og det er mig for meget. Imorgen Aften skal jeg høre en italiensk Opera af Ricci: il prisoniere d'Edinburgo, efter Walter Skotts Roman , i Paris saae jeg, da jeg var der, en til samme Sujet, men af en fransk Komponist. Det ærgrer mig at jeg i Bologna ikke vidste, at Rosini boede der, ellers havde jeg opsøgt ham. – Det er dog underligt hvor hjemme jeg føler mig her, og det er dog flere hundrede Mile fra mit egentlige Hjem; jeg ønsker kun at jeg havde mine Kjære hos mig, hvor jeg da ret skulde nyde det; nu kan jeg ikke meddele mig ! – Igaar da jeg kjørte ned af Bjerget tænkte jeg tilfældigviis paa Dem og Deres Moder; jeg rullede gjennem en stor Alle af Cypresser, høie, som vore Popler, ikke en Vind rørte sig og Solen ordenlig brændte. Gid De var her og aandede sydlig Luft ! jeg saae i Tanken Deres Moder faae Taarer i Øinene ved Tanken om – dog nu aander han en bedre Luft, den salige Fader ! – Lev vel ! tænk venlig paa mig ! vi sees vist igjen ! døer jeg ude, da mødes vi vel – skjøndt jeg ikke begriber det – i et endnu deiligere Italien end dette ! – Min Juleaften holder jeg i Rom ! – skriv meget snart, meget tæt og meget meget ! Lev vel ! tusinde Hilsener –

Deres broderligt sindede

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter