Kjære Frøken Ørsted!
Deres venlige Brev modtog jeg paa Glorup, Tak derfor! efter tre Dages Ophold paa det smukke Herresæde begyndte jeg da Reisen til Udlandet. I Banetoget fra Nyborg traf jeg sammen med den franske Lærde Martin, han syntes glad ved Mødet og jeg hjalp ham lidt paa Reisen gjennem Hertugdømmerne, thi han taler ikke Tydsk. I Hamborg skiltes vi. Her besøgte jeg kun Henriques Broder, som er gift med en elskværdig svensk Dame.
Dagen derpaa foer jeg til Braunschweig og næste Dag til Leipzig; her var just Messe; nær havde jeg ikke fundet Natteqvarteer, alle Hoteller var overfyldte, jeg maatte heelt op under Taget, dog Dagen derpaa fik jeg bedre Qvarteer og uagtet Byen saae ud som en overlæsset Fløttedags Omnibus, morede det mig at smutte om i den. / Jeg blev her, til min egen Forundring, ind paa tredie Dag, dog deri var ogsaa det nye prægtige Opera-Theater Skyld; der blev givet Wagners Rienzi, ligesom ogsaa Flottows Stradella. I Dresden blev jeg een Dag, dog uden at see mig om, uden at søge Nogen; jeg skrev Breve til Hjemmet og til Fru Melchior, fra hvem jeg i Leipzig fik Efterretning; hun og Familien vare i Vevay, den brystsvage Datter laae tilsengs, Lægen foretrak at de reiste i Vinter til et sydligere Klimat end Mentone og jeg har da den Sorg ikke at træffe sammen med dem, det jeg saa særligt har glædet mig til og da ude leve en rigtig, hjemlig Juletid. I Mandags hentede Fru Serres Vogn mig ud til Maxen hvor jeg ikke har været i 9 a 10 Aar. Hvor var hun ældet, bøiet og forandret, hun faldt mig om Halsen, græd, var ved at synke om. Jeg er glad ved at jeg har aflagt dette Besøg, det bliver vistnok det sidste, Gud veed hvor længe hun lever. Alle jeg spurgte om vare døde; her er / koldt oppe i Bjergene; Frøken Heinke og hendes Søster ere her, de eneste jeg ret ønskede at see; her er ikke dette store "Rykind" som i tidligere Dage, Fru Serre er for svag, men dog komme flere end jeg synes om. I den tidlige Morgen kommer et Bud, ringer paa og det er da en Melden at den og den Grevinde, Baronesse, den og den Herre vil komme og spise til Middag, de ere meget elskværdige mod mig, men jeg har ikke den tidligere Stemning der ved og ønsker helst at være her alene. Jeg haaber snart i Syd-Tydskland at føle mig hjemligere, naar jeg nu snart er i Wien, (om to Dage forlader jeg Maxen) haaber jeg at finde Breve fra Kjøbenhavn , poste restante, maaskee ogsaa et fra Dem. Det er min Tanke at blive der i tre uger før jeg flyver ind i Italien, men det afhænger af min Stemning. En lille Historie maa jeg meddele Dem, Frøken Heinke fortalte mig den igaar; hun maler og derfor kom en Bondekone til hende, /bad om at male hendes Søn. "Lad ham imorgen komme til mig", sagde Frøken Heinke. Det kan han ikke svarede Bondekonen, "han er paa Reise." Naar kommer han tilbage?" spurge Frøkenen; "om et Par Aar!" sagde Konen. "Men da kan jeg jo ikke nu male ham! "Ja men det er just nu han er borte jeg vilde have hans Billede at see paa, sagde Konen, "naar han kommer hjem har jeg jo ham selv!!" - Hils Deres kjære Moder, Søstre og Brødre, Børnekredsen hos Scharlings og de af mine andre Venner De møder. Gamle Collin sagde engang: Hvorfor reiser dog Andersen! Har han det ikke ligesaa godt hjemme?! - Jeg syntes det var en egen Tale, nu er jeg nær ved at sige det samme som han. Og nu lev hjerteligt vel! gid jeg ved Hjemkomsten finder Dem og Deres Moder ved Sundhed og Humeur. Deres Pige som altid tager saa venlig Deel i min Tilværelse vil De hilse.
Deres hengivne
H.C. Andersen
