Dato: 8. december 1869
Fra: H.C. Andersen   Til: August Bournonville
Sprog: dansk.

Nizza den 8 December 1869.

Kjære, beundrede Ven!

Ja denne Overskrift ville vist mange hjemme finde opstyltet og søgt, men den falder mig fra Hjertet lige i Pennen; hvor jeg tumler mig i Verden, Tydskland, Italien, Frankerige, Engeland, overalt hvor jeg seer din Kunst, føler jeg og maa sige, som jeg har skrevet til Venner i Hjemmet, "overalt ude maa jeg i Ballet-Digtning beundre Bournonville hjemme". Hos dig er en Sandhed og Skjønhed, Poesi, som jeg kunde unde alle Aandsbegavede i fremmede Lande kjendte. Jeg kom til Wien, som i det sybaritisk udstyrede Opera Theater: Sardanapal, jeg følte mig derved som en Kaspar Hauser, har kun Erindringer om brogede Farver, vexlende Belysninger nøgne Dandserinde Been og lidt meer, et Kaleidoskop der blænded men slukkedes som et Fyrværkeri.

Jeg saae Flick og Flock der var lidt meer Tanke deri, men ikke beaandet som Du forstaaer det. Julius Price / udførte den ene Hovedrolle og var fuld af Liv og Lune. Jeg maa ogsaa fortælle hvor smukt det var af ham at han en Dag aflagde mig et Besøg og ved dette bragte mig en stor deilig Bouquet af Roser og Violer. Jeg fortalte det ved Middagsbordet for Opera-Intendanten Dingelstedt, hans Frue er den en Gang berømte Sangerinde Jenny Lutzer, hun var ganske glad ved min Landsmands smukke Opmærksomhed og fortalte den til alle Gjæsterne. Det var imidlertid et dyrt Ophold i Wien, tænk, jeg maatte for et Værelse inde i Byen, i Hotel Müller "am Graben", et Skrumpelskud af Huus, hvori alle Gange hele Dagen var tændt Gas, saa mørkt var her, betale 5 Gulden, altsaa hen ved 4 Rdlr dansk, det ærgrede mig og saa var Veiret slet, Sneen faldt, Vinden blæste, som vor Østvind, dog venlige Mennesker saae jeg, varme Gjester for mig og mine Digtninger fandt jeg, først vor Gesandt Falbe, dernæst min engelske Ven Lytton, Søn af Bulver og særligt den svensk-norske Minister / Due og hans høist elskværdige Hustrue. Jeg lærte dem at kjende i Rom 1833; sidste Gang mødtes vi i Stockholm, men det er nu 20 Aar siden. Sneen faldt saaledes i Steyermark at jeg opgav at gaa over Venedig til Nizza og lagde Veien over Salzburg til München; her blev jeg i otte Dag under stadigt Regnveir men levede meget med Kaulbach og hans Familie; han erindrede dig saa godt, talte med megen Varme om dig og det Indtryk af Dannelse og Begavelse Du havde [overstr: gjort] givet; jeg fortalte om dine Balletter, den hele Ballet-Cirkel, hvor hver Radius er en Digtning, og han var oplivet ved at høre derom. Hans Billede til mit Eventyr "Engelen" er blevet verdensberømt; han fortalte mig at den Kunsthandler i Berlin, han gav det til var ved det ene Billede blevet en rig Mand. Kaulbach har stadigt Bestilling paa det, jeg saae tre Gjengivelser hos ham. / Nu læser han mine Eventyr igjen for at finde et nyt Motiv. Fra München kom jeg ind i Schweitz, Sneen faldt, den kolde Vind fra Jurabjergene gjorde Opholdet i Genf høist ubehageligt, inde i Frankerige var mildere, men Regnveir, altid Regnveir, jeg sad i Lyon hele Dagen inde og da jeg i dyb Snee naaede gjennem Vienne og Valenee til Avignon, hvor Roserne blomstrede, begyndte den voldsomme Nordvind, le mistral at blæse saa at jeg ikke kunde gaae ud, en Orkan, som jeg ikke har kjendt den før foer i et Døgn hen over Byen; i Marseille regnede det, i Toulon var iskold Blæst, først her i Nizza hvor jeg kom for otte Dage siden er Somrnerveir, dansk Sommer med graa Himmel og Regnveir; Alt er Graat i Graat, men Orangetræerne staae med guul Frugt, Roserne blomstre og Havet er blaagrønt som Schweizer Søerne ved Sommertide. / Jeg har desværre ikke min gamle Reise-Lyst, jeg føler et Savn, en Længsel efter Vennerne i Hjemmet, de milde Øine som lyste ind i mig min sjette Septembers Fest siger mig, hvor godt der er der hjemme. Flere Gange, paa Reise her til, var jeg til sinds at vende om igjen, men jeg har i min altid frygtsomme Natur, hvor Phantasien, den jeg dog egenligt lever af, tidt piner og plager mig, altid een lykkelig, fast Villie, hvad jeg bestemmer, skal føres igjennem, og derfor vendte jeg ikke om og bliver her i Nizza ind i det nye Aar, gaaer da til Mentone, ikke længer sydligt, og tænker at være i Paris først i Marts, derfra er kun et Par Dage hjem og jeg tænker med Glæde derpaa. Hoved Udbyttet af denne Reise synes at blive, jeg vil føle mig mere glad hjemme og har lært at; paa denne Reise især, at jeg er kjendt af alle Natjoner meer end nogen Digter / i Norden. Jeg tænker derved saa inderligt, hvorfor forunder Vorherre just mig den megen Naadegave og Lykke. Her i Hotellet hvor jeg boer ere nu omtrent 80 i Pension. Alle kjende mine Skrifter, den Ene efter den Anden kommer og takker mig for den Glæde jeg har forundt dem. Een har læst mig i Texas, Een i Jerusalem, men i deres hjemlige Byer, de ere Alle saa opmærksomme mod mig og min Vert og Vertinde vise mig særlig Opmærksomhed; jeg troer næsten at jeg boer billigere end de Andre. Pension suisse i Nizza maae ogsaa vel omtales; her har Meyerbeer komponeret en Deel af sin "Afrikanerinden". Hils din Frue! ja havde jeg en saadan Kvinde [ændret til Kone] var det en Fornøielse at reise. Det Navn jeg i franske Aviser hjemme fra oftest see er Din Søns Svigerfader. Ved Navnet kommer en Luftning hjemme fra, beed Edmund hilse ham, og nu glædelig Juul og Nytaar

din trofaste Ven

H. C. Andersen

[Efterskrift i venstre margen på fjerde side:]

Hils alle mine Venner paa Dandseskolen hvor jeg engang var Barn i Huset.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 56, 50-51)