München 12 Nov: 1869.
Kjære Fru Koch!
Imorges fik jeg et Brev fra Mathilde Ørsted og i det en Hilsen fra Dem og den venlige Mindelse snart at skrive Dem til. Jeg har i over 14 Dage gaaet i den Tanke at jeg havde sendt Dem en Skrivelse fra Maxen og haabet at høre fra Dem. Jeg tog strax mine Dag-Optegnelser frem hvori temmeligt nøiagtigt staae Dag og Dato jeg sender Brev og modtager Brev, men til min Overraskelse finder jeg ikke optegnet at De har faaet noget Brev fra mig siden jeg forlod Danmark! det er ganske utilgiveligt, men jeg har isandhed saalevende tænkt paa Dem og Deres at jeg levede ind i at De havde faaet Brev fra mig. Jeg tager derfor strax Pennen. Over Hamborg kom jeg til Leipzig, netop i Messetiden, saa det var vanskeligt at faae Logi og stort Røre ved al den Handel; i Dresden fandt jeg kun Ruinen af det smukke Theater; jeg blev her [overstr: kun] een Dag og søgte saa snarest ud til Fru Serre. Slot-Maxen ligger ved den böhmiske Grændse med Udsigt over hele det sachsiske Schweiz; her var endnu Solskin og mildt Veir. Fru Serre var meget ældet og svag, [maatte rettet til:] maa lade sig bære op og ned fra sine Værelser; hun var stærkt bevæget ved nu, efter en halv Snees Aar, at gjensee mig, hun faldt mig om Halsen og brast i Graad, saa Meget var forandret siden vi / sidst mødtes. Jeg blev her en heel Uge, og det var den meest hjemlige jeg har kjendt til siden Afreisen. Jeg har denne Gang slet ikke følt mig glad ved at være ude. Al Hjerteligheden hjemme, som særligt lyste ind i mig min sjette September drager mig denne Gang saa forunderlig stærk til det kjære Danmark. Glad er jeg dog over at have indløst mit Løfte til Fru Serre, at komme til Maxen og dog engang endnu seet hende. Fra jeg reiste derfra, over Prag, Pardubitz og Brünn til Wien havde jeg daarligt Veir og det værre og værre. Nær havde jeg ved Ankomsten til Wien ikke fundet Plads i noget Hotel, jeg maatte kjøre fra det ene til det andet, [endeligt rettet til:] endelig havnede jeg "am Graben", fik de [fir rettet til:] fem første Dage et lille mørkt Værelse ud til Gaarden for dyr Priis, jeg sad i Halvmørke og blev melankolsk, endelig blevet Værelse ledigt til Gaden men tænkt [!] Dem, for det maatte jeg betale 5 Gylden dagligt, det er mere end man betaler i selve London. Det slette Veir, den forfærdelige Dyrhed ærgrede mig, Sneen faldt, ja i den sidste Tid saa stærkt i Steyermark at Jernbanen i to Dage laae ude af Virksomhed, den Vei var ikke indbydende og jeg bestemte mig til at gaae over Salzburg og München ind i Frankerige; en / anden og betydelig Sag som forstemte mig og har bidraget til at jeg endnu slet ikke har følt rigtig Glæde ved denne Reise, er at Melchiors, efter Lægernes Raad, ere reiste til Algier og der tilbringe Vinteren. Jeg havde lagt min hele Reiseplan efter at være December og Januar sammen med dem i Hyéres, nu er den Glæde fordunstet, vi mødes ikke, til Algier kommer jeg ikke. Det er meget trist. løvrigt frembød Wien ogsaa en Deel Behageligheder, som jeg ogsaa bør fremhæve. Theater Intendanten, Excellensen Munch Bellinghausen, som har skrevet Griseldis og "Ørkenens Søn" underrettede mig om at jeg under hele mit Ophold vilde finde en Plads for mig i Parquettet, saa vel i den nye store Opera, som i Burg Theater. Kammerherre Falbe var meget opmærksom og forekommende; Lytton, en Søn af Bulver, som jeg sidst mødtes med i Cintra aabnede mig sit smukke Hjem, dog hyggeligst og bedst fandt jeg det hos den svensk-norske Minister Due og hans elskværdige Frue; vi havde ikke i tyve Aar seet hinanden og hos dem var jeg glad og gjerne. Opholdet i Wien blev saaledes 8 Dage og ikke en Maaned som min Bestemmelse havde været. Jeg saae et Par Gange Theophilus Hansen, der har megen Ære af sine Bygninger; jeg tilbragte en smuk Aften med flere af de betydeligste Kunstnere fra Burgtheater; men var først ret let om Hjertet da jeg med Toget foer til Salzburg; her saae jeg i Solskin de sneebedækkede Bjerge, her var jeg i den smukke Natur, og blev her hele tre Dage. I Mandags kom jeg til München; min gamle Ven Geheimerath Gietl og hele Familien vare hjertelige glade; i deres Loge i Theatret har jeg Plads hver Aften saalænge jeg bliver her. Kaulbach og Kone kom mig ligesaa hjertelige imøde, deilige storartede Billeder saae jeg hos ham og ikke færre end tre Gange malet igjen af ham mit Eventyr "Engelen", det faaer han altid Bestillinger paa; Kobberstykket er nu kjendt over hele Europa og Amerika, han fortalte mig at den berliner Kunsthandler der havde afkjøbt ham Forlags Retten var ved det ene Billede blevet en riig Mand. Igaar spiiste jeg hos Kaulbachs. Paa Mandag reiser jeg, om ikke Sneen forhindrer det, over Genf til Lyon og da snarest til Nizza, der haaber jeg at faae Brev fra Dem poste restante. Hils Deres Børn og Børnebørn hjerteligst! ligesaa Conferensraad Hauch.
Deres taknemlig tro
H. C. Andersen
